En dag med Aase Christensen

Som lille ”bondepige fra Vestjylland” sad Aase tit i køkkenet og kiggede sig i spejlet, alt imens hun forsøgte at udglatte en hvirvel med tape og clips. Da der på hendes barndomsgård i Skovlund mellem Grindsted og Varde ikke var noget badeværelse, var spejlet i køkkenet det eneste sted, hun kunne sætte sit hår. Allerede dengang drømte hun om at blive frisør.

Aase husker tydeligt den dag, hendes far kørte hende til Esbjerg, hvor hun havde fået en læreplads. ”Jeg blev indlogeret i en kælder hos en enke og følte mig som Palle alene i verden i den kæmpe by, som jeg, som 18-årig, syntes Esbjerg var”, fortæller Aase. ”Men lidt efter lidt faldt jeg til, ikke mindst takket være min mester og mine kolleger på min nye læreplads. Det var en stor salon og et rigtig godt sted at være. Lady Diana var det store modeikon dengang; alle skulle have samme frisure som hende, så jeg lærte at klippe med gradueringer, og det krævede præcisionsklipning”. Det var i øvrigt under sin elevtid, at hun fandt ud af, at hun havde allergi overfor afblegningsmidler, en lidelse der kunne have betydet farvel til frisørdrømmen. Heldigvis lykkedes det hende med støtte fra kollegerne at blive udlært frisør i 1978.

Efter to år i ”elevsalonen” blev Aase ansat som førstedame i ”Esbjergs hippeste salon”. Her lærte hun det nyeste nye, og blev ofte sendt på kurser til både London og Paris. I mellemtiden mødte hun sin mand Chris, der var 15 år ældre og flytekniker hos Maersk. De blev gift og flyttede i hus i Hjerting, ca. 10 km. uden for Esbjerg. Efter seks år som førstedame, var Aase moden til at blive selvstændig. Til at starte med lejede hun et lille lokale i Hjerting, men pladsen blev hurtigt for trang, og hun købte derfor nabohuset, som efter en totalrenovering, blev til en moderne salon. Aase fik hurtigt fem medarbejdere; tre frisører og to elever. Faktisk nåede hun gennem årene at udlære 10 frisører, hvoraf flere blev konkurrencefrisører, og én gik videre til verdensmesterskaberne i Washington. Med tiden blev salonens sortiment udvidet med skønhedspleje, negletekniker, solcenter, tøj og brugskunst. Derudover blev den godkendt som biostetisk salon med speciale i hovedbundsproblemer.

I 2004, efter 18 gode år som selvstændig, valgte Aase at sælge salonen for at udleve en fælles drøm med sin mand om at flytte til Sydspanien. Chris var gået på efterløn og planen var at geare ned, nyde Middelhavet og det milde klima, samt få set en masse af deres nye land. Efter et halvt års afslapning, var der faldet så meget ro over parret, at Aase fik overskud til at give sig i kast med et projekt, der i årevis var blevet skubbet i baggrunden. Aases mand Chris har to døtre fra sit første ægteskab, som han ikke havde haft kontakt med, siden han blev skilt. Dengang var børnene fem og tre år gamle. Trods gentagne forsøg på at sende breve og gaver, der desværre blev returneret af deres mor, gav han op efter nogle år, og da den ældste fyldte 18 år, valgte Chris´ ekskones nye mand at adoptere begge piger.

Aase havde hele tiden kendt til pigernes eksistens, og kunne i alle årene mærke på sin mand, at den manglende kontakt gik ham på. Hun følte nu, at tiden var inde til at gøre noget. Aase kontaktede derfor folkeregistret i Danmark og modtog til sin store overraskelse dagen efter en mail med pigernes adresser og telefonnumre. Chris var intetanende om hendes initiativ, for lykkedes det ikke, skulle han ikke have noget at vide. Hun skrev et brev til døtrene, hvori hun forklarede, at deres biologiske far gerne ville have kontakt med dem. 14 dage senere lå der et brev til hende i postkassen fra den ældste datter, der nu var blevet 41 år. Inde i kuverten var der et brev til Chris, som Aase skulle give til sin mand. Så snart de første to ord ”Kære far” var læst, trillede tårerne ned ad kinderne hos både Aase og Chris. I dag er der god kontakt og de ses jævnligt med deres ”nye” børn og børnebørn – et for alle parter lykkeligt bekendtskab.

Intentionen om at lægge frisørarbejdet fra sig i Spanien, har Aase ikke kunnet holde – hun går glad og tilfreds på arbejde i Centro Ideas ”Hair Salon”, hvor hun nyder det kreative arbejde, kontakten med kunderne og ikke mindst samværet med sin gode kollega Connie Løfquist.

