Kære læser januar 2010

Endnu en granduftende højtid er overstået, og som for at understrege de globale temperaturstigninger frøs den nordlige halvkugle, sneen dalede ned (her regnede det) og mange af COP15-deltagerne kunne rejse hjem til hvid jul, med undtagelse af Spaniens Greenpeace-boss, Juan López de Uralde, der måtte annullere returbilletten og i stedet spise flæskesteg med rødkål i Vestre Fængsel. Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal beskrive min oplevelse af klimatopmødet. Det må være noget med forkert placeret fokus og for lidt taletid til Lomborg, hvis logiske syn på sagen nærmest skriger imod topmødedeltagernes ringe evne til at skjule deres individuelle, skjulte dagsordner. Seperatismen spirer efterhånden overalt, der polariseres, hvor der burde samles. Demonstranterne, igen med undtagelse af Juan López de Uralde og Co., bidrog ikke med de store overraskelser. Bevar klimaet, råbte man. Way to go, Einstein. Egentlig lidt på linje med: Ja til fred, Nej til hustruvold, hvaldrab og børneporno. Helt dumme, er de i hvert fald ikke. Også kronprins F var kvik. Han mente, at klimatopmødet gav håb… At FN havde akkrediteret en stor portion NGO’er, som så alligevel ikke kunne komme ind i Bella, gav København dårlig presse, mens frysende arrestanter i futtog gav smæk til politiet, som iøvrigt gjorde en fantastisk flot indsats – og prygl for det, er de jo vant til at få. Hvem der så skal have hug for ikke at have forudset, at nogle forkælede u-lande på ingen måde havde tænkt sig andet end at skovle endnu flere penge ind fra et brødbetynget Vesten, det melder historien intet om. Ærgerligt for alle de ulande, der stillede op med seriøse løsningsforslag og forhandlingsvillighed. Afslutningsvist kan man sige, at resultatet af alle anstrengelserne ikke indeholder ret meget andet end, at lidt er bedre end ingenting. Personligt oplever jeg, at noget af det vigtigste i ”lidt” er, at der er blevet lukket op for svindel og bedrag-posen i forhold til klimaændringerne, og at der muligvis bliver mere lydhørhed overfor forslag om at hjælpe mange mennesker her og nu i stedet for få om mange år – og sidst men ikke mindst, at befolkningstilvæksten er Jordens største og mest akutte problem. Der er penge i snart en hvilken som helst holdning, og således forbliver drømmen om en dejlig grøn klode, hvor vi alle lever i fred og fordragelighed med fyldte maver og mønter i lommen, en drøm. Jeg kan desværre ikke give kronprinsen ret i, at topmødet gav håb, snarere tværtimod. Men ikke noget tudefjæs her fra, for der er stadig nok, vi hver især kan gøre – både for miljøet og, om ikke ligefrem for verdensfreden, så i hvert fald for husfreden i vores egen andedam. Det første årti af dette millenium er heldigvis slut, og resultaterne af alt, hvad det bød på, er nu vores udgangspunkt. Hvis vi begynder med os selv, handler med omtanke, medmenneskelighed og ansvarlighed, ja, viser et godt eksempel, så er vi i hvert fald nået et stykke hen ad vejen mod en bedre verden.

Godt nytår!

he