La Cueva del Tesoro og Macharaviaya

På vej ind i La Cueva del Tesoro.

La Cueva del Tesoro ligger i den østlige udkant af Málaga, nærmere betegnet i Rincón de la Victoria, og det er en meget fin hule, der er den eneste i Europa, der er dannet af havvand. Dem findes der kun tre kendte af i hele verden. Når man nu bor her i nærheden af Málaga, kan det ikke nytte noget, at man ikke har set denne spændende hule, og når man nu er i det pastorat, kan man passende aflægge dobbeltbyen Macharaviaya / Benaque et besøg. Der er tale om to fine små historiske bjergbyer, og her kan vi lige få rørt bentøjet ved at begive os ud på en dejlig vandretur mellem byerne.

Først skal vi besøge La Cueva del Tesoro, og det første spørgsmål, der melder sig, er nok hvad det er for en skat (tesoro), der har givet hulen navn. Her må vi tilbage i historien til 1100 tallet, hvor en arabisk kalif ved navn Tasufín ibn Alí havde skjult den kostbare skat “El tesoro de los Cinco Reyes” i hulen. Hvad skatten bestod af og om den nogensinde er blevet fundet, melder historien ikke noget om, men mange har søgt og søgt efter den. Blandt disse var der en schweizer, der i sin iver efter at finde skatten kom til at sprænge sig selv i luften nede i hulen. I dag kan man i hulen se det hul, som han omkom i og som er døbt “El pozo del Suizo”.

I El Santuario del Noctiluca.

Man har fundet mange andre interessante ting i hulen bl. a. redskaber helt tilbage fra den yngre stenalder (neolitikum), menneskeknogler, keramik fra arabertiden, kvartsgenstande, et par guldmønter og nogle granatsten. Hulen er 1500 meter lang, og det går op og ned og ud og ind igennem smalle passager, der af og til åbner sig for at afsløre store hulerum – ja et af dem har ovenikøbet en underjordisk sø. Det er en forfriskende oplevelse at gå igennem hulen, som på en varm dag føles dejligt kølig. Der er 8 rundvisninger om dagen, og man kan ikke besøge hulen på egen hånd. På hulens website www.cuevadeltesoro.com kan man se tider for rundvisning, og man kan se et kort der viser, hvordan man finder hen til hulen. Det koster 4,65 € for en voksen at aflægge hulen et besøg.

El Parque Arqueológico del Mediterráneo.

La Cueva del Tesoro ligger i den vestlige ende af Rincón de la Victoria, og man skal ”bare” følge skiltene hen til hulen. De er nu lidt sparsomme, så det kan være en hjælp at vide, at man skal op ad Avenida de Picasso og så køre et godt stykke op, indtil man ser en parkeringsplads på venstre hånd. Der er mærkeligt nok ikke noget skilt, men for enden af parkeringspladsen er der et stort skilt, hvor der står Parque Arqueológico del Mediterráneo, og når man ser det, ved man at det er her. Indgangen til hulen er i den brune bygning til højre.

Indgangen til La Cueva del Tesoro.

El Parque Arqueológico del Mediterráneo er også et besøg værd. Parken blev åbnet i 2005, og den er med sine 90.000 m2 både et åndehul for byen og et ”monument” over den rige historiske arv, der findes i området. Bl.a. findes der en væg med hulemalerier, der er en replica af de hulemalerier, man fandt i La Cueva de la Victoria, og som i dag er lukket for offentligheden pga. fugtproblemer. Også denne hule ligger lige her i parken. Alt dette kan minde én om, at der her på Middelhavets skønne kyst har levet mennesker så langt tilbage som i den tidlige stenalder.

Monumentet over Galvez familien.

Eftersom ens oplevelsestrang næppe kan stilles ved et hule- og et parkbesøg må vi ud og finde noget mere at se på, og det kunne passende være de to skønne historiske bjergbyer Macharaviaya og Benaque, der ligger inde i baglandet kun ca. 20 km. fra Rincón de la Victoria.