Min dag:

Kl. 06:45: Jeg står op, ifører mig straks løbetøjet og tager ud på min 5 km. tur.
Kl. 08:15: Jeg kan lige nå at tjekke mails og måske hurtigt svare tilbage.
Kl. 08:30: Spiser morgenmad sammen med Chris.
Kl. 09:15: Jeg kører på arbejde. Jeg kan godt lide at være i god tid og gøre klar til dagens kunder.
Connie og jeg skal også lige nå en sludder og en kop kaffe, inden vi går i gang. Også Angelas søde hund Maxi kommer og siger godmorgen og får sin godbid.
Kl.10:00: Den første kunde kommer, og vi er så heldige at have rigtig travlt, så formiddagen suser af sted, kun afbrudt af en lille kaffepause.
Kl.14:00: Tid til lidt frokost. Jeg er så forkælet, at Chris altid har sørget for enten at lave en salat eller en lækker madpakke. Hvis Connie har pause samme tid, bliver der tid til lidt hyggesnak.
Kl.14:30: Næste kunde er en kommende brud, der gerne vil diskutere håropsætning til den store dag.
Kl.15:00: Dagens sidste kunde er en kunde fra min ”gamle” salon i Danmark. Hun er på genoptræning på Montebello og skal både farves med indlagte reflekser, klippes og fønes samt have bryn og vipper farvet. Det er rigtig hyggeligt med det årlige besøg ”derhjemmefra” og snakken går lystigt.
Kl. 18:00: Arbejdsdagen er slut, der skal ryddes op og jeg skal videre til møde i La Cala de Mijas.
Kl.19:00: Møde i Soroptimist-klubben. Vi er 24 kvinder af forskellig nationalitet,
der mødes en gang om måneden. Vi laver velgørenhedsarbejde for kvinder og børn både lokalt, nationalt og internationalt. Nationalt og internationalt samarbejder vi med andre klubber, og hjælpearbejdet kan f.eks. bestå i at skaffe penge til vandboringer i Sierra Leone, afhjælpe trafficking, hjælpe kvinder, der er udsat for vold, skaffe penge til et dagcenter for handicappede børn og meget andet. Ligeledes arbejder vi på at starte en ny klub øst for Málaga. I hele Spanien er der kun fem klubber – til sammenligning er der 70 i Danmark! I øjeblikket er hele vores klub meget optaget af et forestående arrangement i oktober ”International Friendships Days”, som skal afholdes i Mijas. Vi venter gæster fra mange steder i verden, og vi glæder os til at vise dem lidt af Andalusien.
Kl.23:00: Hjemme igen. Chris og jeg skal lige høre, hvordan hinandens dag er gået.
Kl. 24:00: Godnat.

 Hvad savner du mest fra Danmark?
Selvfølgelig familie og venner. Men hvert år i maj tænker jeg på de danske bøgeskove. Efter min mening er der ikke noget smukkere og mere livsbekræftende.

Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Det er absolut tidligt morgen, hvor alt er stille og man kan dufte luften og se solen stå op. Om sommeren går jeg til strandyoga hver torsdag morgen, og ved vandet er der endnu mere skønt, når man kan lytte til bølgerne og dufte havet.

Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Jeg ville nyde en dejlig morgenmad med Chris, tage til Zumba (aerobicdans til latinrytmer) med veninderne og drikke kaffe sammen med dem bagefter, tage ud og shoppe og invitere Chris på restaurant om aftenen.

Hvad kan gøre dig rigtig sur?
Hvis jeg føler, at andre udnytter mig, uretfærdighed og dyremishandling. Der er alt for mange dyr, der lider. De er sagesløse individer, der kun alt for godt stoler på mennesker. Selv om mange andre dyr end hunde og katte har det dårligt, vil jeg gerne slå et slag for, at rigtig mange vil gøre sig den lille ulejlighed at medtage en eller to hunde/katte fra diverse internater til et nyt godt hjem i deres hjemland. Det er så let, og gør en stor forskel. Også for den som tager dyrene til sig.

Hvordan forkæler du dig selv?
Det gør jeg med min løbetur, med yoga og det super sjove Zumba.

Hvornår taler du spansk?
Uha, det står skidt til. Jeg ville virkelig ønske jeg kunne spansk og har ellers ihærdigt gået til undervisning i flere år. Men jeg indrømmer, at jeg er gået ”bag af dansen”, både fordi det blev træls med lektier i weekenden, og fordi jeg har holdt mig for meget tilbage med at bruge, hvad jeg kunne. Jeg vil være rigtig flov over mig selv, hvis jeg bliver som en del andre danskere her på kysten, der efter 20 år i Spanien stadig ikke kan spansk. Mange har spurgt mig, hvorfor Connie og jeg ikke kan tale lidt spansk sammen engang imellem i salonen. Det kunne helt sikkert være en god træning. Men hun skal have stor tålmodighed med sin ”elev”.

Hvem ville du gerne være for en dag og hvorfor?
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at være en person, der kunne sætte en stopper for tyrefægtning. Det er helt forfærdelig dyremishandling. Heldigvis er der ved at være fokus på den uhyggelige skik, og jeg håber virkelig underskriftindsamlinger og opråb i medierne vil få politikkernes øjne op og forbyde det.

Blå bog:
Navn: Aase Christensen
Født: 11. maj 1957
Bopæl: Benalmádena Pueblo.
Flyttede til Spanien i: Maj 2004.
Flyttede fordi: Har altid har altid drømt om at bo under varme himmelstrøg.
Civilstand: Gift med Chris Christensen, to bonusdøtre og fire børnebørn. Har haft schæferhunde i 23 år, men nøjes nu med at passe deres venners søde hund Chico, når de er ude at rejse.
Uddannelse/karriere: Udlært frisør i 1978, blev selvstændig i 1986, uddannet negledesigner i 2004, solgte salonen i 2004.