Den skæve vinkel - Ole Kirkemann

Han bagte brød natten lang, men brød sig slet ikke om det. ”Alt det surdej passede slet ikke til en glad dreng som mig,” griner månedens skæve vinkel. Han fandt i stedet lykken hos det gamle forsikringsselskab Nye Danske, på Hviids Vinstue og på Costa del Sol. Han har kæmpet bravt for den, men lykken stråler fortsat ud af en evig ung Ole Kirkemann.

Der har nok altid været lidt positivt halløj omkring Ole Kirkemann. Men han er bestemt ikke ene om det. Når snakken falder på Ole, falder den nemlig hurtigt videre på Anne-Grethe og Pernille Kaas. Det er kvinderne i hans liv – den første som hans hustru, den næste som hans forretningspartner.  Anne-Grethe mødte han i festligt lag på Hviids Vinstue i København i midten af 1970’erne. ”Det var en rigtig hyggelig aften, og jeg husker tydeligt, da Anne-Grethe tog min hånd.” Siden da har hun taget godt hånd om Ole. ”Heldigvis har vi altid været enige og villet det samme,” begynder Ole. Og han gør det med et stort smil på læben, for hans historie har alt det blod, sved, tårer og kærlighed, man kan ønske sig.

OK for en god forsikring

”Set i bakspejlet var det nok ikke helt forsvarligt”, indrømmer Ole Kirkemann i dag – 40 år efter han pakkede kufferterne for at sætte kursen sydpå med Anne-Grethe og deres to sønner på syv og tre år. Ole higede efter et udlandseventyr og fruen var med på idéen. ”Det bløde punkt er jo børnene, men tiden skulle vise, at de var de hurtigste til at falde til.” Tiden skulle også vise, at springet til Solkysten kun var det første i rækken. Forud for eventyret, havde ægteparret Kirkemann trods alt sikret sig lidt ved at få orlov fra deres jobs. Anne-Grethe fra SAS og Ole fra forsikringsselskabet Nordeuropa. Efter fire spildte år som bager søgte Ole Kirkemann nemlig helt nye græsgange i selskabet Nye Danske og tog assurandøruddannelsen på aftenskole. ”Det er absolut en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv.” Det var en beslutning, der også førte ham til Costa del Sol. Forsikringsselskabet Niels Brøndum Assurance, senere Baltica, i Fuengirola søgte nemlig personale. Det var lige noget for Ole Kirkemann. Han holdt af faget, sine kunder, sine kollegaer og havde det som blommen i et æg. Men ægget begyndte at slå revner. ”Det var Pernille Kaas i administrationen, der gjorde mig opmærksom på, at ikke alt gik, som det burde. Hun var sikker på, virksomheden ville fusionere eller blive opkøbt,” husker den nu pensionerede assurandør. Hans arbejdsplads hang pludselig i en tynd tråd. Det var den tråd, Pernille syntes, de skulle samle op og starte for sig selv. ”Jeg var ikke udelukkende begejstret for idéen, men Anne-Grethe var sikker på, det ville blive alletiders. Og Pernille vidste, hvad hun ville,” fortæller Ole. Ironisk foreslog han, at hans initialer skulle danne rammen om det nye firmanavn – OK forsikring. Det endte med at blive til Kaas & Kirkemann. Det endte også med at blive en solstrålehistorie. Men det kostede blod, sved og tårer at få succes. ”Vi solgte huset i Danmark og pantsatte alt, hvad vi ejede. Det var all in for vores nye virksomhed,” fortæller Ole og fortsætter: ”Det gik kun, fordi Anne-Grethe og jeg var enige om tingene. Og fordi Pernille og jeg arbejdede solen sort for at få Kaas & Kirkemann op at stå.” Forsikringsbranchen er mange bække små, og der gik næsten fem år, før de mange bække blev til en smuk å. ”Jeg har taget nogle chancer i livet, men det her er absolut den største.” Ole Kirkemann husker tydeligt, hvordan familien var presset i nogle år. ”Kristian og Anders kom på spansk skole, for vi havde ikke råd til andet dengang. Det var vi ikke glade ved, men det blev vi. Det skulle vise sig at blive den bedste løsning,” fortæller Ole. Hans to drenge har i dag spansk familie og klarer sig godt. Det samme gør Anne-Grethe. Da hun fyldte 60, ville hun vise, at hun også kunne som selvstændig. ”Hun overtog en helsekostforretning, som hun fik kørt op og solgte ti år senere. Jeg er dybt imponeret,” tilstår Ole Kirkemann. De er i dag begge omkring de 80, er gået på pension, men lægger bestemt ikke på den lade side.

