En 60 år gammel mand havde en aftale ved mig. Grunden var, at hans kone og børn havde opfordret ham til at opsøge mig som øre-, næse-, og halslæge. Familien havde på det seneste lagt mærke til, at de oftere måtte gentage det, de sagde til ham. Patienten syntes ikke selv, at det var så slemt. Han syntes, at børnene og ikke mindst børnebørnene talte utydeligt og mumlede. Han fortalte, at han uden problemer kunne følge nyhederne på TV. Han måtte indrømme, at når der var baggrundsmusik eller støj, var det vanskeligere at forstå. Han fortalte videre, at i selskab med mange mennesker havde han svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Det sidste stykke tid var han ikke taget så meget i byen eller i foreninger. Problemet var nemlig, at han godt kunne høre, hvad der blev sagt, men han kunne ikke forstå det. Hørelsen var ifølge patienten lige god på begge ører. Han havde også problemer med tinnitus. Patienten var ikke svimmel. To af hans brødre brugte høreapparat.
Ved undersøgelse blev der fjernet noget ørevoks. Ved at udføre et audiogram (høretest) fandt jeg ud af, at patienten havde et symmetrisk tab af hørelsen, og at den bedste måde at hjælpe ham på, var at få høreapparat på begge ører.
Lidt mere om tab af hørelsen hos ældre
Mange ældre mennesker har problemer med hørelsen. I alderen fra 55 til 65 år oplever man generelt et tab af hørelsen på ca. 15 procent, hvilket kan give problemer i kommunikationen med andre mennesker. I alderen 65-75 er tabet på ca. 30 procent og over 80 år på ca. 50 procent.
Presbyacusis opstår som følge af, at høreorganet og hørenerven også er med i aldringsprocessen. Der kan også opstå en tidligere svækkelse af hørelsen, hvis en person har brugt visse medikamenter, har haft problemer med ørerne eller arbejdet i støj. I en situation, hvor to taler med hinanden eller uden baggrundsmusik eller støj, er det normalt ikke et problem at konversere. Problemerne opstår, når man er i selskab med flere personer, der taler i munden på hinanden, eller i rum med dårlig akustik, som f.eks. en kirke.
Patienter klager også ofte over, at de ikke kan høre dørklokken eller telefonen. Ca. 30 procent har tinnitus, men det vænner man sig normalt til.
Den bedste måde at behandle Presbyacusis på, er at have et høreapparat, der bliver tilpasset individuelt. I dag har man digitale apparater, der bliver indstillet ved hjælp af en computer. Før man begynder at tilpasse et apparat hos en patient, skal man være sikker på, at vedkommende er motiveret til at bruge apparatet.
Det er længe siden, at høreapparaterne var med til at ’ødelægge’ ens udseende. Nu har man små apparater inde i øregangene, eller et lille apparat bag ørerne, som næsten ikke kan ses. Det vigtigste er, at man kommer til at høre normalt igen og på den måde kommer ud af sin isolation. Hos patienter med et alvorligt tab af hørelsen kan man i visse tilfælde implantere en elektrode i høreorganet (cochlear inplant). Man har forskellige apparater, der kan hjælpe med at finde ud af, om man hører dårligt: et hjælpemiddel sørger for, at TV og radio kan høres bedre. Der findes desuden apparater, der kan varsle, at telefonen ringer eller at det ringer på døren.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001