Med tog gennem Marokko

Vidste du, at Marokko var det første land, der etablerede en højhastighedsjernbane på det afrikanske kontinent? Efter strækningen åbnede i 2018, har det været muligt at tage tog fra Tanger i nord til Casablanca på Atlanterhavskysten på blot et par timer, hvilket tidligere tog næsten fem timer. Ikke at man behøver at skynde sig, når man rejser med tog, for der er nok ingen bedre måde at se verden på.

Tæt på, men langt væk

Marokko er det perfekte rejsemål, hvis du vil opleve noget anderledes. Jeg vil næsten sige, at det er som en helt anden verden. Og for os er tog langt den bedste måde at se landet på.

Efter knap en times hydrofoilbådstur fra den sydspanske surferparadis Tarifa ankommer vi til kystbyen Tangier, som nu er Marokkos fjerdestørste by med knap en million indbyggere. Herfra går der et højhastighedstog til hovedstaden Rabat og videre til Casablanca (som i verdenssammenhæng stadig er mest kendt på grund af filmen fra 1942 af samme navn). Fra denne ekspreslinje fører traditionelle tog rejsende til indre byer som Fez og Meknès eller til Marrakech, som er vores sydligste destination på denne rejse.

Ekspresen fra Tanger til Rabat

Togene fra Tangier afgår fra den imponerende luftige og moderne Tanger Ville-station, som endda har en have, butikker og caféer og separate ventelounger for passagerer på første og anden klasse. Vi bemærker, at stationen og perronerne er meget renere end i de fleste spanske byer, og det viser sig at være tilfældet på alle de togstationer, vi besøger.

Kun 323 km af Marokkos 4.225 km jernbanenet er beregnet til højhastighedstog, men planen er at udvide disse for at forbinde resten af ​​landet. Al Boraq-togene, som de kaldes, er Marokkos første højhastighedsjernbane og Afrikas hurtigste (maksimal hastighed 320 km/t). De nærmest futuristiske lokomotiver kan minde om de franske TGV-tog, da de er bygget af samme firma og dermed har tilsvarende komfort. Det er en god idé at forudbestille billetter online, da højhastighedstogene, som er hurtige, rene, komfortable, punktlige og overkommelige i forhold til Europa, nemt kan blive udsolgt. Den eneste ulempe, der er værd at nævne, er, at de stadig ikke har WiFi, men i det mindste er der stikkontakter til opladning foran hvert sæde på første klasse.

Vores første togtur er på et dobbeltdækker højhastighedstog fra Tanger til Rabat. Førsteklasses billetter koster omkring 30 euro hver vej, hvilket må siges at være rimeligt for en tur på 235 km i den bedste komfort. Der er afgang hver time, og vi vælger at tage af sted kl. 11.00, så vi har tid til en café au lait og en rundtur i byen, inden vi går ombord. Du kan også tage et nattog med liggeplads, hvor du forlader Tangier kl. 21.55 og ankommer til Marrakech kl. 08.10 næste dag. Vi prøvede ikke disse, men antager, at kvaliteten er lige så god.

Vi sidder fejlagtigt på anden klasse, hvilket ser helt OK ud, men billetkontrolløren henviser os straks til en førsteklasses vogn lidt længere fremme. Denne har to rækker brede fine plyssæder, der nærmest ligner en lille sofa. Togene har også en cafeteriavogn, selvom udvalget ikke ligefrem er en gastronomisk oplevelse. Førsteklasses sæder har også generøse udtræksborde med god plads til en bærbar computer, men jeg må indrømme, at jeg for det meste ender med at sidde og kigge ud på det grønne landbrugslandskab, mens vi triller sydpå.

Traditionel togtur – Rabat til Marrakech

Vi ankommer til Casa Voyageurs station i Rabat en time og 20 minutter senere og har lidt over femten minutter til at skifte tog, hvilket ikke er noget problem, da det sker på samme perron. Turen fortsætter derefter med konventionelt tog til Marrakech. De langsommere Al Atlas-tog er den mest populære transportform for marokkanere, så denne del af rejsen er en meget populær og social oplevelse, og det er absolut nødvendigt at forudbestille billetter.

