Det danske magasin i Spanien

I et stykke tid har jeg døjet meget med mine øjne. De er tørre og både svier og klør. Selvom de er tørre, løber de også meget let i vand. Jeg synes også, det er svært at se så tydeligt, og øjnene bliver hurtigere trætte, når jeg sidder foran computeren.

Alt hvad der hedder øjenmakeup er lagt på hylden, efter at jeg har prøvet mange naturlige mascara og øjenskygger. Jeg er normalt meget glad for at bruge lidt mascara fordi jeg synes, det giver ansigtet lidt mere liv, og fordi mine øjenvipper er totalt farveløse.

En morgen er jeg rigtig irriteret over det, også fordi jeg efterhånden ikke kan gå udenfor en dør uden at have et papirlommetørklæde med mig. Jeg starter med at tænke lidt mere over problemet, og hvad jeg dog kan gøre.

Pludselig slår det ned i mig ” Anni, du hører efterånden til den ældre generation, og du ved, at ældre mennesker især er udsatte for A-vitamin mangel.”  Det har også vist sig at mennesker, der arbejder ved computere og mennesker der arbejder i kunstigt lys har brug for ekstra A – vitamin. Begge dele gør jeg hele året. Så nu har jeg startet med at inkludere A vitaminer i mit daglige kosttilskudsprogram, hvilket gav mig inspiration til denne måneds artikel.

Mangler du A-vitamin?

A-vitamin er nødvendigt for produktion af farvestof i øjet (synspurpur), hvilket er nødvendigt, for at kunne se i skumringen. Derfor kan natteblindhed være et mangelsymptom. Vitaminet har ikke alene ansvaret for øjnenes slimhinder, men alle slimhinderne i vores krop generelt også nyrer og luftveje. Det er med til at forebygge infektionssygdomme, beskytte huden og holde den sund og rask, samt beskytter mod skader fra kraftig solpåvirkning. Har du en tør og skællet hud, kan det være A-vitaminmangel, hvor det også ses, at hår og negle let knækker. Andre mangelsymptomer kan være reduceret lugt og smag. A-vitamin beskytter cellemembranerne, og styrker immunsystemet.  Hos mænd bliver A-vitamin også brugt til at danne sædceller, og dermed betyder vitaminet også noget for forplantningsevnen. Vitaminet er også involveret i smag og appetit.

Hvad er A-Vitamin og betakaroten?

A-vitamin er fedtopløselig. Dvs. at vitaminet kun opløses i kroppen sammen med fedt

I gamle dage omkring 1915 kaldtes A-vitamin bare ”A stof” Senere omkring 1931 fandt man ud af enkelthederne omkring A-vitaminets sammensætning.

A vitamin deponeres i lever og fedtvæv.

Det enkelte A-vitamin hedder retinol. Så er der karoten og kartonoider, der er forstadier til A-vitamin. Forstadierne karotenoiderne bliver til retinol i kroppen, der er det rigtige A-vitamin. Det kaldes retinol, fordi det især findes i øjets nethinde, der på latin hedder retina. Biologisk er betakaroten 6 gange svagere end ren A – vitamin.

Betakaroten er meget sikker at anvende, fordi det ikke fører til nogen forgiftning, som kan ske ved megadosering af A-vitamin.

Dog syntes en finsk undersøgelse i 1994 blandt langtidsrygere at vise, at de, der tog 20 mg Betakaroten dagligt eller mere, havde en let øget mulighed for lungekræft. Så er du ryger, er det bedst for en sikkerheds skyld at holde dig indenfor maksimum 15 mg betakaroten dagligt. Undersøgelsen kom som et chok for den videnskabelige verden. Mange forskere mener nu, at undersøgelsen af forskellige grunde ikke er særlig pålidelig. Personligt tror jeg, det er sundere at gnave en gulerod, end at ryge en cigaret. Antallet af gulerødder giver nok sig selv. Som modpol har nogle kinesiske undersøgelser vist, at indtagelse af Betakaroten kombineret med selen og E-vitamin reducerer forekomsten af lungekræft.  

Kartonoid er orangefarvet, så ganske logisk findes der meget karoten i gulerødder. Spiser du tilstrækkeligt af gulerødder, kan du næsten komme til at ligne en person med gulsot. Det er heldigvis ufarligt og forsvinder, når overdoseringen af gulerødder stopper.

Er du gravid, er A-vitamin nødvendigt for normal fosterudvikling, men det er også påvist, at store syntetiske doser rent A-vitamin (retinol) kan være farligt og give fosterskade. Det gælder ikke Betakaroten. Er du gravid, er det min mening, at du bør rådføre dig med din læge, hvilke kosttilskud du bør tage, og hvor høje doserne skal være.

Få A-vitaminer gennem kosten

Kroppen kan ikke undvære A-vitamin. Som ovenfor nævnt er A-vitamin fedtopløseligt. Er du fedtforskrækket eller på en slankekur og kun spiser magert kød, salat, kartofler, ingen smør eller olie, kan du nemt komme i underskud af A-vitamin.

Selv på en nogenlunde normal kostplan kan du komme i underskud af A-vitamin, især vi ældre, der mange gange har et lavt kalorieindtag. Så føler du, du oftere end normalt bliver ramt af halsbetændelse, mellemørebetændelse, så tænk på, om du får for lidt A-vitamin.

