Kære læser

Bekymring er en af det moderne samfunds idiosynkrasier. Men fremelskes bekymringen af sensationsliderlighed? Er der egentlig forskel på rettidig omhu og utidig ængstelse? Og er vi i stand til at skelne? Det ser ikke sådan ud. Tænk på svineinfluenzaen, hvor vi, ansporet af en treenighed af snedige medicinalfirmaer, uselvstændige politikere og ammestuesnakkende medier, snart fik fyldt medicinlagrerne med tamiflu i et bekymringsomfang, der ikke matchede behovet.
Vi frygter terror, som det næsten er umuligt at komme til at dø af. Overvej lige hvor lille risikoen (eller chancen, hvis man er til ”ekstrem-rejser”) er for at stige ombord på lige netop det fly, som terrorister har udset sig til en kamikazeopgave. Vi er rædselsslagne for salmonella, men hallo, hvor mange af os har nogensinde haft en sådan infektion? Nej, vel. Så spis nu bare hønsenes æg. Kolesterol? Vrøvl! Sunde høns lægger sunde æg. Hvis fødevarebekymringen var reel, ville vi nok ikke acceptere, at der står ”økologiske varer” på to af supermarkedets 1000 hylder, men derimod kræve, at man angav hvilke varer (fåtallet), der ikke var økologiske. Hvis vi virkelig var så bekymrede for vores helbred, hvorfor lever vi så med, at naturmedicin hedder alternativ medicin? Hvorfor er det ikke de kemisk fremstillede medikamenter, der er alternativet? Vi tør ikke gå på gaden efter mørkets frembrud. Hvor mange af os vil mon nogensinde opleve at få så meget som en ørefigen? Og så er der det med muhammedtegningerne. Medmindre man lige er selveste Kurt Westergaard, er risikoen for repressalier næsten lig nul. ”Nu må du endelig ikke sige til nogen, at du er dansker”, lød advarslen, da jeg for nylig rejste til et muslimsk land. Helt ærligt, hvor mange danskere er blevet slået ihjel som direkte følge af tegningerne? Ingen. Flyskræk er en anden ubegrundet ængstelse – fx set i forhold til at køre galt i bilen. Vi bekymrer os altså i en stigningstakt, der er omvendt proportional med kurven over risikoen for at blive ramt af det nævnte.
Drages vi af bekymrende elementer – af sensationer? Tag nu bare tsunamien i 2004. Mens vi bekymrede afbestilte vores rejser til Thailand (uden så meget som at overveje sandsynligheden for, at katastrofen skulle indtræffe igen inden for en overskuelig fremtid), fulgte vi det stigende dødstal, som løbende opdateredes på digitaltællere opstillet til lejligheden på storbyernes bedste strøg. I en sær skrækslagen begejstring konstaterede vi, at tallet nåede op på 300.000 – et tal, der senere blev reguleret ned til under en kvart million. Skuffelsen var svær at skjule. På samme måde som nine-eleven i NYC ”kun” krævede omkring 3.000 menneskeliv ud af de næsten 50.000, der på en god dag arbejdede i de to tårne. Indrømmet; sammenstyrtningen af las torres gemelas, som jeg genser ved enhver given lejlighed, giver mig gåsehud på den gode måde helt uagtet det faktum, at hændelsen knock-out’ede min Morten Korch-agtige indstilling til livet. På samme måde kan jeg finde på at you-tube de størst mulige tsunamibølger med udråb som ”Run” og ”Oh shit” som underlægningsmusik.
Hvem har ikke cyklet efter brandbiler som barn? I en blanding af frygt og spænding drønede man som en anden stifinder af sted efter dråberne, som brandslangen efterlod på asfalten. Ingen håbede sådan rigtigt, at der var sket noget med gårdens mennesker og dyr, men alligevel var skuffelsen total, når det viste sig, at det blot var de ensilerede halmballer, der var gået ild i. Og hvad med frygten for det totale, elektroniske sammenbrud på den store milleniumaften? Alle var helt oppe i det røde felt, og sikkerhedsforanstaltningerne kom til at koste en formue. Ikke så meget som en clockradio gik dog i stå på sit natbord, da klokken slog tolv.
Lur mig, om ikke en enkelt dommedagsprofet eller to bliver skuffede, hvis ikke klimaforandringerne fjerner Maldiverne fra verdenskortet. Det vil være de samme, som lige nu ærgrer sig over den kolde, våde vinter, når nu de havde regnet med at få ret i global opvarmning. Ikke fordi de direkte håber, at fx Spanien skal blive et ørkenland… Men det ville ligesom være mere spektakulært end business as usual (læs: 5-6 år med meget lidt nedbør efterfulgt af et par våde år).
Det er ikke altid kønt at selvransage, men heldigvis behøver man ikke at dele resultatet med andre end sig selv.
Ha’ en god februar måned og husk at forkæle en, du elsker på valentinsdag! Kommercielt fis? Måske, men hvorfor ikke fejre alt, hvad der fejres kan. En nyplukket mandelgren bringer glæde og tryghed i selv de mest bekymrede valentinshjerter.