LA PLAZA - Hjertet i enhver spansk by

»Vi ses på plazaen!« Hvis du bor i Spanien, har du sikkert hørt disse ord en million gange.

Det spanske ord plaza har været brugt i det engelske sprog siden 1830’erne og er med tiden også blevet optaget i det danske sprog. Ordet kommer fra det latinske platea (som betyder plads), som igen stammer fra det oldgræske ord plateîa. Det kan henvise til en plads foran en officiel bygning eller en kirke, et permanent torv, en midlertidig markedsplads eller næsten enhver åben plads mellem gader og bygninger.

Det er ikke en park som sådan, selv om der ofte er træer, dekorative springvand og bænke. Pladsen er hjertet i enhver spansk landsby og det typiske sted, hvor folk samles. Det er her, livet leves, og det er her, man ser livet passere forbi.

Da vi besluttede os for at flytte til Spanien, forelskede vi os i en lille by i Jaén-provinsen. Den var smuk og historisk og havde alt det, vi ønskede os. Men der var én ting, den manglede – plazaer. Det blev den afgørende faktor for, at vi fortsatte vores søgen efter en hjemby, for hvad er en spansk by uden sine plazaer?

Jeg blev inspireret til at skrive om dette sydeuropæiske fænomen, fordi vores byråd for nylig meddelte, at den centrale plads i vores kvarter skal gennemgå en større ansigtsløftning. Umiddelbart gik vi naboer i forsvarsposition, da vi har set, hvad de lokale myndigheder er i stand til. For ikke at nævne, at vores plads, Plaza San Francisco, praktisk talt er hellig for de lokale.

Kirkegård, ridetræning, kvægmarked og hyggelig plads

Vores plaza er ikke bare ‘hellig’. Den er endda opkaldt efter den hellige Frans af Assisi (eller San Francisco de Asís på spansk), hvis skulptur pryder det centrale springvand. Han gav også navn til franciskanerklosteret (anno 1485), som ligger på hjørnet af plazaen. Ligesom pladsen har klosteret en lang og kompliceret historie – noget sandt og noget, hvem ved…

På trods af sit katolske navn går plazaen meget længere tilbage i historien. Vores kvarter var det lokale arabiske Almocábar (Al-Maqabir), som betyder kirkegård. Hver gang nogen bygger noget i dette kvarter, risikerer de at grave knogler op, og det har vi været vidne til gang på gang. Jeg talte med arkæolog Pilar Delgado Blasco, som bekræftede, at gravene i vores kvarter stammer fra Almohad- og Nasrid-æraen, dvs. fra det 12. til det 15. århundrede (efter 1100 med næsen mod Mekka).

Da byrådet for nylig fik den »geniale« idé at skabe et moderne parkeringshus i syv etager til 500 biler lige ved indgangen til vores historiske kvarter, afslørede den arkæologiske udgravning ikke kun en nekropolis med hundredvis af muslimske grave, men også nogle romerske grave, der går 2.000 år tilbage. »Selvom ‘romerne’ dukkede op i de sidste udgravninger, er det faktisk første gang, der er fundet romerske grave i selve Ronda,« siger Pilar. Ikke desto mindre tror jeg, at vi kan gå ud fra, at vores naboers romerske og muslimske forfædre engang spadserede over »vores« plads. 

Mindre officiel er legenden om, at den katolske monark Fernando II de Aragón og hans tropper øvede sig i kamp til hest på pladsen før generobringen af Ronda i 1485. Da dette var en af tre porte i byens forsvarsværk, er det ikke helt usandsynligt, at kongens mænd rasede med sablen for at vise sig for fjenden lige her (selv om kongen nok holdt sig på sikker afstand …). Pilar bekræfter, at der er beviser for, at de castilianske riddere trænede på vores plads, men at det skete efter generobringen af byen. »La dehesa, eller græsarealet, hvor la Plaza ligger i dag, blev doneret til byen, så kavaleriet kunne udføre forskellige rideøvelser og lege. Det blev derfor kaldt Prado de los Caballos eller Prado de los Potros,« siger hun.

Selv om vi ikke kan bekræfte alle historierne, ved vi én ting med sikkerhed. Som børn plejede vores naboer at lege i kapelruinerne ved siden af plazaen, når de havde frikvarter fra skolen. De fandt ofte knogler der, og vores ven Pepe gemte et kranium i sit soveværelse, som han havde gravet op i ruinerne. Ifølge Pilar stammer gravene i Ermita de Gracia også fra al-Aandalusí-tiden i byen, der dengang hed Izn-Rand Onda (fæstningsbyen).

Ronda er også kendt for historien om Bandoleros – eller røvere – i det 18. og 19. århundrede. Den mest berygtede, Pasos Largos, som måske var lidt af en lokal Robin Hood-figur, har med garanti krydset vores plads på sin hest.

Og nu vi taler om heste, så plejede Plaza San Francisco også at være stedet for den årlige fest. La Real Feria de Mayo de Ronda siges at være Andalusiens ældste feria de ganadería eller marked for dyr og landbrugsprodukter, som fandt sted i midten af maj helt frem til 1990’erne. I de sidste par år er der kommet gang i den igen, men i en mindre voldsom og larmende skala. En norsk kvinde, som boede her i 1970’erne, fortalte mig, at nogle huse i kvarteret stadig havde høns og æsler dengang, og man kunne ofte se en pattegris løbe ned ad gaden. Dengang var plazaen stadig dækket af sand og jord, fordi den nuværende stenbelægning først blev lagt i 1980’erne.

En typisk spansk plaza

I dag er plazaen stadig hjertet i vores kvarter og følger de lokale bogstaveligt talt fra vugge til grav. Det er derfor en typisk spansk plaza, hvor kvarterets babyer som regel tager deres første vaklende skridt, hvor børn lærer at cykle, hvor unge par forelsker sig, og familier mødes om søndagen efter kirken.

Plazaerne er også der, hvor den ældre generation sidder og ser livet udfolde sig, løser verdens problemer, diskuterer lokalpolitik og beklager sig over deres smerter. Sådan har det altid været, og når den nye generation vokser op, vil de også tage deres nyfødte med til plazaen og måske mange år senere ende på en bænk og mindes gamle dage.

Vores plaza har alle de rigtige komponenter, som en god plaza skal have: gamle træer, der skifter farve med årstiderne, stenmure, hvor man kan sidde og hvile sig eller fange forårets første solstråler, tapasbarer, hvor man kan dele en drink eller et måltid med vennerne, et legepladshjørne med gynger til de små og plads nok til, at alle kan slentre rundt i ro og mag.

Måske er det det bedste ved spanske plazaer. Man kan sidde i ensomhed, kigge op i himlen og fundere over livets forviklinger, men man er aldrig alene, for der er altid en fornemmelse af, at livet udfolder sig foran en.