Cazorla – byen og naturparken

El parque natural de Las Sierras de Cazorla, Segura y Las Villas er Andalusiens største naturpark på 209.920 hektar (ca. 2010 km2) og er dermed næsten lige så stor som Fyn. Naturparken er så speciel, at den er blevet udnævnt til Reserva de la Biosfera, hvilket er en betegnelse man giver til naturområder, der er særligt bevaringsværdige og rummer specielle arter. Således rummer Cazorlaparken 34 endemiske plantearter – hvilket vil sige, at disse planter ikke vokser andre steder på planeten end her. Naturparken er en smal dal der ligger mellem bjergkæderne Cazorla og Segura, og to af Spaniens største floder, Guadalquivir og Segura, udspringer her. Her er en imponerende og varieret natur med et rigt dyreliv, så det er en helt speciel oplevelse at aflægge området et visit. Området blev indviet som naturpark i 1986, men det blev beskyttet af Franco mange år før, idet diktatoren yndede at tage på jagt her. Ja, han betragtede nærmest området som sit private jagtrevir, så man han til en vis grad takke El Caudillo for, at området i dag er næsten uberørt. Vi havde denne gang valgt at bo i byen Cazorla i en ombygget vandmølle, og det var et overordentligt smukt og charmerende sted.

Naturparken ligger i Jaen provinsen, så for at komme dertil kører man over Granada til Jaen og dernæst forbi byerne Baena og Úbeda. Byen Cazorla ligger på vestsiden af Cazorlabjergkæden lige op ad naturparken. Området nedenfor byen er helt dækket af olivenmarker, så byen lever af en blanding af olivendyrkning og turisme. Husk at købe rigeligt olivenolie med hjem. Læs om naturparken på www.andalucianatural.com

Vi havde fået et tip om, at vi skulle prøve at bo på et ”casa rural” ved navn Molino La Farraga lige i byens udkant, og det kom vi ikke til at fortryde. Denne ombyggede mølle ligger lige ned til Cazorlaflodens dramatiske løb og lige ud til naturparken, så den kunne ikke have en smukkere beliggenhed. Dertil kommer, at haven er anlagt med en masse vandkanaler, så man føler, at man er arriveret i Paradis med al den rislen af vand og de mange skønne blomster. Med til havens herligheder hører også en masse frugttræer og et skønt pølområde, så husk badetøj. Værelserne er smagfuldt indrettet og da prisen for et dobbeltværelse er 70 € pr. nat inclusiv morgenmad, må det siges at være et fund. Se www.molinolafarraga.com Man finder frem til stedet ved i Cazorla at køre mod ”el casco histórico” og hen til Plaza de Santa María. Her kører man op forbi kirkeruinen og op til en plads, hvor man kan parkere langs med floden. Her viser et skilt hen til El Molino, og man skal gå de sidste små 100 meter. Så snart man når frem, bliver man modtaget med åbne arme af det flinke værtspar Julian og Diana.

Da vi ankom en fredag sidst på dagen var der hedebølge, og vi havde en ualmindeligt skøn aften på La Plaza de Santa María, hvor der er masser af fortovsrestauranter. Når man sidder der under platantræerne og der er 28 grader selv om solen for længst er gået ned og man er omgivet af folkeliv og almindelig munterhed, ja så er det svært at finde noget at klage over.

Næste dag stod vi op til en skyfri himmel, og nu er det selve naturparken, vi skal besøge. På turistkontoret i udkanten af byen kan man få udleveret gratis kort over parken. Der er masser af udflugtsmål – bl.a. kan man se Guadalquivirs kilder – men vi havde valgt at tage på parkens mest spektakulære vandretur langs med floden Borosa. Denne vældige tur starter nede i bunden af Cazorladalen efter at man har passeret byen Arroyo Frío. Ved el centro de visitantes de Rio Borosa er der en P plads – lige ved siden af et dambrug. Her sætter vi bilen og går et par hundrede meter hen til det sted, hvor turen starter.

Turen går langs med floden, så der er ikke så meget at tage fejl af. I starten går man på en fin, bred sti, som går lystigt lige ud, så her går det rask fremad. Efter en lille halv time når man til en vejgaffel, hvor der står et skilt, der viser, at her findes ”el pliegue del Rio Borosa” – en foldning, med andre ord. Her kan man på bjergsiden se, hvordan klippelagene er blevet foldet af vældige kræfter. Herefter fortsætter man langs med floden indtil man kommer til La Cerrada de Elías. Her har floden skåret sig lige ned i klippen, hvilket betyder, at der ikke er plads til en sti. Derfor har man bygget en træbro et par meter over floden, og det er helt specielt at gå her langs med den lodrette klippevæg.

Efter La Cerrada vider flodsengen sig atter ud, og stien fortsætter indad igennem et betagende, vildt landskab. Nu er det ved at være midt på dagen og vores termometer viser 36 gr. i skyggen og et par og fyrre i solen. Selv om stien af og til er i skygge er det ulideligt varmt, og da vi nu har vandret omkring 9 km. begynder det at tære på kræfterne. Floden løber lige ved vores fødder med iskoldt vand, og vi har set en masse mennesker, der plaskede rundt dernede for at blive afkølet, så vi må gøre det samme. Det er en voldsom kontrast at komme ned i vandet, for det må være under 10 grader varmt. Hvordan det kan lade sig gøre at vandet er så koldt, skal jeg lade være usagt, men det frisker vildt op. Vi ville egentlig have vandret helt op til nogle interessante tuneller, der fører vand fra den anden side af Segurakæden, men lidt efter et elværk, hvor et imponerende vandfald vælter ned i dalen, må vi kalde det en dag. Vi spiser vores madpakke ved flodkanten og nyder denne helt specielle udflugt.

