Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Udenrigsministeriet søger efter spanierne i Japan

Udenrigsminister Trinidad Jiménez har i morges meddelt, at ministeriet i samarbejde med Spaniens ambassade i Japan nu er i gang med at undersøge, hvor mange spaniere, som befinder sig i Japan og hvorvidt der er tilskadekomne eller omkomne efter det brutale jordskælv i morges.
Det nåede 8,9 på richterskalaen og regnes som det femte værste i verdens historie.
”Vi ved desværre endnu ikke noget,” udtaler hun til dagbladet El Mundo.


11. marts: Ingen sikkerhedsbrist før Madrid-bomberne

I dag er det syv år siden, terrorangrebet på togene i Madrid dræbte 191 personer. Efterforskningen er endnu ikke helt afsluttet.
En ekspert i Islamisk terrorisme hævder, at der ikke er fundet nogen sikkerhedsbrist, men at politiet, som han samarbejder med, fortsætter efterforskningen. Han siger til El País, at antiterroriststyrken før 11. marts 2004 ikke havde koblet jihadister sammen med anden kriminalitet som handel med stoffer og illegal indvandring. Det skyldes ifølge eksperten, at deres doktrin modsiger den form for kriminalitet.
Et ting, der adskiller angrebet 11. marts fra andre terroraktioner, er, at det ikke var en selvmordsaktion. Det var derfor nemt at finde folk til at plante bomberne, og der har ikke nødvendigvis været et stort terroristnetværk bag aktionen.
Politiet missede chancen for at fange bagmanden, da ’Tuneseren,’ som han blev kaldt, begik selvmord ved et selvmordsangreb i Irak i 2005.


Ingen løsning på lufthavnsstrejke

Lufthavnsmedarbejdernes fagforeningerne UGT, CC.OO og USO og lufthavsselskabet AENA mødtes i går for at finde en løsning, som kan forhindre de 22 dages strejke i påsken og den kommende sommer.
AENA har ingen muligheder for at imødekomme de ansattes krav, da regeringen står fast på sin beslutning om at privatisere 49 procent af selskabet, fagforeningerne står lige så fastlåste i sine krav, og parterne nåede derfor ikke frem til nogen løsning.
Regeringen var ved møderne repræsenteret af statssekretær Ramón Jáuregui, som til dagbladet El Mundo har udtalt, at forhandlingerne først lige er startet, og at han er sikker på, at parterne kommer frem til en løsning, som vil forhindre strejkerne.


Senatet er imod olie- og gasudvinding ud for kysten

Det var endnu et bagslag for olieselskabernes forsøg på at bore efter eventuelle gas- og olieforekomster langs Costa del Sol, da senatet i går blev enige om at annullere projektet.
I forvejen har ferieindustrien været imod prøveboringerne. Det samme har miljøorganisationer, som mener, at oliefartøjerne ville udgøre en stor fare for marineliv og det økologiske system.
Blandt senatets argumenter har da også været faren for forurening, som også kan forekomme ud for Valencia, hvorfra forureningen desuden kunne ramme de Baleariske Øer. Altså et spørgsmål om, hvorvidt man skal satse på olie eller turisme.
Tredje vicestatsminister og tidligere formand for Junta de Andalucía, Manuel Chaves sagde allerede i januar under et møde i Madrid, at regeringen ikke ville tillade en aktivitet, som truer turismen, og at man ikke burde bekymre sig om noget, der ikke vil finde sted.
Senatets beslutning vil dog blive debatteret i kongressen, som skal tage den endelige beslutning.


Kirke brugt til satanisk ritual

Guardia Civil undersøger i øjeblikket, om der var tale om et satanisk ritual, da man i begyndelsen af ugen fandt sataniske symboler og latinske fraser malet på gulve og vægge i Iglesias Las Salinas i Cabo de Gata, skriver El Almeria.
Kilder siger til avisen, at bygningen tidligere har været brugt til sataniske aktiviteter. Den har også tidligere været udsat for tyveri af figurer, stearinlys, vinduer og endda en døbefont.
Der har været lignende aktivitet i omkringliggende byer som Benahadux, Alhama og Carboneras, og i visse tilfælde er der tilmed blevet ofret dyr.
Der er ifølge en undersøgelse af professor Manuel Guerra cirka 50 sataniske sekter i Spanien. Samme undersøgelse tilskriver den tiltagende aktivitet en ”grundlæggende mangel på principper og religiøse og etiske værdier.”


Oscar-uddeling i Málaga?

Javier Checa, som er formand for Reserva Hoteles, mener, at Málaga i 2012 skal være vært for én af verdens største arrangementer, Hollywoods Oscar-uddeling.
I går foreslog han ifølge avisen La Opinión, at den store gallaforestilling skal afholdes i kongrescentret Palacio de Ferias y Congresos. Under en præsentation af projektet, havde han følge af Ana Banderas, mor til Antonio Banderas. Hun sagde, at det ville være ”som en drøm, der gik i opfyldelse”.

World-Cup-trofæ vises frem
Trofæet, som de spanske fodboldherrer vandt ved sidste års VM, bliver nu vist frem for offentligheden. Trofæet kommer således på besøg på Vivar Tellez Stadium i Vélez-Málaga omkring 7.-8. april.


¿Qué pasa? – denne weekend

Málaga
Indtil 1. juni
En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es

11. marts kl. 21.00, 13 marts kl. 19.30
Il Segreto di Susanna, en opera og tragikomedie af Ermanno Wolf-Ferrari kan opleves på Teatro Cervantes. Entré på www.teatrocervantes.com eller 902 360 295.

12. marts
Koncert med Pecos i Auditorio Municipal Málaga Auditorium Club. Entré på www.malagaentradas.com

Frigiliana
Indtil 12. marts.
Se Caroline Krabbe og Dorthe Krabbes værker i den fælles udstilling i Galería Krabbe, Frigiliana. www.galeriakrabbe.com

Benalmádena
Indtil 24. april, kl. 10.00-14.00 og 17.00-19.30
En udstilling af gravørkunst, heriblandt værker af Picasso, Miró og Warhol, kan ses i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa. Gratis entré. Lukket mandag.

Estepona
Hver lørdag kl. 19.00-24.00
Kunstmarked, Mercado de Arte de Estepona (MAE) med værker af lokale kunstnere afholdes i havnen.

12. marts kl. 19.00
Hot Club de Norvège, et av Norges mest populære jazzbands, kan opleves på Restaurant Nordic. Entré, inkl. fin middag, 30 euro. Dørene åbnes kl. 18, billetter kan også købes i forvejen i restauranten.

Fuengirola
Indtil 20. marts
Bogmarked på Plaza de la Constitución.

Nerja
12. marts kl. 21.00
Flamenco og jazz med Gypsy y Dixie i kulturhuset. Entré 10 euro. Mere info på www.nerja.org/villadenerja

Marbella
11. marts kl. 19.00
Hot Club de Norvège, et af Norges mest populære jazzbands, kan opleves på Bistro O Sole Mio i Elviria. Entré, inkl. fin middag, 30 euro. Dørene åbnes kl. 18, billetter kan også købes i forvejen i restauranten.

Læs flere nyheder her…


Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.