Det danske magasin i Spanien
Montes de Málaga – storbyens grønne lunger

Montes de Málaga – storbyens grønne lunger

Los Montes de Málaga ligger lige nordøst for byen, og disse stejle bjergskråninger er idag udlagt som naturpark: Parque Natural Montes de Málaga. Parken er på ca. 50 km2 og er dermed en af Andalusiens mindste naturparker. Men bare fordi den er lille betyder jo ikke, at den ikke er flot. Faktisk er naturparken speciel, idet den består af meget bratte bjergsider, som betyder, at den regn, der falder, drøner nedad imod storbyen med stor kraft og styrke. Det gav i gamle dage anledning til, at Málaga flere gange blev overrasket af store vandmængder, der med utæmmelig hærgen rev alt med sig på sin vej og tilmed oversvømmede byen. Det skete som konsekvens af, at man i 1800 tallet fældede fyrretræerne for at kunne dyrke vin, oliven og mandler på bjergsiderne. I dag er bjergene blevet genplantet med fyrretræer, som holder på vandet, og dermed har man ikke for nyligt oplevet vilde oversvømmelser som i gamle dage. Vi er taget til Montes de Málaga for at slå et slag for denne lidet kendte naturpark, som ligger lige op ad storbyen.

På trods af at Montes de Málaga kun ligger 10 km. i luftlinje fra storbyens centrum skal man ikke tro, at det er let at finde vej derop. Af en eller anden grund har man været fedtet med indfaldsveje til naturparken, så man skal snegle sig igennem Málagas forstæder for at finde frem til vej A 7000, som fører ind i naturparken. Fra motorvejen tager man afkørsel 244 og kører nedad imod byen og tager gaderne Calle de la Era, Camino de los Almendrales, Olletas og endelig A 7000, som også kaldes Camino de Colmenar. Hvis man kommer fra kysten øst for Málaga kan man køre over Totalán og Olías og trænge ind i naturparken via passet Puerto del Leon.

Hvis man kommer nede fra forstæderne ad A 7000 opdager man, hvor meget vejen snor sig og hvor hurtigt den stiger. På vejen opad mod naturparken støder man på en masse ”ventas” (spisesteder), for det er populært blandt ”los malagueños” at tage op og spise søndagsfrokost her midt imellem byen og bjergene.

Vores udgangspunkt for at udforske Los Montes de Málaga er den gamle vingård ”Lagar de Torrijos”, hvorfra der udgår en superfin vandretur, der tager os hen til et fantastisk udsigtspunkt: El Mirador de Pocopan.

For at komme til Lagar (som betyder ”hus med vinpresse”) de Torrijos skal vi blot fortsætte op ad vejen indtil vi får et skilt hvor der står Area recreativa de Torrijos og Ecomuseo på venstre hånd. Her fører en grusvej de sidste 1,8 km. hen til vingården.

I midten af 1800 tallet fældede man som sagt en masse træer for at kunne dyrke vin på de stejle bjergsider. Det gik godt i en årrække, og mere og mere skov blev fældet med de katastrofale følger med oversvømmelser af storbyen som ovenfor beskrevet. Men det var ikke derfor, at vinproduktionen ophørte. Det var den frygtede vinlus, phylloxera vastatrix, der lagde vinmarkerne øde. Denne 1 mm. lange lus var frygtet blandt alle vinbønder, og der var stort set ikke et europæisk land, der slap for denne store plage. Faktisk var ulykken så stor for mange europæiske vingårde, at alle vinstokke gik tabt, og man derfor måtte genimportere de kendte druesorter til vinproduktion fra Amerika, hvortil de var blevet eksporteret i 1700 tallet.

El Lagar de Torrijo er en vingård med udstyr til vinproduktion fra 1843 og den er restaureret og fremstår som et fint museum (ecomuseo). Her kan man se hvilke redskaber man brugte og samtidig kan man se, hvor folkene boede, for gården var både produktionssted og bolig. Der er også en lille butik, der sælger lidt vin og forskellige andre ting, og hvor man kan få udleveret materiale om området.

Efter besøget på museet går vi lidt tilbage og op ad stien, hvor der står: Mirador del Palomar. Her går det opad forbi miradoren og op til en bred grusvej, hvor vi drejer til højre. Nu går det i rask trav ligeud i en lille time, hvor vi nyder bjergluften og den smukke udsigt ud over landskabet. På et tidspunkt kommer vi hen til et stort vejkryds, hvor en masse veje mødes. Midt i krydset ser vi en vejviser, som ser ud som om den stammer tilbage til Francotiden. Det gør den muligvis også, og faktisk er den gamle oprindelige skiltning bevaret i hele Montes de Málaga området.

Vi skal gå tværs over vejkrydset og nu er det nemt, for et skilt viser hen imod Mirador de Pocopan – et af områdets fineste udsigtspunkter. På vejen hen imod skiltet ser vi nede til venstre en stor bygning der hedder: Aula de la Naturaleza Las Contadoras. Det er en stor bygning, der kan huse op til 100 overnattende børn, hvortil skoler i Málaga tager op for at overnatte og lære om naturen.

Vi trasker videre og når snart hen til foden af Pocopan. Det sidste stykke går det ret stejlt opad midt i et brandbælte, men vi tager strabadserne i stiv arm og bliver herefter belønnet med den fantastiske udsigt, der venter os oppe ved Mirador de Pocopan. Herfra kan vi se Málaga og havet dernede, og vi kan også se bjergene omkring El Torcal og alt det andet, der kan beundres hele horizonten rundt. En plache ved miradoren sætter navn på de fleste af toppene.

Vi var heldige med vejret og sigtbarheden, så vi nyder vor madpakker mens vi hviler benene og fryder os over udsigten. Et par får står og gumler i nærheden og alt ånder fred og idyl.

Nu er der kun tilbage at vandre tilbage til bilen den samme vej som vi kom, og efter en sådan vandretur på ca. 8 km. er vi glade for, at vi endelig fik set Los Montes de Málaga på den rigtige måde: til fods.

Af Else Byskov

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.