A-vitamin findes i mange dyrs lever og i fiskelever samt i skaldyr, kød, æggeblomme, smør, ost og fedtholdige mælkeprodukter. Der er også A-vitaminer i nødder.

Er du vegetar, må du være opmærksom på at spise godt med de fødemidler, der indeholder betakaroten.

Betakaroten finder du i bl.a. i mælkebøtte, grønne og gule grøntsager, majs, gulerødder, søde kartofler, græskar, spinat, grønkål, sølvbede, broccoli, tomater, rød peber. I frugter finder du det i meloner, bananer, abrikoser mm.

Både A -vitaminer og Betakaroten optages i tyndtarmen sammen med fedt. Derfor må der være væske fra både bugspytkirtel og galde. Er der forstyrrelser i fedtoptagelsen f.eks. ved leverlidelser, cølaiki, eller diarre bliver optagelsen af vitaminerne formindsket. A-vitamin lagres nemlig i leveren og fedtvævet som ovenfor beskrevet.

Kosttilskud

A-vitamin måles i mcg. 1 mcg Retinol (ren A-vitamin) svarer til 6 mcg betakaroten. Det er det samme som 5 I.E (internationale enheder, som var den målehed, der brugtes før i tiden). Det kan, efter behov, være godt med et ekstra tilskud af A-vitaminer, hvor der findes forskellige styrker f.eks. 900 mcg eller en stærkere på 1500 mcg.

Sukkersyge patienter skal især være opmærksomme, da de kan have vanskeligere at omdanne betakaroten, end raske mennesker har det.

  • Som daglig tilskud anbefales en god kvalitet multivitamin/mineraltilskud.
  • Mange er glade for en god kvalitet levertran, der indeholder både A og D vitamin sammen med Omega-3 fedtsyrer.
  • Betakaroten kan tages separat som kosttilskud og er lavet på frugt og grønt. Selve indholdet er vegetabilsk, men er du veganer, må du sikre dig, at kapslerne også er veganske, idet nogle mærker betakartoner har kapsler fra animalske produkter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være øget behov hvis du er vegetar eller veganer. Nogle mærker Betakaroten indeholder desuden C- og A vitaminer.
  • Zink kan være en god ide, idet zink er nødvendig for frigørelsen af A-vitamin fra leveren. Drikker du lidt meget alkohol, har du som regel også et øget behov for A-vitamin, og her er det især vigtigt, at du supplerer med zink.

De fleste af os ældre får for lidt zink. Selvom vi teoretisk får tilstrækkelig med zink kan vi ofte ikke optage det, fordi vores bugspytkirtel ikke fungerer optimalt. Når du køber zink så sørg for at zink er let optageligt.

  • Et tilskud af E-vitaminer kan være godt, idet A-vitamin beskyttes af E-vitaminet. Mængden af A- vitaminet i vævet afhænger af mængden af E-vitamin, fordi A-vitamin let iltes, hvis der ikke tilstrækkeligt med E-vitamin til at beskytte det.
  • Ekstra tilskud af selen kan være nyttigt, da en kinesisk undersøgelse viste, at betakaroten kombineret med selen og E-vitamin reducerer forekomst af lungekræft.

Tips

Det kan ofte være en god hjælp med A-vitamin cremer, hvis du døjer med hudproblemer, f.eks. uren hud, akne, psoriasis. Behandling af tør og skællende hud kan forsøges behandlet med en god A-vitamincreme. Nogle unge mennesker bruger A-syre creme mod uren hud. De skal ikke samtidig spise tilskud af A-vitamin. Nogle psoriasis patienter kan også behandles med A-vitamin, men det er vigtigt, at doseringen gøres af en kyndig hudlæge.

Du kan overdosere A-vitamin, men det er sjældent og ses kun ved indtag af 100.000 – 500.000 mcg gennem længere tid.

Der er beskrevet forgiftninger hos polarforskere for mere end 100 år siden, der spiste A-vitaminrig lever fra isbjørne og sæler. Nogle af symptomerne på forgiftningen er træthed, utilpashed, kvalme, opkastning, ledsmerter, tør skællende hud og hovedpine.

Betakaroten bruges også i selvbruner-præparater.

Betakaroten er meget populær til at beskytter huden mod kraftig solskin.

Betakaroten kan hjælpe til en smuk kulør med en gylden farve, og du har nemmere ved at blive solbrun samtidig med, hjælper det dig mod at blive forbrændt, og din farve skaller ikke så nemt af.

Skal du holde ferie og gerne vil have det optimale ud af Betakaroten, så du hurtigst muligt kan få en flot farve, er det en god ide at starte med at spise Betakaroten ca. 4 uger før ferien. Jeg har en frygtelig sart hud og får let soleksem. Det er en stor hjælp for mig, hvis jeg starter ca. 4 uger før en ferie og tager en kur med Betakaroten, magnesium/kalktilskud, C vitamin, der virker som collagen sammen med gode omega 3/6/9 olier. Ovenstående hjælper din hud mod solens stråler, men brug alligevel en solbeskyttelses creme, hvis du solbader meget.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.