Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Alle spaniere har klaret sig i Japan

Den spanske ambassade i Japan bekræftede i går til El Mundo, at de omkring 2.000 spaniere, som befandt sig i Japan under fredagens jordskælv og efterfølgende flodbølge, har det godt. Indtil da havde man eftersøgt flere. En familie viste sig dog at være flyttet til Peru, og en anden er lokaliseret via en mail til familien hjemme i Spanien.
Cirka halvdelen af de fastboende spaniere bor i Tokio. Ambassaden har været og er stadig åben døgnet rundt
.

Coín sælger land for at betale regninger

Kommunen i Coín har sat 59 offentligt ejede grunde til salg. Håbet er, at de vil blive solgt til en samlet pris af 5,6 millioner euro. Salget vil foregå under en offentlig auktion, informerer Diario Sur i dag. Grundene ligger ved Sierra Gorda og er på mellem 600 og 625 m2, i alt 36.000 m2.
Årsagen er naturligvis, at kommunekassen er tom. Der er ubetalte regninger helt tilbage fra 2002.


Spanien støtter op om FN-resolution mod Gaddafi

Spaniens udenrigsminister, Trinidad Jiménez, sagde søndag, at Spanien er klar til at ’opfylde sine forpligtelser,’ hvis det bliver besluttet at danne en international front mod Libyen og Gaddafi.
”Vi vil selvfølgelig støtte en FN-resolution, og efterfølgende opfylde de krav, der er til at støtte vores partnere og allierede i EU og NATO,” siger Jimenéz til El País. Udenrigsministeren lægger samtidig vægt på, at Spanien venter på FN’s afgørelse, før der bliver grebet til handling, hellere i form af en humanitær aktion end en militær indgriben.
Udtalelsen fra udenrigsministeren kommer efter, flere EU-ledere og USA’s præsident Barack Obama i fredags fordømte Gaddafis handlinger og presser på for en fredelig løsning af konflikten i Libyen. Obama sagde ifølge BBC, at verden er forpligtet til at forhindre en massakre på civile, som dem der tidligere har fundet sted i Rwanda og Bosnien i 1990’erne. Obama slog samtidig fast, at alle muligheder er åbne og dermed også, at en militæraktion ikke er udelukket. USA og EU er enige om, at Gaddafi skal afsættes, men det er stadig uvist, hvordan der skal lægges pres på Libyens diktator.


Bolíns BOLIN genopstår i Benalmádena

Enrique Bolín, forhenværende borgmester i Benalmádena, har den forgangne weekend indviet sit partis nye hovedkontor i byen. 300 personer deltog i åbningsceremonien. Partiet er i bedste Gil-stil opkaldt efter ham selv: Benalmádena Organización Liberal Independiente (BOLIN).
Bolín har siden 1966 været borgmester i Benálmadena i flere omgange og under forskellige partifaner. I 2007 blev han dømt for embedsmisbrug og suspenderet fra politik I otte år. Han kan således ikke selv at stille op til kommunalvalget den 22. maj, og hvem som bliver partiets spidskandidat vides endnu ikke. BOLIN’s kontor ligger på Calle Andalucía i Arroyo de la Miel.


Mand forsvundet efter aspargesjagt i Mijas

Omkring 70 politi- og redningsfolk leder i øjeblikket efter en mand, som i fredags forsvandt i Mijas. En helikopter overflyver desuden området.
Den 50-årige var sammen med en gruppe på jagt efter vilde asparges i området omkring Arroyo de los Torros og Entrerríos, men vendte ikke tilbage som resten af gruppen. Det er ikke første gang, at en person er forsvundet i området. Så sent som den 3. marts forsvandt den 63-årige Francisco Ruíz, som sidst formodes at være set på tankstationen ved La Vega. I fredags undersøgte frømænd Fuengirola-floden, der løber gennem Entrerríos, men uden resultat.
De seneste tre år er i alt fem personer forsvundet i området, ingen af dem er fundet.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.