Gedehyrding i Sierra Nevada

Gedehyrding i Sierra Nevada

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

alt

Jeg har altid syntes, at det at være gede- eller fårehyrde var meget romantisk. Vandre rundt med sin flok, sove under stjernerne og kende hver en plante, hver fuglelyd og hvert dyrespor på jorden. Min forestilling af gedehyrden er en mand, som har fundet fred i sjælen. Han er beskeden og vis, og tænker ofte i sit stille sind, at menneskeverdenen er triviel og uvæsentlig.
Jeg må også indrømme, at da jeg læste romanen ”Alkymisten” af Paulo Coelho, om den andalusiske fårehyrde Santiago, da var der ingen vej tilbage, min romantiske forestilling blev bekræftet. Jeg var fristet til at sælge alt, købe 500 geder og sorgløst vandre land og rige rundt.
Jeg måtte finde ud af, hvor meget af mit billede der var fiktion og hvor meget virkelighed, så jeg besluttede at tilbringe en hel dag ude i marken sammen med 300 geder, 7 hunde, 12 får og en hyrde.

En almindelig morgen i stalden
Klokken er lidt over ni om morgenen, og Miguel har allerede været i gang med malkningen i over en time. Det foregår i den gamle stald, som ligger i forlængelse af huset, hvor han bor sammen med sin kone og to døtre. Huset ligger i udkanten af landsbyen, og overalt går høns, hunde og katte og hygger sig. Malkemaskinen er oldgammel, og der er kun plads til 10 geder ad gangen i den trange, lavloftede del af stalden, som er beregnet til malkningen.
Miguel genner de ti geder på plads, sætter sugekopperne på patterne, venter de cirka 5-10 minutter det tager, genner så de nymalkede geder ud til venstre, og tager 10 nye geder ind fra højre. Det tager tre timers tid at malke de cirka 300 geder. Når han er nået omtrent halvvejs, kommer mælkebilen. Den kommer hver anden dag, og henter de omkring 250 liter mælk, som bliver kørt til det kendte mejeri: Garcia Baquero, hvor der bliver lavet ost af mælken.
” Vi får alt for lidt for mælken, og prisen bare går ned. Det er dårlige tider for gedehyrding – der er meget arbejde i forhold til det lille udbytte.”
Miguels øjne er rolige, og han ser ikke alt for bekymret ud. I det hele taget har jeg svært ved at forestille mig denne besindige mand irriteret eller bekymret.
Klokken har passeret middag, malkningen er fuldført, og gederne skal ud at vandre og spise i de omkringliggende bjerge. Først må vi dog krydse den sydlige del af landsbyen, for at komme ud til bjergene. Al trafik stopper totalt op, og de travle chauffører må tålmodigt finde sig i, at det tager sin tid for 300 geder at passere. Miguel viser ingen tegn på bekymring over trafikproppen, han har skabt, han går uforstyrret videre i fredeligt gedetempo.

Gedehyrding 365 dage om året
Gedehyrding er et ældgammelt erhverv, som hastigt er ved at dø ud. Produktionen af gedemælk og kød bliver i stadig større grad flyttet til store industrialiserede stalde. Jeg er derfor nysgerrig efter at forstå, hvad det er, der driver en ung mand i vore dage, til at vælge gedehyrding som profession.
Miguels stemme er blid, når han stilfærdigt og lidt genert begynder at fortælle:
”Når jeg så en gedehyrde med sin flok, så jeg ikke andet. Jeg ved ikke, hvad det er, men geder er noget af det smukkeste, der findes – de er så udtryksfulde…

Miguel, El pastor, som de kalder ham her, er 37 år, og en af fire fuldtidsgedehyrder i Monachil, en lille landsby udenfor Granada. Han har godt 300 geder – og man kan roligt sige, at der er tale om fuldtidsarbejde. Miguel arbejder 365 dage om året, og dagene er lange.
”Siden jeg var helt lille, har min drøm været at have min egen gedeflok. Og selvom jeg rigtignok stadig er glad for det, jeg laver, så indser jeg også, at der er meget, jeg går glip af. Jeg arbejder jo hver evig eneste dag fra klokken otte om morgenen til otte om aftenen – også lørdag og søndag.”
Miguel sukker, og fortæller, at han aldrig kommer med til konfirmationer, fødselsdage og andre sociale begivenheder, fordi han altid er ude at vandre med sine geder.

Miguel begynder at forklare, hvad gedehold går ud på, og jeg prøver ihærdigt at følge med.
”Det gælder om at have gode geder, som producerer megen mælk og gode kid. Mine geder giver i gennemsnit halvanden liter mælk om dagen. Og når det gælder kiddene, så vil jeg helst have, at de bliver læmmet i oktober. For op til jul er der stor efterspørgsel efter gedekid, og prisen er god.”
Det er tydeligt, at Miguel føler sig på hjemmebane, nu da han fortæller om sin passion og og sit erhverv. Hans generthed er forsvundet som dug for solen, mens han forklarer:
”Geder er drægtige i fem måneder, og nogle får kid to gange om året. De 17 gedebukke ikke lov til at gå sammen med hunnerne hele tiden. Jeg holder nøje øje med, hvem der bliver bedækket af hvem og hvornår.”
På trods af at gedeflokken nu er spredt ud over hele skrænten, er det tydeligt, at Miguel har fuldt overblik over dyrene. Han sender behændigt den pjuskede hyrdehund Limones efter nogle geder på afveje, før han forklarer videre, at kiddene får lov til at die mødrene i tre, fire måneder. Derefter sætter han en slags hjemmelavet mundkurv på dem. Moderen bliver dog ved med at give mælk i syv til 12 måneder, og det er den mælk, som bliver solgt til ostefabrikanten Garcia Baquero.

Hunde, der tror, de er geder
Vi går i roligt tempo op over bakkerne, gederne går først, og spredt blandt dem, midt inde i den store flok, lunter de tre kæmpestor Mastin-hunde. De andre tre hunde, de små forpjuskede hyrdehunde, går ved siden av Miguel. De løber på hans kommando hid og did, og sørger for at flokken er nogenlunde samlet og bevæger sig i rigtig retning. Jeg spørger forundret, hvilken funktion de store Mastin-hunde har. Så vidt jeg kan se, går de bare dovent rundt i flokken, og ser ikke ud til at være til nogen som helst nytte.
”Mastin-hundene er lige så vigtige som hyrdehundene. De beskytter gederne mod ræve, vildsvin og vilde hunde. Disse hunde bliver taget fra deres mor, når de er bitte, bitte små, hvorefter de lever blandt gederne. De fleste af dem dier til og med hos gederne. Mastin-hundene tror nærmest, at de er geder, og at gedeflokken er deres familie. Derfor vil de altid beskytte flokken.”
Miguel kalder på en af kæmpehundene, som hedder Gordo (tykke). Hunden læner sig kælent op ad hyrdens ben. Miguel klør den på hovedet, og viser mig et stort, hårløst, hvidt ar som løber langs hundens isse.
”Han fik dette ar efter en heftig kamp med et vildsvin.” Miguel trækker godmodigt på smilebåndet, før han stolt fortæller, at Gordo vandt kampen, og jagede vildsvinet en ordentlig skræk i livet.

Trodsede lussinger og ørefigner, og fulgte drømmen
Vi klatrer opover stejle skrænter på smalle knapt synlige stier. Den krydrede duft af rosmarin og timian kildrer i næsen. Miguel snakker med gederne og hundene hele tiden: “Tuuumma, tuuumma, klak, klak, klak… heeyp, heeyp… huuiit, huiit”.
Det er ikke til at tage fejl af, at Miguel er vant til at gå i vanskeligt og stejlt terræn fuldt af sten og stikkende buskads. Han går sikkert og velovervejet med sin stok, og træder aldrig forkert. Jeg derimod, må virkelig koncentrere mig for ikke at snuble. Da vi endelig kommer op på toppen, hvor der er udsigt over hele landsbyen, læner Miguel sig op ad et tykt knudret oliventræ, hvor han har fuldt overblik over flokken. Gederne ser ud til at være altædende, de tygger lige så velfornøjede i sig af både stikkende buske og krat, som af saftigt græs.
Jeg sætter mig udmattet i skyggen under oliventræet ved siden af Miguel, og begynder forsigtigt at spørge lidt til hans historie. I begyndelsen er han meget genert. Det er tydeligt, at han ikke er vant til at tale om sig selv.
”Jeg hadede at gå i skole, og hvis jeg i frikvarteret fik øje på en hyrde, så var jeg væk. Men hver gang, det skete, sladrede lærerinden til min mor, og så stod den på ørefigner og en lussing når jeg kom hjem.”
Miguels kraftige, brune arbejdsnæver fumler forlegent med hyrdestaven mens han fortæller.
”Mine forældre ville, at jeg skulle blive rørlægger ligesom min bror, og jeg var da også i lære hos ham i fem hele dage – lige indtil jeg så en gedeflok, så var jeg væk igen…”
Miguel ler og trækker på skuldrene, som om han vil sige: ”jeg havde ikke noget valg, gedehyrding var min skæbne”.
Gederne begynder at blive urolige, og Miguel gør tegn til, at vi må af sted. Han fortæller, at geder er hvileløse skabninger, som hele tiden vil videre og videre. Undtagen om sommeren, da falder der ro over dem i varmen. Han fortæller også, at om sommeren er gederne slet ikke hjemme i stalden, men holder permanent til langt oppe i bjergene, hvor der er koldere og mere græs. I den forbindelse sætter han en provisorisk anretning op, hvor malkningen foregår med hjælp fra en generator.
”For mig er sommeren den bedste tid, for der er ikke så meget frem og tilbage. Da bliver jeg for det meste bare oppe i bjergene hos gederne flere dage i træk, og det er ganske så afslappende.”
Miguel ler nu højlydt, og det før så forsigtige blik, ser nu ud til at have fået tillid til mig. Mens han ublufærdigt klapper sig på den velnærede mave, fortæller han skælmsk, at om sommeren bliver både han selv og gederne meget mere velnærede.
”Da ligger vi jo det meste af dagen, og dovner i skyggen under træerne.” Den sorgløse latter virker smittende.
Jeg lukker drømmende øjnene, og ligesom dengang, da jeg læste bogen om den andalusiske hyrdedreng Santiagos vej til visdom og fred i sjælen, er jeg igen lige ved at beslutte at sælge alt og købe mig en gedeflok.

Af Durita Holm

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa