De uoverskuelige taxipriser

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

En ny undersøgelse viser, at der er store forskelle i priserne for en taxatur fra by til by. Der er desuden forskelle på, om man tager ekstra betaling for bagage på ture fra lufthavnene, hvornår nattakster mv. træder i kraft.
Flere taxaer anvender desuden ikke taxameter, og vi har undersøgt, om det nu er en god eller dårlig idé, og hvorvidt man kan insistere på, at chaufføren tager taxametret i brug.

Det undrer sikkert mange, at de spanske myndigheder ikke kontrollerer taxiselskaber bedre, end det lader til at være tilfældet. En stor undersøgelse foretaget med et repræsentativt udsnit af 10 identiske ture med taxa i 18 storbyer viser, at der er forbavsende stor forskel på priserne, og at prisen på en taxatur er steget næsten fire gange så meget som den generelle prisstigning i løbet af det sidste år. Det er de enkelte kommuners byråd som i samråd med trafikrådet fastsætter taksterne, derudover kan alle selskaber selv vælge, om de vil tage ekstra for transport af bagage, dyr, ture til og fra bus- og togstationer samt lufthavne.

Stor forskel i prisen
Noget som kan virke en smule forvirrende for kunderne, som også blev afsløret i testen, er, at i næsten 40 procent af de benyttede taxier var taksten for turen ikke synlig for kunden, selvom det er lovpligtigt i Spanien. Kunden kan derfor ikke løbende følge med i, hvor meget turen koster. Er man kendt i den by, hvor man benytter sig af taxier, har man en idé om, hvor meget turen ca. vil koste, men er det ikke tilfældet, har man ingen mulighed for at vide, om chaufføren fx kører en omvej for at tjene lidt ekstra.
Der var i undersøgelsen også eksempler på, at taxametret ikke virkede og enkelte, der slet ikke havde et taxameter. Undersøgelsen viste desuden, at den samme tur med to forskellige taxier i Alicante havde en prisforskel på hele 41 procent.
I Málaga har man en fast takst på ture fra byen og ud til lufthavnen men ikke den modsatte vej, så også her kan der være forskel på den samme tur med taxi, viser undersøgelsen.

Hvornår er det egentlig nat?
I de byer, som deltog i undersøgelsen, er det også forskelligt, hvornår nattaksten træder i kraft. Fx gælder den i Barcelona fra kl. 20.00 til kl. 08.00 altså 12 timer, mens den i Pamplona kun er syv timer, fra kl. 23.00 til kl. 06.00. I de fleste byer er den otte eller ni timer.
Der er også stor forskel på, hvad det koster at have en taxi til at vente, ikke mindst i nattetimerne; det billigste er i Madrid, hvor det koster 18,35 euro i timen, mens det koster hele 29,53 euro i Zaragoza. I dagtimerne er forskellene noget mindre, de svinger fra 15,71 euro i Bilbao til 20,35 i Oviedo.
Ved godt halvdelen af turene var det ikke oplyst, hvor mange passagerer, der måtte være i taxien og endelig var der et problem, når det gjaldt betaling med kreditkort, idet der var flere steder, fx i Barcelona, hvor man ikke accepterede den betalingsform.
Et andet generelt problem var, at man på de kvitteringer, man fik i forbindelse med turene, godt kunne se prisen men ikke af- og påstigningssted. Det betyder, at man ikke kunne se, hvilken tur man havde betalt for, men kun de samlede omkostninger for turen.
På trods af de mindre heldige resultater ved nogle af de 180 ture, er der generelt en stor tilfredshed med taxier i Spanien, hvor 95 procent af alle køretøjer er i ”god” eller ”meget god” stand; dette er en forbedring på 13 procent i forhold til 2005.
Samtidig er brugen af GPS ved at blive mere udbredt og alle anvendte taxaer havde enten airconditioning eller klimaanlæg. Næste store skridt bliver ifølge undersøgelsen af få udbredt muligheden for at betale med kreditkort.

