Hun har både været alvorlig syg og nær arbejdet sig ihjel. I dag er det sundhed og balance, der præger Anete Bührings liv. Lyd og vibrationel terapi hjalp hende på vej
– og nu giver hun hjælpen videre. En ny klinik for lyd, terapi og behandling ser nu dagens lys på Solkysten.
Barndommen var god – men også lidt broget. Anete Bühring tog det bedste til sig og fik et farverigt liv. Med flere uddannelser, et par brancheskift og masser af mod på livet har hun boet og arbejdet i tre forskellige lande. Hun er ikke meget for at binde sig, men binder sig gerne til Spanien. Her er hun i ét med sig selv.
Boligtillægget i Jyllands Posten
Rejsen begyndte i Jyllands Posten. I et boligtillæg fik Anete øjnene op for Spanien – ikke mindst det andalusiske bagland. Med sin daværende mand fandt hun lykken nær landsbyen Álora. ”Vi kom på må og få, men havde masser af gejst med i bagagen,” husker Anete. Hendes mand var kemiker og solgte produkter til hele Europa. Det skulle nu ske fra den lille landsby. Her ville hun selv arrangere retreats, men kom knap i gang, før hendes mand blev syg og gik bort. ”Jeg fik vendt sorgen til gode minder, og besluttede mig for at blive og køre hans forretning videre,” fortæller Anete Bühring. Hun fik stor succes og solgte forretningen godt syv år senere – stik imod alle odds. Det var ikke første gang, hun klarede de store udfordringer. De første kom allerede i barndommen.
Broget barndom og stor succes
Anete Bühring er nemlig skilsmissebarn og blev bestemt ikke overbeskyttet af to forældre fra en god dansk kernefamilie. Hendes mor var meget på farten og blev nødt til at arbejde meget – blandt andet fire år i Grønland. ”Mine to brødre og jeg måtte tilpasse os og tage ansvar. Vi blev hurtigt modne, og det er positivt, men vi havde da vores udfordringer,” husker den danske kvinde. En ny stor udfordring fik som 21-årig. Da blev Anete Bühring nemlig gravid. ”Min søn blev det smukkeste udkom på en festlig aften. Jeg var studerende og havde intet, men noget sagde mig, jeg skulle have barnet – og tak for det.” Anete fik alt til at falde på plads. Hun fik både ammet, studeret og økonomien til at hænge sammen. Hun er uddannet økonom, men har aldrig brugt uddannelsen. Tilsvarende har hun aldrig fået et job, hun har søgt, men er i stedet blevet headhuntet. Arbejdet er altid blevet kombineret med uddannelse – også nye uddannelser. Derfor blev Anete i 2001 selvstændig som NLP-træner. Det var et stort skridt og en stor succes. ”Jeg fik tre store kunder i det daværende HK, AF og på NLP skolen i Roskilde. Det var spændende og omfattende – så omfattende at jeg bogstaveligt talt nær havde arbejdet mig ihjel,” husker Anete Bühring. Hun havde brug for ro og noget nyt. Hun så ikke lyset – men hørte lyden.
Sygeskåle og tam-tam gong
Det handler om energi og energifelter. De sidste kan påvirkes, og Anete påvirker dem via lyd. Det sker med tibetanske syngeskåle, en tam-tam gong, stemmegafler og en monochord. ”Jeg behandler alle typer mennesker med alverdens problemer. Det kan også være folk, som ønsker en lydmassage eller afslapning,” fortæller den danske behandler, som har fået travlt – nu på den gode måde. ”Jeg arbejder meget på retreats, Yoga- og selvudviklingskurser. Men jeg sætter selv tempoet og kan let organisere mig,” fortæller Anete Bühring. Hun har ikke længere store ambitioner. I stedet har hun store drømme. ”Jeg vil skabe noget, som man ikke finder mange andre steder. Derfor åbner jeg nu i Centro Idea Sound Alchemy – en lille oase med fokus på afstresning, dyb afslapning, regeneration og genopladning med lyd og fekvenser. Det bliver et spændende skridt,” slutter hun.
Anete Bühring har aldrig været bange for at tage nye skridt.
”Livet er for kort til ikke at have det godt”
Ti skæve til Anete
Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har min egen lille hjemmeproduktion af cremer og naturlige remedies. Jeg går meget op i, hvad jeg putter på min hud. Jeg bruger naturlige olier og vitaminer. Det er ikke svært, og resultatet er godt.
Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Jeg elsker atmosfæren. Her er jeg kommet ned i tempo og føler mig mere til stede.
F.eks. tager vi os tid til at spise. Det nyder jeg.
Det værste er sommervarmen. Temperaturerne er lidt for høje efter min smag.
Din dårligste vane?
Jeg drikker måske lidt for meget kaffe, men jeg elsker den spanske kaffe.
Din bedste og dårligste handel?
Min værste er et gammelt bondehus på Fyn, som det tog mig ni år at få solgt – tilmed med tab. Min bedste handel er min spanske kolonihave i landsbyen Jorox. Her tusser jeg rundt på bare fødder, dyrker grøntsager, frugttræer og slapper helt af.
Hvad gør dig nervøs?
Jeg er ikke nervøst anlagt, men ugennemsigtighed og uklar kommunikation er jeg ikke glad for.
Har du et godt ritual?
Jeg tror, at vi skaber vores egen virkelighed. Hvert halve år skriver jeg ned, hvordan jeg ser mig selv om et halvt år. Hver morgen læser jeg min liste op for mig selv. Det er en god påmindelse, om jeg efterlever mine værdier.
Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Jeg tager hellere en kop kaffe – og jeg tager den super gerne med skuespilleren Hella Joof. Hun inspirerer mig med sin autentiske og sårbare fremtoning.
Tror du på Gud?
Jeg tror på gud som den bevidsthed, vi alle er. Vi er alle individuelle udtryk af den samme energi / bevidsthed / Gud.
Har du en helt – eller et forbillede?
Jeg har haft flere mentorer i mit liv, som jeg har lært meget af. Mit største forbillede er nok min første mand. Han var et vist, grundet og meget generøst menneske med en medmenneskelighed større end de fleste.
Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?
Da jeg som ung rejste rundt i Sydindien med min dengang 8-årige søn. Intet var planlagt hjemmefra. Det gjorde vi to år i træk. Vi var begge vilde med det.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001