Mallorca efter terrorangrebet
ETA har de sidste 30 år altid udført ”sommerattentater”, ofte nær Málaga og Alicante, som hver har været udsat for ca. 20 attentater gennem ETA’s væbnede kamp for selvstændighed.
Grunden til, at det ofte har været de førnævnte områder skyldes, at ETA tit går efter at ramme områder med mange turister. Efter bomberne på Mallorca den 30. juli, der dræbte to betjente fra Guardia Civil, sprang der igen en bombe den 9. august. Der skete kun materiel skade.
Politiet har endnu ikke kunnet bekræfte, at det er ETA, der står bag den sidste eksplosion, men anser det som meget sandsynligt i kølvandet på de andre bomber.
Folk fra Guardia Civil udtaler, at den sidste bombe, der sprang, var radiostyret og derfor i princippet kan være gjort klar til sprængning mange dage eller uger i forvejen. Derfor har man på trods af et massivt sikkerhedsopbud med kontrol af alle til- og afgange fra øen, ikke fundet de fem formodede gerningsmænd. Politiet påpeger, at med de radiostyrede bomber, kan gerningsmændene i princippet have forladt øen, flere uger før bomberne sprængtes.
Formanden for lokalregeringen på Mallorca, Fransesc Antich, opfordrer alle til at fortsætte deres ferie på øen som hidtil og mener altså ikke, at der er grund til panik. Alle hotelgæster på Mallorca har fået et kort med en officiel udtalelse fra lokalregeringen, hvor der står, at sikkerheden, roligheden og omgivelserne på øen er, som den altid har været. På trods af det store medieopbud så ser det da også ud til, at de fleste turister følger opfordringerne og alligevel holder deres planlagte ferie på Mallorca. Den spanske kongefamilie, der ankom til øen få dage efter bomberne den 30. juli for at holde deres sommerferie, har også valgt at fortsætte deres ophold på øen.
Efter de første terrorangreb med dødelig udgang på Mallorca, er øen nu så småt ved at vende tilbage til dagligdagen, og folk ser ikke ud til at have ladet sig skræmme af omstændighederne, selvom de formodede gerningsmænd er stadig på fri fod.
Dreng dræbt under tyreløb
Under en festival i august i byen Cabanillas i Navarra blev en 16-årig dreng dræbt efter at være blevet stanget af en tyr. Drengen rejste sig efter at være blevet stanget, men sank sammen, inden han nåede om bag sikkerhedshegnet.
Han blev straks kørt til det nærmeste hospital, men døde kort efter. I Leganés syd for Madrid blev en anden 16-årig dreng stanget af en tyr. Han blev indlagt på hospitalet med livstruende kvæstelser.
Disse to ulykker har pustet liv i debatten om, hvorfor myndighederne tillader, at så unge mennesker deltager i de livsfarlige tyreløb.
En række af fejl bag flystyrt i Madrid
En foreløbig rapport på 96 sider udarbejdet af Boeing, Spanair og de spanske myndigheder (Comisión de Investigación de Accidentes e Incidentes de Aviación Civil) fastslår, at det ikke var en enkelt fejl, der stod bag flyulykken i Madrid i august sidste år.
Det er den første rigtige officielle udtalelse om flystyrtet siden ulykken den 20. august 2008. Til trods for det, der er kommet frem i den danske presse, der alene giver piloten skylden, så slås det fast, at det både var menneskelige og mekaniske fejl, der forårsagede ulykken. De såkaldte flaps, der sidder bagerst på vingerne, var ikke i den rigtige position under afgang, hvorfor flyet ikke fik den rigtige opdrift. Dette havde besætningen ikke opdaget før afgang og kombineret med, at det elektriske system, som skulle advare piloten om problemet med flaps’ene, ikke virkede, kunne piloten ikke rette fejlen i tide. Disse fejl betød, at flyet styrtede ned kort tid efter afgang, fastslår rapporten. Ulykken, der var den værste i Spanien i 25 år, kostede 154 mennesker livet.
Flot udnævnelse til Anette Skou
Efter 24 års ansættelse ved udlændingeafdelingen i Mijas kommune er danske Anette Skou officielt blevet udnævnt til administrativ funktionær. Det er en proces, der har taget over to år, eftersom alle Anettes uddannelsespapirer, helt tilbage fra hendes dåbsattest og realeksamen fra Risskov Skole skulle oversættes til spansk af en autoriseret tolk. Så skulle de gennem Udenrigsministeriet i Danmark for derefter at blive sendt til Málaga, videre til Sevilla for til sidst at ende på Mijas rådhus til den endelige godkendelse. Ud over de administrative ting, skulle Anette desuden også op til en prøve for ikke at nævne alle de kurser, hun har deltaget i gennem årene.
Grunden til den lange proces er, at Anette på trods af 24 år i det spanske, stadig er dansker, og derfor ikke har haft samme uddannelsesforløb som sine spanske kollegaer.
Anette Skou startede ved Mijas kommune på en midlertidig kontrakt, men efter et par år fik hun en fast ansættelsesaftale, som hun har haft indtil 31. juli i år, hvor hun så fornemt blev udnævnt til administrativ funktionær. Stillingen betyder i praksis, at Anette er blevet officiel chef indenfor den spanske administration, og det blev da også fejret på behørig vis i Mijas kommune med deltagelse af Anettes politiske chef, Maria Carmen Jiménez, samt borgmesteren i Mijas, Antonio Sánchez.
Vi ønsker Anette Skou tillykke med den flotte titel.
Marbella er bagefter
Marbella har brug for 234 millioner euro for at bringe byens infrastruktur op til moderne standarder, afslører en plan, som kommunen har udarbejdet. Det er speciel gaderne inde i byen og til- og afkørslen til A-7 motorvejen, som ifølge kommunen er 30 år bagefter.
Man havde ikke regnet med den store og hurtige udvikling af byen og mens man har bygget nye huse, butikker, centre osv., har man ikke formået samtidig at holde vejnettet ved lige til at klare mængden af trafik.
Derfor nedsatte kommunen en kommission, som nu er kommet med en rapport, der påpeger store mangler ved vejnettet i Marbella. Det er endnu uvist, om projektet kan lade sig gøre. Man vil gennem fonde og firmaer forsøge at samle 100 millioner euro, mens det resterende beløb skal komme fra kommunen, Junta de Andalucia og lokalregeringen.
Gennembrud på togforbindelsen mellem Málaga og Fuengirola
I forbindelse med udvidelsen af Málaga Lufthavn bliver togforbindelsen mellem Fuengirola og Málaga by berørt. Man har gennem de sidste otte måneder arbejdet 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen for at bore et fire kilometer langt tunnelrør fra industriområdet Guadalhorce og ud til lufthavnen. Dette betyder, at indgangen fra togstationen bliver underjordisk, så man slipper for den lidt klodsede adgang hen over vejen, som det er tilfældet i dag. Gravearbejdet har ført tunnelen under floden Guadalhorce og under den nuværende togbane, så det har været en stor ufordring for bygefirmaet Aena i samarbejde med Dirección General de Infraestructuras Ferroviarias at undgå at påvirke den daglige trafik.
Monstret, som de har brugt til at grave tunnellen med, er 9,33 meter i diameter og er i alt 162 meter langt. Prisen for dette arbejde alene løber op i 122 millioner euro og er en del af den store Plan Málaga.
Flest biler i Málaga
Málaga er den andalusiske provins, der har flest biler pr. 1000 indbyggere.
En ny opgørelse viser, at for hver tusind indbyggere er der 774 biler, og med 600.000 indbyggere i og omkring Málaga er der ikke noget at sige til, at der ofte er problemer med trafikken. Málaga ligger således på en førsteplads foran Granada, Cádiz og Almería.
I alt findes der i Málaga-provinsen ikke mindre end 1.164.080 biler. Desuden er der fra 2003-2008 kommet 32 procent flere lastbiler og varevogne på vejene omkring byen.
