På den anden side: Er Pellegrini den bedste?

Det er altid José Mourinho, Pep Guardiola og Carlo Ancelotti, der løber med overskrifterne. Ingen af de tre behøver knap åbne munden eller røre en finger, og den internationale presse står klar. De er de tre storetrænere i dagens fodboldverden. Det er dem, de store klubber gerne vil have fat i.

Naturligvis kan de deres kram. Det gælder også overfor medierne!

Skulle de tre i en periode ikke gøre så meget væsen af sig, gives spaltepladsen i stedet til

Jurgen Klopp, Rafa Benítez, Antonio Conte, Allegri og Mauricio Pochettino. Sammen med Mourinho, Guardiola og Ancelotti er det altid dem – og kun dem – der er spil, når de store klubber i europæisk fodbold ønsker nye kræfter på trænerbænken. Det er der absolut intet forkert i, for det er alle store trænere. Tilmed er det trænere der, på hver sin måde, har en stor tiltrækningskraft, som ofte kommer klubberne til gode i PR- og sponsorsammenhæng.

Det undrer mig bare, at de største europæiske klubber på sin ønskeliste glemmer én træner; Manuel Pellegrini. Han er ikke den største – men måske den bedste af dem alle.

I modsætning til ”de andre” er Pellegrini fodboldtræner – og kun fodboldtræner. Han er hverken showman eller dramaqueen. Han er heller ikke en omvandrende reklamesøjle. Og han er slet ikke typen, der gør det store ud af sig selv, inden han skal tale med pressen.

Han kommer som han er: som fodboldtræner – i træningsdragt og et hår der sidder, som det nu sidder. Tilsvarende snakker han kun fodbold på pressemøderne. Han kommenterer ikke rygter, teorier, andres kommentarer og det ligger ham slet ikke for at sige noget, der kunne skabe splid – hverken internt eller eksternt. Måske derfor er der mange, der kalder ham kedelig. Men egentlig er han jo bare klog. I dagens verden er alt for mange hold præget af splid, og spillerne fokuseret på meget andet end deres fodbold. Men det sker aldrig på Pellegrinis hold – aldrig. Her har man givet ham øgenavnet ”ingeniøren”.

Det var fremragende ingeniørarbejde, der midt i nullerne fik upåagtede Villarreal i semifinalen i Champions League. Naturligvis havde Villarreal et stærkt hold dengang, men blot at kvalificere sig til den fine turnering var en triumf i sig selv. Det sikrede Pellegrini flere gange i sine år i den lille østlige spanske by med knap 52.000 indbyggere.

De gode takter fortsatte i Málaga. Vel havde klubben dengang en sheik og en sportslig ledelse, der kunne få nogle gode spillere til klubben, men – objektivt set – var det på papiret ikke et hold med Champions League potentiale. Holdet var tilmed præget af uro grundet manglende lønudbetalinger og en utilregnelig præsident. Men det slog ikke Pellegrini ud, som roligt førte Málaga C.F. frem til kvartfinalerne. Utroligt – men sandt. Alle lokale fans savner i dag disse tider.

Næste stop på CV’et hedder Manchester City. Ny by, nyt land, nye triumfer. På tre sæsoner sikrer Pellegrini sig et mesterskab, en pokalsejr og en semifinaleplads i Champions League. Dengang havde City ikke for vane at vinde noget af betydning.

Vel havde holdet forstærket sig, men det var slet ikke som i dag, hvor købestærke ejere sikrer træneren de spillere, han peger på.

Hvad der derefter trak Pellegrini til Kina står uvist. Resultaterne står derimod helt klare.

Hebei China Fortune var et oprykkerhold i den bedste kinesiske række. Alligevel sikrer han  klubben en syvende- og en fjerdeplads i de to sæsoner, han er i klubben. Det hører man ikke noget til i Europa. Generelt hører man ikke så meget til chileneren, som uden den store tumult forrige sæson skrev kontrakt med Betis fra Sevilla. Betis er bedst kendt for sin fantastiske fanskare. Rent sportsligt er klubben den bløde mellemvare i spansk fodbold. Holdet har en meget smal trup med blot 15-16 spillere, der kan gøre sig. Med Pellegrini i trænersædet flytter grænserne sig dog. Efter blot en enkelt sæson har Betis skiftet spillestil, attitude og status. Holdet er i dag med helt fremme i Europa League og tilsvarende fint med i kampen om næste års Champions League pladser. Manuel Pellegrini må tildeles en meget stor del af æren. Han har nu været træner i fire forskellige lande – med kæmpe succes.

Det er mig derfor en gåde, at ingen af de helt store klubber i europæisk fodbold køber ham. Vel tiltrækker han ikke den store opmærksomhed, men han skaber resultater. Og det sker uden at skabe splid og uden at tømme klubkassen på spillerkøb som mange af de andre store trænere ellers har for vane.

Den dyreste løsning behøver bestemt ikke være den bedste. Det er Manuel Pellegrini det bedste eksempel på.