Nu går det hastigt tilbage, og selv om vi ikke syntes, at det gik opad, kan vi nu se, at det gjorde det til en vis grad. Tilbageturen tager små to timer og efter sådan en vandretur på 18 km. i stegende hede, står den kun på én ting: kølige drikke og massevis af is. I Arroyo Frío finder vi en isbod med tilhørende bar og kan således til en vis grad få genoprettet en normal temperatur og væskebalance.

Tilbage i Cazorla kan vi nyde resten af eftermiddagen ved hostallets skønne pøl, og til aftensmad har den flinke Julian lavet dejlig mad til os, så vi behøver ikke at forlade matriklen mere den dag.

Lige ved siden af hostallet løber som sagt Cazorlafloden og Julian har sagt, at vi skal prøve den nye sti, der er anlagt langs med floden. Da stien starter på den anden side af floden lige nedenfor møllen, er det en smal sag at komme hen til starten af turen. Vi checker derfor ud søndag morgen og takker de flinke værter for et skønt ophold.

Turen op langs med floden er en af de smukkeste og grønneste ture, jeg har vandret i Spanien. Floden vælter ned over klipperne med små og halvstore vandfald og den har skabt små damme, hvor der er et rigt fugle- og insektliv. Planter af enhver tænkelig slags vælter op af jorden, så her er en frodighed, man sjældent ser. Faktisk er denne tur op langs med Cazorlafloden en helt enestående perle af en lille vandretur på små 5 km. med ca. 150 højdemeter at overvinde. Den SKAL man bare tage på!

På et tidspunkt kommer vi op til et sted, hvor vejen deler sig, og nu skal vi gå mod venstre, hen til nogle huse. Over en port står der RTF med store bogstaver og her skal vi hen forbi. Ved den næste vejgaffel skal vi tage til højre, hvor der er en dør i klippen, for denne vej fører op til resterne af den nu nedlagte Ermita de San Sebastian. Heroppe fra er der en fabelagtig udsigt ned over Cazorla til den ene side og op mod naturparken til den anden side. Et helt fantastisk udsigtspunkt.

Udsigten ned over Cazorla domineres af El Castillo de la Yedra, og da denne borg rummer et hjemstavns- og borgmuseum, skal vi lige aflægge den et besøg.

Turen tilbage til byen fra la ermita går ned forbi døren i klippen og så skarpt til højre, hvor et skilt peger ned til Cazorla. Ved den næste vejgaffel skal vi tage stien til venstre, som går lige ned til El Molino og i løbet af nul komma fem er vi tilbage ved bilen.

Nu gælder det så borgen, som har en guidet rundvisning hver time indtil kl. 14.00. Vi når den sidste rundvisning kl. 13.00, og selv om hjemstavnsmuseet måske ikke rummer noget bemærkelsesværdigt, når bortses fra noget husgeråd og nogle redskaber, så er borgdelen både betagende og uhyggelig. En frygtelig legende knytter sig nemlig til denne borg.

Da Cazorla stadig var på arabiske hænder, levede en kalif dér, som havde en underskøn datter, som han elskede overalt på jorden. En dag kom en budbringer til borgen med det triste budskab, at de kristne tropper kun var en dagsmarch borte, og at de kom meget talstærkt. Kaliffen indså, at han måtte flygte, men han frygtede for sin datter og var bange for, at hun ville blive voldtaget eller gjort til slave af de barbariske kristne. Han besluttede derfor, at det sikreste var, at efterlade hende i borgen i et lille rum, som så ville blive muret til ude fra, så man ikke kun se, at der her var et skjulested. Datteren blev forsynet med masser af mad, vand og tæpper, så hun kunne klare sig en rum tid. Kaliffen troede, at de kristne hurtigt ville forlade byen igen, og at han derfor efter højst en uge ville kunne komme tilbage og lukke hende ud. Men ak, han og hans følge blev hurtigt indhentet af de kristne tropper, som slog hver og én ihjel. Der var således ingen, der kendte noget til den indespærrede datter. Legenden vil nu vide, at hun levede meget længe af den fugt, der løb ned ad væggene og at hun efter nogen tid udviklede en fiskehale fordi stedet var så slimet. Hun kom i folkemunde til at hedde La Tragantía. Hendes ånd spøger stadig på borgen, og hvert år til Sct. Hans kan man høre hendes jammerskrig over hele borgkomplekset. Uha, uha.

Den historie kan jo nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én, og det føles som om borgdelen rummer både mystik og uhygge. Der er helt klart en anden stemning her end inde ved de hyggelige landbrugsredskaber, og mystikken når nye højder, da guiden øverst oppe i tårnet viser os en gulddør, der kan synge. Ja, jo mere døren åbnes, jo højere synger døren – og det er ikke bare en almindelig knirken, men en gådefuld og mystisk sang. Det er alt sammen meget betagende og mystificerende.

Og således berigede er vi klar til at vende næsen hjemad mod kysten. Denne gang tager vi vejen over Quesada, Pozo Alcón og Bacor Olivar og kommer ud på motorvejen ca. 90 km. øst for Granada.