Turistkontoret i Fuengirola udvides
Fuengirolas turistkontor, beliggende på Jesús Santos Rein lige over for Mercacentro, skal udvides. Borgmesteren i byen, Esperanza Oña, præsenterede på et pressemøde den 13. august planerne for den nye bygning, der vil fordoble størrelsen på kontoret og desuden skabe områder med WiFi og Bluetooth. Borgmesteren slog på pressemødet fast, at med det den nye tilbygning, så vil byen have det mest moderne turistkontor på Costa del Sol og samtidig et af de mest innovative i hele Andalusien.
Den nuværende bygning, som ligger på den gamle Renfe holdeplads, vil blive bevaret i sin nuværende form, så udvidelsen kommer til at ske væk fra vejen. I følge borgmesteren er turistkontoret allerede det vigtigste på Costa del Sol med 80.000 besøgende sidste år.
De samlede omkostninger for den udvidelsen bliver 308.600 euro mens det gamle renoveres indvendigt for yderligere 65.000. Byggeriet begynder i slutningen af september, og man regner med at turister kan benytte sig af kontoret fra begyndelsen af 2010.
Costa del Sols ældste skandinav fylder 102
Margit Stenberg fyldte i juli 102 år.
Hun flyttede for godt 30 år siden til Costa del Sol sammen med sin mand. Ikke længe herefter blev hun enke, og familien i Sverige var urolige for, hvordan det skulle gå hende alene i et andet land. Hun blev til sidst overtalt til at flytte tilbage til Sverige, men hun ville snart ”hjem” til Spanien igen.
Hun har nu boet på Casa Klein i seks år. Her går hun gerne rundt i den store have ved hjælp af en rollator og tager ikke mod hjælp. ”Jeg kan selv,” siger hun og afslører, at hun har nået den høje alder ved at have en positiv indstilling til livet.
Priserne falder stadig
Priserne på varer bliver ved med at falde i Málaga-provinsen. I juli måned faldt de således 1 procent, hvilket dog er det mindste fald i forhold til andre provinser i regionen. I fx Granada faldt priserne 1,5 procent efterfulgt af Jaén med 1,3 procent.
I Andalusien har man tidligere set, at priserne falder om sommeren, således faldt priserne i juli måned sidste år i Almería 2,2 procent efterfulgt af Granada og Huelva. I samme periode sidste år faldt priserne i Málaga 1,5 procent. Faldet i priserne i skal ses i lyset af den internationale krise, hvor Spanien er hårdt ramt. Således faldt bruttonationalproduktet alene i juli måned med 1 procent og bringer dermed det samlede fald i BNP indtil videre op på 4.1 procent i år.
Hotel betaler erstatning
Forsikringsfirmaet for hotel Al Andalus i Sevilla har efter længere tids tovtrækkeri været nødt til at betale 35.000 euro i erstatning til en gæst.
Under en falsk brandalarm kl. 4.00 om morgenen den 23. maj i år, var to unge mænd på vej hjem fra et bryllup. De kom forbi hotellet og mente det kunne være sjovt at trykke på brandalarmen. Som følge heraf flygtede gæsten ud fra sit værelse og ned af trapperne, men snublede og brækkede det ene ben. Hotellet mente ikke, de var erstatningspligtige, da de ikke var involveret i sagen, men de blev altså alligevel nødt til at betale erstatningen til gæsten.
Mange klager fra de ældre
El teléfono de atención al mayor, som er en speciel telefonlinje, hvor ældre kan ringe ind, hvis de har problemer, modtog det første halve år af 2009 over 700 klager. Ud af disse var 333 et råb om hjælp, eftersom de ældre var blevet efterladte af deres pårørende. Desuden var der 119, ca. 20 procent, hvor de ældre var blevet udsat for dårlig, psykisk behandling og endelig 27 tilfælde, hvor de var blevet bestjålet. Den typiske profil på en person, der er i fare for at blive udsat for førnævnte ting, er en kvinde på ca. 75 år, der lider af en kronisk sygdom og som socialt set er isoleret og derfor har brug for hjælp for at klare sig.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001