Afstanden mellem Rabat og Marrakech er 334 km, og turen tager godt 3,5 time. Denne tur koster også omkring 30 euro hver vej på første klasse. Selvom billetterne er næsten det dobbelte af prisen på anden klasse, er det de ekstra penge værd.

Der er en stime af mennesker og pres på perronen, men denne gang finder vi den rigtige vogn med det samme. Disse tog har indstigning til højre og er opdelt i mindre klassiske togkupéer til venstre, noget vi ikke har oplevet siden rejsen i Indien. Førsteklasses kahytterne har plads til seks personer og har sæder dækket af slidt, men behageligt velour. Der er kun hyldeplads til bagage direkte over sæderne inde i kupeen, hvilket betyder, at folk ender med at placere deres bagage i den smalle gang. Til sidst kan den stakkels fyr med snackvognen knap presse sig forbi de mange kufferter.

Anden klasse har plastiksæder, flere personer i samme kupé og gange, der er fyldt med folk. Vi er i det mindste heldige og har toiletpapir, et sæde og endda lidt vand til at vaske vores hænder i på toilettet (selvom døren ikke kan låse, og passagererne bruger gangen som deres personlige rygerum). Anden klasse har efter sigende det klassiske hul i gulvet, men selv med artiklen i tankerne har jeg ikke yderligere ønske om at bekræfte dette.

Så snart vi sætter os på vores pladser, er der et par andre udlændinge med billetter, der indikerer, at de har de samme pladser (igen en oplevelse, vi kun har haft i Indien). Efter nærmere sammenligning viser det sig, at deres billetter er fra dagen før. Det fører til en livlig debat, især når nogen i kupeen oplyser, at bøden for en ugyldig billet er 120 euro. Parret beslutter sig for ikke at gemme sig på toilettet (som folk gør i filmene…), men i stedet stå af på den første station for at købe nye billetter, før konduktøren giver dem den klækkelige bøde.

Vi har knap nok siddet et par minutter, før der kommer en herre og gestikulerer på en blanding af arabisk (ingen anelse) og fransk, at han har min plads. Denne gang har han ret. Jeg forklarer, at grunden til, at jeg sidder på hans sæde, er, at damen overfor mig sidder i mit. Manden er anstændig og finder en plads i en anden kupé, og alt er fryd og gammen, indtil billetkontrolløren kommer og fortsætter det kontinuerlige stolespil.

Vi har ikke et arbejdsbord foran os i kupeen, men vi har mere end nok underholdning, blandt andet fra de mange nationaliteter der deler kupé med os – Marokko, Frankrig, Rumænien, Australien, Mexico og Norge. Mens landskabet mellem Tanger og Rabat er grønt, bakket og fuld af landbrug, bliver ruten ind i landet mere og mere ørkenagtig. Mellem en håndfuld stop i nogle mindre byer passerer vi et sandfarvet landskab med en busk hist og her, lyserøde, orange og sandfarvede huse og mudderhytter, en støvet flok geder og mest af alt sand. Alt i alt tager rejsen fra Tanger til Marrakech godt fem timer, men for mig gik det næsten for hurtigt, da hele turen er en unik geografisk og kulturel fordybelse. Efterhånden som vi kommer tættere på Marrakech, begynder landskabet at bølge lidt mere, og Atlasbjergene lokker til yderligere udforskning. Måske næste gang…

På stationen venter Mohammed, for at tage os til vores Riad, de typiske marokkanske gæstehuse, der nu fungerer mere som boutiquehoteller med ofte kun en håndfuld værelser. Hvis du ikke har Muhammed, der venter på dig, kan du altid finde en Petit Taxi uden for stationerne. Vi har et par dage i Marrakech, inden vi igen tager samme rute nordpå, med et par nætters stop for at lære hovedstaden at kende, inden vi ender tilbage i Tanger.

Togrejser i Marokko kan absolut anbefales. Selvom de livlige traditionelle tog er en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden, kan højhastighedstogene i Marokko bestemt konkurrere med eksprestogene i ethvert europæisk land. Og det bedste ved at rejse er, at du ikke behøver at sidde fastspændt i et trangt flysæde eller bekymre dig om at køre den forkerte vej og finde parkering i endnu en millionby. Samtidig kan du have det godt med at have valgt den mest bæredygtige offentlige transportmetode, der findes.

God tur!