El Barranco de la Luna – Månekløften

Denne kløft er den vildeste, smukkeste, mest eventyrlige kløft man kan forestille sig, og vi, der har gået ruten, kan ikke få armene ned. Men det er ikke en tur for skvatnavler, tøsedrenge og hængerøve, for ruten kræver mod og mandshjerte og er ikke for de kuede. Sagen er nemlig den, at kløften er smal og fyldt med klippeblokke, som man skal forcere for at komme fremad. Men for kunstnerisk udtryk og naturskønhed må vi give ruten 7 ud af 5 mulige stjerner.

Månekløften ligger ved landsbyen Saleres i den dal, kaldet El Valle, som går ud imod vest fra landsbyen Lecrin, små 40 km. syd for Granada.   I Lecrin kører man imod Restábal og herefter ad GR 3300 imod Saleres. Man skal ikke køre ind i landsbyen Saleres, men blive på hovedvejen ca. 1 km. mere, indtil man kommer op til byens kirkegård, som ligger på højre hånd. Her står der to store skilte, som beretter om Månekløften og dens rute. Ruten er på lidt under 4 km. og er en rundtur. Da det er en rundtur, kan man selv bestemme, om man vil gå med eller imod uret, og jeg har prøvet begge dele.

Det anbefales fra officielt hold, at man tager vejen med uret, for den ende er betegnet som ”entrada” (indgang) og den anden ende som ”salida” (udgang). Det fremgår alt sammen tydeligt, når man står foran skiltene.

Skiltene beskriver tydeligt stiens underlag: først går man lidt på asfalt, så på en grusvej/cementvej, så på en sti og så kommer man ned i flodsengen, som man skal gå i ca. 500 m. Det er dette stykke nede i floden, som er det vildt flotte og helt forunderlige. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er så smukt og betagende, hvordan floden har gravet en smal kløft, som man kan bevæge sig igennem. Let er det ikke, for der ligger store stenblokke, som man skal kravle over.  De kan være glatte og stejle, så man må i den grad hjælpe hinanden med at lande på benene og ikke glide.

På den rute, som går med uret, har floden et fald på ca. 100 højdemeter, og det betyder, at man har tyngdekraften med sig, når man skal kravle over klipperne. Det kan gøre det lidt sværere at holde balancen og undgå at glide. Tager man derimod ruten imod uret, har man ikke tyngdekraften at døje med, men skal jo så selv hive sig op over klipperne.

Jeg vil anbefale turen imod uret, for den føltes mere sikker, selv om den kræver gode, solide lår- og armmuskler. Jeg talte med andre vandrere, som mente det samme: imod uret er den sikreste, hvis man vel at mærke har andre med, der kan skubbe på og hive en op. Jeg vil derfor anbefale, at man mindst er 3 på tur, for jo flere hænder der kan hjælpe, jo bedre. Ruten må aldrig gås alene.

Vi havde stave med, og halvdelen af tiden er de til besvær (når man skal forcere klipper, kan man ikke bruge stave) og halvdelen af tiden er de til gavn. Når vi kom til et sted, hvor stavene ikke kunne bruges, kylede vi dem ned i floden forude, og tog dem med videre fremad. Jeg ville ikke gå turen uden stave, men jeg er jo heller ikke helt ung længere. De unge mennesker vi mødte, gik uden stave. 

Kløften er nok 50 m. dyb, og visse steder når klipperne sammen over vores hoveder. Andre steder er udsynet opad blokeret af kæmpestore klippestykker, der sidder fast mellem kløftens sider. Mens man går under, sender man en lille bøn opad, om at klippeblokken bliver siddende, mens man smutter under. Kløftens sider varierer i forskellige farver fra sandfarvet, over beige, gul, hvid og rødlig, og især er lyset med til at give hele sceneriet et fortryllende og magisk skær. El besøg i Månekløften glemmer man aldrig.

Når man går i vand, er det vigtigt at have sko på, der sidder godt fast på foden – altså tennissko eller sneakers og gerne sokker. Man må aldrig gå i floder i klipklapper, for de bliver ikke siddende, og så er man på herrens mark. Selv fast-siddende vandresandaler kan være problematiske, fordi små sten lynhurtigt finder vej ind i sandalen og generer foden.

Om sommeren er turen et hit, fordi vandet i floden er dejligt koldt og holder os afkølede. Vandet går aldrig over knæene, i hvert fald i de varme måneder, og man må ALDRIG gå ned i floden når det regner, for det kan være livsfarligt, fordi vandet kan stige lynhurtigt og slæbe en med sig. Jeg føler lige trang til at advare mod at blive overmodig, for naturen skal respekteres, og det er ikke Disneyland, vi bevæger os igennem. Et brækket ben nede i kløften betyder helikopter redning og sådan en koster vist omkring 40.000 €.

Og når man er kommet tilbage til bilen, kan man ikke lade være med at drage et lettelsens suk, fordi man er kommet helskinnet igennem, for ufarligt er det ikke. Her må man tænke på det 11. bud: du må ikke falde!

Nogle mennesker havde små hunde med, og de måtte vende om, fordi de små firbenede ikke kunne forcere klipperne og stod og rystede af angst og bæven. Men de store hunde elskede det og sprang lystigt over klipperne uden altid at lande på benene.

Turen ned i floden fra ”entrada” siden er meget smuk og fører os gennem herlige små olivenlunde, hvor man kan tage et hvil og spise sin madpakke. Man kan så gå ned i floden og vende om, når det bliver for broget.