Klager til det offentlige fremsat af selskaber

Det er sjældent, at man i perioder med økonomisk nedgang ser, at de juridiske instanser laver ændringer til deres kriterier overfor virksomhederne, ved at skærpe de krav som virksomhederne måtte have overfor den offentlige administration. Men man ser ofte, at dommerne tager beslutninger, der ikke harmonerer med tilstandene i den virkelige verden blot for at bevise deres uafhængighed.

Seneste eksempel er den nylige genfortolkning af punkt D i lovbestemmelse 45 i lov 29/1998, der regulerer forvaltningsretsplejen. Med andre ord regulerer denne lovbestemmelse den juridiske proces, hvor statens offentlige administration medvirker, samt hvor dennes handlinger dømmes.

Nævnte lovbestemmelse er ikke tidligere blevet ændret, og siger, at såfremt en juridisk enhed som handelsselskaber og institutioner indgiver en klage overfor retsplejen, skal det bevises, at selve virksomheden i henhold til dets vedtægter har vedtaget en aftale om at indgive en klage. Uden denne aftale er det ikke muligt at tage fat på handlingerne. Indtil for relativ kort tid siden var dette bevis medtaget og stadfæstet af domstolene via procesfuldmagter, som typisk gives til de procesfuldmægtige og advokater fra nævnte retspleje med henblik på at kunne tage fat på kravene om forvaltningen på vegne af den interesserede part. Men fra udgangen af 2008 er kriterierne blevet ændret. Ændringen skyldes tvang fra statsadvokaterne, som har fundet en juridisk ”guldgrube”, da ændringen har gjort det muligt for domstolene at erklære retssagerne ugyldige. Konsekvensen heraf er, at man er nødsaget til at lade processen starte forfra, hvilket samtidig medfører forsinkelser i opfyldelsen af de retslige krav fra den offentlige administration. Kort sagt benytter statsadvokaterne sig af en processuel snedighed, for dermed at kunne bremse borgernes klager overfor statens ledelse, som er dem der administrere klagerne.

Ved hjælp af de forskellige appeller som statsadvokaterne har fremlagt overfor den spanske højesteret, har højesteretten tilpasset en beslutning om reglens fortolkning. Det vil sige, at for at muliggøre en bekræftelse af sagsanlægget, skal der ikke alene foreligge en procesfuldmagt, men der skal samtidig forelægge bevis fra selskabsledelsen om, at aftalen om at lægge sag an mod den offentlige administration fx mod kommunen, fordi denne gør krav på en for høj skat, er behørigt godkendt. Kravet stilles i henhold til to metoder, det ene via bevis fra nævnte organ. Det kan være fra selskabets administrator, hvor aftalen om at påbegynde handlingerne fremgår. Beviset skal være underskrevet hos en notar og er kun gyldig til brug ved ét sagsanlæg. Den anden procedure via en procesfuldmagt sker, hvor den særlige bemyndigelse til at lægge sag an mod kommunen omfatter et ønske om iværksættelse af handlingen.
Samfundsmæssigt er det generelt set de juridiske enheder som fx handelsselskaberne, der normalt handler og diskuterer med den offentlige administration, og fortrinsvis hvad angår skattemæssige årsager. I forhold til det tidligere nævnte kan dette medføre alvorlige konsekvenser og komplicere sagens adgang til retsplejen, eftersom den ene aftale efter den anden skal vedtages. Desuden skal der for hver af de retslige klager, der fremlægges overfor den offentlige administration som fx kan være skattevæsnet eller kommunen, foreligge en aftale, der er underskrevet hos en notar. Hvis et selskab fremsætter adskillige klager om måneden, er det derfor nødvendigt, at bestyrelsen mødes utallige gange for at kunne vedtage aftalerne, der efterfølgende svarer til det antal af klager, som selskabet ønsker at fremsætte.

Sagen kan være yderst kompliceret, når det drejer sig om små selskaber, hvor administratoren ikke har residens i Spanien, og hvor denne kun møder op til den årlige generalforsamling for at godkende regnskaberne. Her er ledelsen af selskabet normalt overladt til en tredjemand. Men det kan betyde, at administrator skal rejse til Spanien hver gang, en aftale skal underskrives hos en notar, hvis selskabet ønsker at indgive en klage til den offentlige administration. Dette er dog ikke altid tilfældet, hvis administratoren udformer klagen i sit hjemland og underskriver den hos en notar i dette land. Dette er dog en dyr affære, da al dokumentation skal oversættes til spansk samt have en apostillepåtegning for at garantere dokumentationens gyldighed. Desuden skal dette ske indenfor den frist, som den spanske lovgivning foreskriver, for at det er muligt at fremsætte sagsanlægget.

Læserne er i deres gode ret til at mene, at det nye kriterium, som højesteretten har vedtaget, ikke hænger sammen med den aktuelle situation, og hvis regeringen vedtager forholdsregler for at gøre processen for opkrævning overfor selskaberne hurtigere, så giver det tidligere ingen mening. Jeg frygter dog, at for øjeblikket og såfremt lovgiveren ikke tager de fornødne forholdsregler og ændre reglen, da skal man igennem hele fortolkningen. Der er allerede givet tre domme ved denne højesteret, hvilket betyder, at vi står overfor en fastgørelse af nævnte kriterium, fordi retsvidenskaben har lidt et tilbagefald.