Forholdene på Costa del Sol
La Danesa har foretaget en optælling blandt fire forskellige taxiholdepladser i Fuengirola med i alt 28 biler. Holdepladserne var ved tog- og busstationen samt to steder langs Paseo Marítimo. Her fandt vi ud af, at der var taxametre i alle vognene, men at kun fem af bilerne havde GPS. Det kan derfor virke underligt, at der alligevel findes en pris, der hedder fra 30 euro, når man skal til lufthavnen. Denne pris stammer fra Radio Taxi Fuengirolas egen hjemmeside. Men hvad nu hvis man benyttede taxametret, og det så kun viste 29 euro for den samme tur? På hjemmesiden oplyser de også, at man kan få prisen på sin tur at vide af taxicentralen, inden man har kørt turen.
Vi har talt med den ansvarlige for Radio Taxi Fuengirola, Sergio Loaisa, kom med følgende svar på, hvorfor der køres efter fastsatte priser: ”vi mener, det er bedst for kunderne, når de på forhånd ved, hvad turen kommer til at koste. På den måde er der ingen, der bliver snydt, og vi mener, det er den bedste løsning for begge parter.”
Men man kan uanset hvad føle sig på tynd is, også da der kan være store forskelle på de prislister, som taxachaufførerne kan fremvise. ”Skulle vores kunder ikke være tilfredse, er de selvfølgelig velkomne til at indgive en officiel klage,” siger Sergio Loaisa.
Men lovgivningen står alligevel fast, og vi får af comisaria de policia bekræftet, at man overalt i landet kan insistere på, at taxaer tager metret i brug.

En taxa er ikke altid en taxa
Udover forskellene på de almindelige taxaselskaber findes der også en anden slags hyrevogne, de såkaldte autoturismos, som ikke følger samme lovgivning som taxaerne.
Heriblandt er taxaerne i Mijas og Marbella, hvor de ifølge lovgivningen omkring autoturismos ikke er påkrævet at have et taxameter, men i stedet har lov til at køre efter fastsatte takster.

Kilder: Consumer Eroski, www.radiotaxifuengirola.com

Situationen i Danmark
I Danmark er der ikke foretaget en lignende undersøgelse, men vi har været i kontakt med Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd, som er en sammenslutning af 95 procent af alle taxiselskaber i Danmark. Her fik vi oplyst, at det er op til de enkelte kommuner at fastsætte en maksimaltakst for turene, undtagen i Storkøbenhavn, hvor det er Storkøbenhavns Taxinævn, der fastsætter prisen. Det er så op til de enkelte vognmænd landet over at afgøre, om de vil køre til en lavere pris, de må bare aldrig overskride maksimaltaksten. Langt de fleste vælger dog at køre til den højst fastsatte pris.
I Danmark er prisen delt op i starttakst, km-takst samt ventetidstakst, der ligesom i Spanien er højere for aften- og weekendture.
For at få oplyst starttaksten i andre områder, kan man henvende sig til de lokale taxiselskaber.

Udvalgte taxapriser

Mijas Pueblo – Fuengirola: 14 euro

Fuengirola – Málaga Lufthavn: 32 euro

Benalmádena – Málaga Lufthavn: 20 euro

Benalmádena – Fuengirola: 21 euro

Mijas Pueblo – Benalmádena: 20 euro

Marbella – Fuengirola: 30 euro

Torremolinos – Málaga Centrum: 18 euro

Fuengirola – Torremolinos: 25 euro

Marbella –Málaga Lufthavn: 60 euro

Algarrobo – Málaga: 43 euro

Nerja – Málaga: 63 euro

Coín- Fuengirola: 30 euro

De nævnte priser er oplyst efter takst 1, dvs. dagstakster og er afrundet til hele tal. I weekenden og nattetimerne stiger priserne.

De såkaldte autoturismos findes flere steder langs Costa del Sol, hvor der kommer mange turister. Det gælder bl.a. i Mijas, Marbella, Benalmádena og Torremolinos. De fleste taxaselskaber tager ikke gebyr for bagage, men er man i tvivl, kan man altid spørge chaufføren inden turen påbegyndes.

Se mange flere priser fastsat af Asociación Unificada Malagueña de Autónomos del Taxi (AUMAT) på http://www.unitaxi.es/files/TarifaCarreteraMalaga.pdf.

Af Alex Søgaard Moreno

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa