Døden tur – retur, Interview med Kristian Dam

Kristian Dams liv blev ændret totalt, da han en dag som travl forretningsmand var på vej til et vigtigt møde. Han var lidt for sent på den, så han trådte speederen i bund og lagde an til at overhale en meget stor lastbil. Men idet han overhaler, drejer lastbilen til venstre uden at blinke og Kristian ser lastbilens kæmpestore dæk komme drønende imod sig med 100 km. i timen. Han når lige at sige ”tak for livet” og så forlader han sin krop. Men han er ikke død. Han har en nærdødsoplevelse, og den kommer til at vende op og ned på hans liv. Nu har han skrevet en bog om sit liv før, under og efter nærdødsoplevelsen. Bogens titel er ”Min vej mod lyset” og det er spændende læsning. La Danesa har besøgt Kristian i hjemmet i La Herradura og har talt med ham om livet og døden og det mysterium, døden er. For døden er ikke afslutningen. Det ved Kristian. Han har været der, og det er et sted med uendelig kærlighed.

EB: Prøv at fortælle lidt om dit liv før dit biluheld.
KD: Jeg havde altid travlt. Jeg var indehaver af en række fotoforretninger i Jylland og formand for 150 butikker i en landsdækkende kæde. Jeg var resultatorienteret, var til hurtige biler og villa med pøl og havudsigt. Jeg levede et liv i overhalingsbanen.

EB: En dag kom overhalingsbanen i bogstaveligste forstand til at vende op og ned på dit liv. Hvad var det, der skete?
KD: Jo, jeg havde jo travlt, så jeg ville lige overhale den lastbil. Midt i overhalingen ser jeg den dreje til venstre, og da er jeg klar over, at det her går galt. Jeg hvisker ”tak for et godt liv” og forbereder mig på det værste, men det sker ikke. Jeg oplever ikke sammenstøddet, og jeg føler ingen smerte. Jeg er ikke længere i min krop. Jeg ved, at nu burde jeg være død og alting burde være ophørt, men det er det ikke. Jeg er stadig mig. Jeg kan stadig opleve og føle. Jeg føler nærværet af min nærmeste famile, inden jeg oplever, hvordan jeg suges nedad og så opad som i en mørk tunnel. Jeg ser en række billeder fra mit liv, som efterhånden udviskes, idet min fart stiger – det går rigtigt stærkt nu, og jeg oplever en kæmpe kærlighedsfølelse, der bliver mere og mere intens, jo nærmere jeg kommer til det stærke lys, der venter for enden af tunellen. Pludselig er jeg i lyset, men det er så stærkt, at jeg ikke tør se ind i det. Alligevel føles det bekendt, som om jeg har været der før. Da jeg gradvist vænner mig til lyset, ser jeg et ovalt bord, der ser ud til at være af krystal. Der sidder tre lysvæsner omkring bordet.
Jeg synes, jeg genkender dem svagt. Den ene er mig selv, den anden er umiskendeligt en Kristuslignende figur og den tredje er et kvindeligt modstykke til Kristus. Der bliver ikke talt, men alligevel er der spørgsmål, som jeg svarer på. Det hele foregår telepatisk. Var jeg tilfreds med mit liv? Var der noget, jeg kunne have gjort bedre? Havde jeg opnået det, jeg ville? Jeg føler, at jeg skal tage stilling, og selvfølgelig var der ting, jeg kunne have gjort bedre. Men hvis jeg siger ja til det, så føler jeg, at det betyder, at jeg skal tilbage til min fysiske krop. Det har jeg ikke lyst til. Ikke nu. Jeg vil ikke væk fra den totale salighed, der indhyller mig her. Jeg tøver længe. Det føles, som om det kan være tusindvis af år, hvor jeg bare indsnuser dette plans uendelige kærlighed og salighed. Er du klar? bliver der spurgt. Nej, jeg er ikke klar. Jeg vil ikke herfra. Men du er jo lige blevet afklaret. Er jeg? Skal – skal ikke, føler jeg – jo, nu føler jeg en fornyet styrke til at fortsætte ”dernede”.
Pludselig ser jeg min bil oppefra en stor højde. Uha, uha – det ser ikke godt ud. Jeg ser mit ansigt ligge op af rattet. Mine briller er smadrede – der sidder glasstumper i min pande og min kind. Mine knæ bløder og mine fødder er helt forvredne. Men nu er jeg inde i min krop igen og ser atter igennem mine øjne. Jeg kan lugte røg og tænker, åh nej, nu går bilen i brand. Jeg hører ophidsede stemmer. Vi har ingen tid – bilen kan gå i brand når som helst. Bildøren brækkes op, og en mand trækker mig ud af bilen. Nu mærker jeg smerter i mine ben. Jeg sidder på jorden og ser, hvordan min bil bliver oversprøjtet med slukningsvæske. Nu kommer politiet og dernæst en ambulance. Jeg bliver kørt på hospitalet og får lagt forbindinger. På mirakuløs vis har jeg undgået at brække noget og samme aften kan jeg udskrives. Men jeg føler, som om min krop har været igennem en kødhakker.

EB: Du skriver i din bog, at du ikke kunne kende dig selv igen efter din nærdødsoplevelse.
KD: Ja, jeg var ikke længere den samme – det føltes, som om jeg var blevet en anden indeni. Jeg havde før drømt om et andet liv uden stress og jag, og nu trænger denne drøm sig på. Jeg drømmer om et liv med mere nærvær og ægthed. Jeg føler, at jeg gradvist bliver ligeglad med de materielle ting, der før fyldte op i mit liv. Jeg ved også, at jeg vil skilles. Det er min anden skilsmisse, og min ordentlighed protesterer, men vi er for langt fra hinanden min hustru og jeg. Især nu. Det ender med, at jeg sælger alle forretningerne, mit hus og sommerhus og bliver skilt. Jeg vil bare starte på en frisk og forfølge den åndelige dimension i livet, der jo var blevet vist for mig.

EB: Hvordan gjorde du så det?
KD: Det skete på den måde, at jeg mødte Birte, som var den livsledsager, der kunne følge mig i mit nye liv. Vi havde en sjælskontakt, som jeg ikke før havde oplevet, og sammen med hende blev alting så let. Da alt det jordiske gods var blevet solgt, tog vi afsted i en autocamper for at opleve verden. Vi rejste rundt i Europa og senere tog vi til Indien. Vi blev begge meget optaget af østens mystik og besøgte Indien hvert år – det gør vi stadig. Jeg uddannede mig til Reikimaster, og det blev starten til min ”karriere” som healer.

EB: Du skriver om nogle meget forbløffende healinger i din bog, hvor folk bliver helbredt for livstruende sygdomme. Hvordan gør du?
KD: Jeg healer ikke nogen, men jeg åbner op for, at mine klienter kan heale sig selv ved at give slip på vrede, angst, had og selvbebrejdelser. Jeg giver dem mulighed for at gribe fast i lyset og kærligheden, og det kan jeg netop gøre ved at vende tilbage til den stærke kærlighedsfølelse, jeg oplevede under min nærdødsoplevelse. Jeg føler, at jeg kan trække på en uudtømmelig kærlighedskonto og lade mine klienter få adgang til den samme konto. Dermed kan de i stort omfang heale sig selv.

EB: Din bog er fyldt med sjove historier om det spirituelle liv, hvor tingene falder på plads af sig selv, og hvor I ser ud til hele tiden at have ”medvind”. Hvordan forklarer du det?
KD: Der er ingen tvivl i mit sind om, at man får det serveret af livet, som man fokuserer på. Fokuserer man sine tanker på angst og ulykker, ja så er det det, livet serverer for én. Og fokuserer man sine tanker på lys, kærlighed, taknemmelighed, hjælpsomhed og glæde, ja så er det det, livet serverer. Når man som os har øvet sig i kun at fokusere på alt det smukke, kærlige og positive, så lever man hver dag i skønhed og kærlighed. Så lever man i en slags jordisk paradis, som ganske vist kun er en svag afskyging af det kærlighedsocean, man oplever på ”den anden side”, men som alligevel er en skøn tilværelse.

EB: Du er altså et bevis på at loven for tiltrækning virker?
KD: Ja, i allerhøjeste grad. Loven for tiltrækning dikterer jo, at energier på samme bølgelængder tiltrækker hinanden, og det har jeg oplevet igen og igen. Man tiltrækker det, man fokuserer på, og derfor kan jeg ikke pointere stærkt nok, hvor vigtigt det er at fokusere på det positive. Glem alt om bekymring, ævl, kævl, sladder og negativitet og øv dig i at fokusere på skønheden. Og se på alt det, du har at være taknemmelig over. Så bliver du ikke blot gladere, men også sundere, for al sundhed og sygdom kommer indefra. Har du først virkelig forstået det, behøver du ikke nogen healer.

EB: Hvad vil du sige til dem, der er bange for at dø?
KD: Jeg vil sige, at det skal de øjeblikkeligt holde op med. Der er udelukkende grund til at glæde sig til at komme over på ”den anden side”. Det er det skønneste, jeg har oplevet. Det er så kærligt, at det ikke kan beskrives.

EB: Der står ca. 35 Buddha-figurer her i dit hjem. Er du buddhist?
KD: Hæ, hæ – nej, jeg er ikke buddhist – figurerne står her bare for at give god stemning. Jeg kan godt lide at se på dem. De lyser op.

EB: Du tror altså på liv efter døden?
KD: Ja naturligvis, men for mig er det ikke tro. Jeg kan bedst forklare det således: En mand er lige kommet hjem fra Himaleya og bliver spurgt: Tror du på, at Himalaya findes? Hvortil manden naturligvis svarer: Selvfølgelig gør jeg det! Jeg har jo lige været der! Jeg ved, at der er liv efter døden. Døden er slet ikke afslutningen.

EB: Tror du på reinkarnation?
KD: Ja, det gør jeg bestemt, selvom det egentlig ikke har noget at gøre med at tro på det. Jeg ved, jeg har levet før, for dels så jeg brudstykker af tidligere liv under min nærdødsoplevelse, og dels har jeg efterfølgende genoplevet nogle af mine tidligere liv under regression. Jeg ved, at dette liv ikke er det eneste, vi lever. Jeg tror ikke på étlivsteorien. Den er jo heller aldrig blevet bevist.

EB: Er du religiøs?
KD: Jeg respekterer alle religioner, men vil hellere betegne mig selv som dybt spirituel. For mig at se sker der for tiden en åndelig opvågning, som rækker ud over alle religioner og spirituelle retninger. Jeg tror, vi skal til at skelne imellem religion og de nye spirituelle strømninger. Det virker på mig, som om der er ved at ske en åndelig opvågnen, som ikke har med de gamle religioner at gøre.

EB: Tror du, at der findes en Gud?
KD: Selvfølgelig findes Gud. Men igen er det for mig ikke en tro. Når man ved selvsyn har set noget og dermed har forsikret sig om, at det virkeligt eksisterer, så holder man op med at være troende. Jeg tror ikke, jeg ved.

Kristian Dams bog ”Min vej mod lyset” kan købes hos Vitamina i Centro Idea og hos Anni’s Vitalshop i Nerja, samt på www.saxo.com og i Det Ukendtes Boghandel. Else Byskovs bøger ”Loven for Tiltrækning” og ”Ti nye måder at se verden på – På forkant af et nyt verdensbillede” kan købes samme steder.