Kronborgmødet 2010
I år afholdes det traditionsrige Kronborgmøde søndag d. 1. august – en festdag, hvor udlandsdanskere fra nær og fjern mødes i Danes Worldwide-regi.
Dagen indledes med gudstjeneste i Slotskirken kl. 14.00, mens mødet i Riddersalen begynder kl. 15.00.
Årets hovedtaler er skribsreder og Group CEO for A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, mens ”Læderhalsene” søger for den musikalske underholdning. Der er tale om et moderne kor med 25 sangere, der synger alt lige fra rock til barok – en stor oplevelse venter.
Samme dag præsenteres årets verdensdansker. Ideen med prisen er at sætte fokus på en global dansker, der er med til at sætte Danmark på verdenskortet. Sidste år gik prisen til Bent Fabricius-Bjerre og året før til Michael Laudrup.
Arrangementet afsluttes med en reception på Kronborg-ravelinen, der inkluderer en dejlig sommer-buffet.
Da det er meget svært at få samlet hele holdet fra Spanien til det berømte gruppefoto, vil dette i år blivet taget dagen før til vores særlige Málaga/Spaniens-arrangement på Københavns Rådhus.
Tilmelding til Kronborgmødet foregår direkte til hovedkontoret i København. Pris pr. deltager er 325,- kr.
Málaga/Spaniens-arrangement på Københavns Rådhus
Dagen før Kronborgmødet arrangeres vanen tro et særligt event for deltagerne fra Spanien. Denne gang bliver det et besøg på Københavns Rådhus med rundvisning – og selvfølgelig et traktement med de berømte rådhuspandekager samt et glas mousserende vin, serveret et meget hemmeligt sted…
Vi begynder lørdag d. 31. juli kl. 15.00 i rådhussalen, hvorfra to rådhusbetjente vil vise os rundt i dette gamle og spændende hus. Rundvisningen varer ca. to timer, hvorefter vi går i Tivoli for at nyde den smukke have – samlet eller enkeltvis. Kl. 18.30 er der middag på restaurant Påfuglen.
Tilmelding til Málaga/Spaniens-arrangementet skal ske til Jens M. Jensen (tel. 952 46 87 97/620 44 99 16 eller mail jens.m@terra.es) og koster 324,- kr. (43,50 euro) pr. deltager inkl. 2-retters menu på Påfuglen. Drikkevarer og entré til Tivoli er ikke inkluderet i prisen. En særpris for Tivoli-entré på kun 70,- kr. er aftalt for arrangementets deltagere.
Sankt Annæ Pigekor kommer til Spanien
På opfordring fra korets protektor, HKH Prinsesse Benedikte, er det lykkedes for Danes Worldwides repræsentant i Sydspanien, Jens M. Jensen, at få stablet et flot arrangement på benene. Således vil vi kunne opleve koret i oktober måned til koncert i både Margrethekirken og i Katedralen i Málaga. Yderligere en koncert i auditoriet i Centro Cultural Villa de Nerja er under planlægning.
”At høre koret synge i den smukke katedral i Málaga var et af Prinsessens største ønsker, så jeg er rigtig glad for, at det kunne lade sig gøre”, siger Jens M. Jensen. ”Under koncerten vil gæsterne også blive præsenteret for koret Sancti Petri Collegium Musicum’s spændende repertoire – og bagefter synger begge kor sammen.
Sankt Annæ Pigekor blev til i 1973, da Sankt Annæ Gymnasium for første gang optog piger i grundskolen. Koret er søsterkor til Københavns Drengekor. Når koret turneer i udlandet, sker det under navnet ”Copenhagen Girls´ Choir”. Koret har sunget fast i Helligaandskirken siden 1980 og har en omfattende koncert- og turnéaktivitet. Korets seneste udenlandsturné til Kina omfattede bl.a. koncerter i Den Forbudte By samt et arrangement i H.C. Andersen Innovation Park, hvor en lang række danske virksomheder repræsenteret i Kina var til stede.
Pigekoret består af i alt 130 piger, men typisk optræder de med et hold på ca. 30-60 piger ad gangen. Pigekorets aktiviteter spænder ufattelig bredt fra Lucia-optog på plejehjem til stort anlagte koncerter med korets protektor HKH Prinsesse Benedikte som gæst både herhjemme og i udlandet. Koret har således godt 30 koncerter om året, 20 Lucia-optrædener i december, en stor udlandsturné for de ældste piger samt en række mindre turnéer og udvekslingssamarbejder.
Sankt Annæ Pigekor er blandt de førende af sin art og indtager en fremtrædende rolle i dansk og international korliv – især med opførelser af nykomponeret, nyklassisk og rytmisk musik. Koret har udgivet et stort antal cd’er og samarbejder ofte med professionelle musikere, andre kor og ensembler.
Korets piger gennemgår fra starten af deres skolegang i 3. klasse på Sankt Annæ Gymnasium en af de mest kompetente og alsidige musikalske uddannelser, som børn i dagens Danmark – og faktisk mange steder i verden – bliver tilbudt. De ældste sangere i koret udgør det egentlige koncertkor, mens de yngre piger varetager forpligtelserne i Helligaandskirken samt de efterspurgte Lucia-optog.
Ved koncerter og ikke mindst på turnéer optræder Sankt Annæ Pigekor som ambassadører for København og dansk kulturliv samt de virksomheder, som er med til at finansiere korets aktiviteter. Pigerne modtages overalt, hvor de kommer frem, med stor respekt for deres høje niveau og benovelse over deres smil og glæde ved korsangen og en aldrig svigtende entusiasme.
Koret Sancti Petri Collegium Musicum, der hører hjemme i katedralen i Málaga, søger sangere, og håber, at der blandt kysten mange danskere er nogle gode sangstemmer.
Der øves i katedralen hver tirsdag og torsdag fra kl. 21.00 til 23.00.
Det eneste krav er, at man har et basiskendskab til noder og nyder at synge.
For tilmelding kontakt Quintin Calle Carabias på tel. 952 61 42 92 eller 609 740 666.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001