Efter det pulserende liv i Rincón de la Victoria er det en lise at komme op til den fredelige landsby Macharaviaya, der med sine 324 indbyggere ikke har noget hektisk præg over sig. Tværtimod kan man vel sige, at byen virker en kende søvnig. Byen blev anlagt af araberne og navnet er også arabisk. Det betyder noget i retning af Ibn Yahya’s græsgang, idet ”machar” er arabisk for græsgang eller eng.

Det er tydeligt, at byen har været igennem et forskønnelsesprojekt, for alt ser velholdt og nydeligt ud, og der er opsat forskellige plancher med oplysninger om byen, som er erklæret af historisk betydning af det spanske kulturministerium.

Nabobyen Benaque set fra Macharaviaya med Louisiana parkens skilt i forgrunden.

Den historiske betydning skyldes den indflydelsesrige familie ”Los Galvez” hvis mænd i flere generationer besad vigtige administrative poster i Sydamerika. I 1775 beordrede Miguel de Galvez, at byens gader skulle brolægges, at der skulle føres vand ind i byen, så det fra tre kilder kunne tappes af enhver beboer. Han oprettede en skole for byens børn og fik bygget en overdækket vaskeplads. En slagterforretning blev også etableret. Det gav jo byen et gevaldigt løft – ja, så fin blev den, at den blev kaldt ”lille Madrid”, for i 1700 tallet var brolagte gader og vandforsyning i centrum et absolut særsyn. Der findes et museum i byen ”El Museo de los Galvez” som fortæller om familiens betydning for byen. Her kan man bl.a. læse, at en af Los Galvez fik gang i eksporten af den søde vin, der blev dyrket i området, og at Katarina den Store af Rusland var vild med denne Málagavin. En del af byens fordums velstand stammede fra den fabrik, hvor Galvez familien producerede spillekort (La Real Fábrica de Naipes), som de havde monopol på i hele Latinamerika. Da spilleglæden utvivlsomt var stor på trods af pavens bandbuller mod kortspil, har det sikkert været en indbringende forretning. Fabrikkens facade kan stadig ses i byen, men huset tilhører i dag private.

Hotellet.

Man bør parkere lige i udkanten og tage en slentretur gennem de fine gader. Byen er jo ikke stor, så nogen lang spadseretur kan det ikke blive. Man bør se El Humilladero de los Galvez (monument over Galvez familien), kirken ”Iglesia de San Jacinto” med den nydelige facade, de interessante ”fuentes” hvortil vandet blev ført, kortfabrikken, museet og Louisiana parken (en af Los Galvez var guvernør i Lousiana) ved indkørslen til byen.
Efter denne besigtigelsestur er vi klar til vores vandretur, og nu lader vi bare bilen stå og vandrer til Benaque. Vi tager bare asfaltvejen, for der er stort set ingen trafik på vejen mellem de to byer. Efter ca. 1 kilometer passerer vi det nybyggede Hotel Macharaviaya på venstre hånd. Hotellet er drevet af et engelsk ægtepar, men ser ikke ud til at være ret besøgt. Se www.hotelmacharaviaya.com.

Der er små 3 kilometer til Benaque langs med frodige marker, så det er på ingen måde en anstrengende tur. I Benaque er der to ting at se: den meget store og fine kirke, der i arabernes tid var en vigtig moské og som i dag kan fremvise fine fresker. Desuden ligger den kendte forfatter Salvador Ruedas barndomshjem i Benaque. Salvador Rueda var en betydelig forfatter i slutningen af 1800 tallet og han blev altså født her i denne lille bjergflække. Det ydmyge hus han blev født i er i dag et museum dedikeret til hans minde. Vi går en rundtur igennem byens gader og indsnuser den fredelige atmosfære. Vi går tilbage mod Macharaviaya ad en fin nyanlagt sti, der starter på venstre hånd lige i udkanten af byen, og i løbet af nul komma fem er vi tilbage i Macharaviaya.