Vi skal anerkende det, udedanskerne lærer

"Vi har i Danmark en ulyksalig forestilling om, at når folk med udenlandske kvalifikationer kan noget andet end det vi kan – så er det det, vi kan, som er det eneste saliggørende."

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil gøre op med det, han kalder det båseprægede, blindgydebefængte optagelsessystem på de danske uddannelsesinstitutioner. Et optagelsessystem hvor ansøgerne med udenlandske kvalifikationer risikerer at blive slået tilbage til start, hvis de ikke har præcis de samme fag, som de ansøgere, der har gået herhjemme.
Bertel Haarder fortæller gerne historien om Sofie for at understrege dét, som han kalder for en hjertesag:

Sofie er en dygtig dansk student, der bliver optaget på St. Andrews i Skotland – et af verdens topuniversiteter indenfor statskundskab, som Sofie læser i fire år – og afslutter med en bachelor. Men da hun kommer hjem, kan hun kun få godkendt det ene år på Københavns Universitet. Begrundelsen er, at Sofie har haft for meget udenrigspolitik og for lidt sociologi. "Og så spørger jeg bare: Kunne det tænkes, at nogle af de utallige scient. pol’er, der bliver ansat i Udenrigsministeriet, kunne have lige så meget gavn af den udenrigspolitik, man lærer på St Andrews som af den, efter min mening, ret ligegyldige sociologi, som man spilder scient. pol’ernes tid med? Sofie burde have haft fuld merit og hoppet direkte ind på kandidatstudiet," fnyser Bertel Haarder.

"Når man vurderer, hvad man skal have merit for i Danmark – så tager man fagrækken et for et: Har du haft det? nej – (ministeren tegner et usynligt minus i luften) Har du haft det – nej….. Institutionerne burde i stedet spørge til, om den studerende har haft noget andet på samme niveau, som kan være lige så vigtigt. Det er der, det svigter. Og den sag agter jeg at tage op med fuld styrke her til efteråret," siger Bertel Haarder, der kalder problemet for "den institutionelle protektionisme".

"Hvis man vil have syn for at tingene kan gøres anderledes, skal man blot kigge til Norge", argumenterer undervisningsministeren. "Her ligger universitets- og professionsuddannelserne på de samme institutioner: eksempelvis ligger seminarie- og sygeplejerskeuddannelsen på universiteterne. Og derfor er det i Norge meget let at komme fra mellemuddannelser til kandidatstudier. I Danmark ligger uddannelserne på to forskellige institutioner.
"Og derfor skal man som lærer igennem en skærsild for at komme ind på et kandidatstudium i Danmark. Det er institutionel protektionisme. Universiteterne mener, at det kun er det, man har lært hos dem, der tæller – og man nedvurderer det, man har lært hos de andre." Den institutionelle protektionisme rammer både dem, der har læst i udlandet og dem, der har taget en anden uddannelse i Danmark. Og det er den, Bertel Haarder vil bekrige: Våbenet hedder flexication: en sammentrækning af fleksibilitet og education. De formelle uddannelser skal blive bedre til at vurdere og godskrive de kvalifikationer, som ansøgerne har med sig i forvejen – og samarbejdet mellem Undervisnings- og Videnskabsministeriet er allerede på plads.
Det skal blandt andet komme de udedanske børn, der har en udenlandsk studentereksamen eller en IB, til gavn.
At det for dem kan være vanskeligt at blive optaget på en dansk uddannelse kalder Bertel Haarder for "fuldstændig uantageligt":
"Jeg synes, at de studerende finder sig i alt for meget. Og jeg vil gerne opfordre medlemmerne af Danes Worldwide til at klage direkte til mig, hvis de kender nogen, der oplever, at deres kvalifikationer ikke bliver anerkendt her i Danmark. Det er det eneste, der hjælper: Skriv til ministeren, der kan ringe til rektoren og sige: det her kan I ikke være bekendt."

Bertel Haarder erkender, at vi i Danmark kan have svært ved at anerkende de kvalifikationer og erfaringer, som udedanskere har med hjem.
"Og det er egentlig et paradoks, da undersøgelser viser, at danskerne er blandt dem, der er gladest for globaliseringen. Otte ud af 10 danskere synes, at globaliseringen er en god ting: Holdningen til frihandel, åbne grænser, at job flytter ud og fremmede virksomheder investerer i DK: Alt det – som jo er kilden til rigdom – det er danskerne glade for," understreger Bertel Haarder, der også har fokus på, at danskerne er meget opmærksomme på at holde fast i deres egen kultur, når de rejser ud:
"Vi rejser gerne ud – på den måde er vi meget internationale. Men når vi rejser ud, lægger vi meget vægt på, at vi får kontakt med andre danskere i området. Udedanskerne dyrker virkelig den danske kultur med alt hvad dertil hører, " siger Bertel Haarder, der fastslår at vi danskere generelt har en meget stærk stammekultur.
"Stammekulturen er en styrke, fordi den understreger, hvad vores rødder og hjemmebasen betyder for os. Men der er især to problemer ved den stærke stammekultur: for udlændinge der kommer ind i Danmark, og for udedanskere, der kommer hjem til Danmark kan det være svært at komme ind i stammen og blive betragtet som en del af den. Specielt hvis man taler alt for meget om det, man har lavet i udlandet – så bliver blikkene fjerne og skal vi nu ikke have en bajer," siger Bertel Haarder, der mener, at stammekulturen kan være med til at skabe problemer for dem, der har kvalificeret sig i udlandet. De føler ofte, at de bliver sat bag i køen – for eksempel når der skal uddeles avancementer.
"Jeg besøgte på et tidspunkt CERN i Geneve – det europæiske center for forskning i partikelfysik – hvor jeg mødte en række danskere. Både ingeniører og forskere beklagede sig over, at når de kom hjem, var det som om det, de havde lavet i CERN, ikke meriterede dem til at stige i graderne. Avancementerne går i stedet til dem herhjemme, der sidder nærmest fadet. De forfremmer hinanden og sig selv. Og er glade for, at der er nogen, der er i udlandet, for så behøver man ikke at tage hensyn til dem," fortæller Bertel Haarder.
Han mener, at de erfaringer udedanskerne har med sig hjem er livsnødvendige:
"Udedanskerne kan se ind af vores egne vinduer – og det er sundt. Det er fantastisk inspirerende at være ude og opleve nye måder at løse problemerne på. Man får et nyt syn for sin egen tilværelse. Får skærpet sansen for hvad der betyder noget. Og man får fjernet fordommene for dem derude, fordi man ved at de på deres måde skaber samfund som har andre værdier.