Altid god for et es

Den står på tennis, fitness, børnebørn og aktiv ferie. Tre store udlandsrejser til Canada, Australien og New Zealand står øverst på ønskelisten. ”Der har altid været en tendens til immigration i min familie. Mine forældre tog til Canada. De vendte hurtigt hjem igen, men jeg kunne godt tænke mig at se hvor de boede og havde deres dagligdag. Tilsvarende arbejder jeg på at opsøge to fætre, som bor i New Zealand,” fortæller Ole Kirkemann, som man aldrig behøver lede længe efter. Ole er nemlig fast mand i Lew Hoad tennisklub. Han kæmper bravt på banen og hygger sig gevaldigt i klubhuset. Der er altid god stemning omkring Ole. ”Her har vi det internationale miljø, som jeg altid har holdt så meget af. Snakken går og jeg får trænet godt igennem. Tempoet er ikke, hvad det har været, men jeg er altid god for et servees. Tag ikke fejl af det,” slutter Ole Kirkemann.

Ti skæve til Ole

Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg er uddannet bager, og jeg har kun gået fire år i skole. Lidt ”flytterod” og familiemæssige omstændigheder gjorde, at det aldrig blev til mere. Det var andre tider dengang.

Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Det bedste er kombinationen af glade spaniere, internationalt miljø og godt vejr.

Det værste er bureaukratiet indenfor de offentlige ”væsener” – blandt andet skattevæsenet.

Din bedste og dårligste handel?

I mit lange liv har jeg handlet fem ejendomme, og det er gået begge veje.

Hvad gør dig nervøs?

De bittesmå ting i dagligdagen. Det kan være et ligegyldigt spørgeskema, der skal udfyldes. Folk, der kører dårligt i trafikken eller kommer for sent. Dumme kommentarer og gamle damer, der springer køen over. På den front har jeg kort lunte. Det hænger slet ikke sammen med mit ellers altid gode humør.

Har du et godt ritual?

Jeg ved ikke, om det er en vane eller et ritual, men jeg starter altid dagen med lidt god, gammeldags herregymnastik.

Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Det skulle være med tennisspilleren Novak Djokovic. Jeg elsker sporten, og jeg beundrer Djokovic for sin mentale styrke samt for at have sine meningers mod og stå ved sine beslutninger.

Tror du på Gud?

Ja. Jeg har altid følt, at der er en beskyttende hånd over mig. Jeg har haft mine svære tider, både med helbredet og økonomien, som jeg er blevet hjulpet godt igennem.

Er der noget, du fortryder i dit liv?

Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre skoleuddannelse, men muligheden var der ikke. Det var andre tider, da jeg var ung. Jeg føler også, at jeg spildte mine fire år som bager.

Har du en helt – eller et forbillede?

Det er Nelson Mandela. Jeg besøgte hans fængselscelle på Robben Island nær Cape Town for år tilbage. Den var på fem kvadratmeter og han sov på gulvet. Det er forbilledligt, at vi undgik de lange knives nat, da han blev præsident for Sydafrika.

Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?

Det var at gå Caminoen som 74-årig – i 2017.

Vi tog den lange tur fra Frankrig og gik 680 km. Det var min kone, der fik mig overtalt.