Stor, større, El Escorial

Togstationen i San Lorenzo de El Escorial ligner en hvilken som helst anden togstation i Spanien. Da jeg trådte ud af denne estación de tren-kedsommelighed, mødtes jeg dog af en anden virkelighed; en smuk, fredsommelig og mellemlille by omkranset af pinjeskove og bjergkæden Sierra de Guadarrama.
En god times tid forinden havde jeg taget lokaltoget fra Madrids centrum, som var kørt mod nordvest, gennem forstad efter forstad, for derefter endelig at forlade millionbyens kosmopolitiske kaos og knapt så charmerende bilos. Måske er det kontrasten, der får det efterfølgende åbne og omfavnende spanske landskab og San Lorenzos bjergluft til at virke så opmuntrende.
Jeg kunne godt være gået turen gennem byen, op ad bakkerne til målet for mit besøg, længere er der såmænd ikke til El Escorial. Men udenfor stationen fristede køen af håbefulde taxaer, og snart fik jeg ondt i nakken, efterhånden som den noget overdimensionerede bygningen tronede frem over byen.

Det var dengang
Det var dengang kong Felipe II regerede hele Spanien og den halve verden. De sidste maurere, og med dem også jøderne når man nu var så godt i gang, var ved at blive udryddet eller udvist, han havde smidt også nærgående franskmænd over Pyrenæerne, og så havde han lige, nærmere betegnet den 12. juni 1561, gjort Madrid til sin hovedstad. Og så, må han have tænkt, manglede han en grandios bygning til at symbolisere al denne magt.
Stort skulle det være. Og stort blev det, som er El Real Sitio de San Lorenzo de El Escorial eller, om man vil, bare El Escorial.

Evige jagtmarker
San Lorenzo ligger knapt 50 km fra Madrid, og det tog kongen to dage at tilbagelægge strækningen. Han brugte da også El Escorial som en slags sommerpalads og området som sine private jagtmarker. Små fem km herfra kan man stadig se hans jagtpalæ, La Granjilla de La Fresnada, men derom en anden gang.
El Escorials ramme er gigantiske, majestætiske mure, heraf nok navnet, der betyder slaggedynge, som gemmer dette sammensurium af palads, borg og kloster – tre i én og mere til, som kongen det ville. Et palads til sig selv og familien, en borg, hvis nu de fæle franskmænd skulle vende tilbage, og så et kloster, inklusive en kirke, da alt andet ville have været utænkeligt i det særdeles katolske og inkvisitoriske Spanien anno 1500-tallet. Det var monarken og kirken under samme tag, hvormed man også kunne dæmme op for den truende protestantisme.
El Escorial blev opført i årene 1563 – 1584 med penge fra den guld, der strømmede hertil fra Den nye verden, og den arkitektoniske ære tilskrives datidens Santiago Calatrava, Juan Bautista de Toledo, der valgte at skabe en rektangulær bygning på 205 x 160 meter.
Bag udsmykningen, og af den er der også meget, stod billedhuggere og kunstmalere som Jacopo de Trezzo, Luca Giordano, Pompeo Leoni og Alfonso Sánchez Coello.

Nutidens El Escorial
I dag anvendes anlægget stadig som kloster med munke fra ordenen San Agustín, her er en skole, og her afholdes messer i den kuppeldækkede kirke i bygningens midte.
For resten af skillingen er El Escorial i dag et museum. De skiftende monarker har gennem årene samlet værker her af både El Greco, Rafael, Velázquez m.fl., ligesom udsmykningen, heriblandt nogle meget imponerende vægmalerier, i sig selv er et museum værdigt. Biblioteket, kaldet det kongelige bibliotek, har den største samling af antikke skrifter efter Vatikanets.
Bygningen blev i 1984 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Og så er planen, at El Escorial også skal være den nuværende konge og de kommende monarkers sidste hvilested.

Royale souvenirs
Det er lidt makabert at gå gennem den del af bygningen, nærmest en krypt, hvor sarkofag efter sarkofag står tætpakket.
Men det er her, at mange af de tidligere spanske konger og dronninger ligger begravet. Det er lige fra Carlos I (død 1556) til Alfonso XII (død 1931). Blandt dem er naturligvis også bygmesteren selv, Felipe II (død 1598). To af de mest kendte af de spanske monarker, Ferdinand og Isabella, som tilskrives æren for at støtte Cristoffer Columbus’ tur ud for at finde søvejen til Indien og for drive de sidste maurere ud af Granada, hører i denne sammenhæng fortiden til, og de ligger i et kapel i katedralen i netop Granada.
Efter besøget i krypten her i El Escorial rykkes jeg lidt abrupt tilbage til de nulevende, da man fra krypten træder lige ind i en kombineret souvenirbutik og slikkiosk, men hvorfor ikke. Det må være betryggende for den nuværende kongefamilie, Don Juan Carlos, Felipe og alle de andre, at vide, at jordiske forfriskninger er indenfor rækkevidde, og at pladsen er reserveret til dem, og plads løber man ikke tør for lige med det samme i denne gigantiske bygning, som forgænger Felipe II lod bygge.

Transport til San Lorenzo de El Escorial
Fra Madrid kan man tage det lokale tog (Cercanía) fra hovedstationen Atocha eller fra Chamartin til San Lorenzo. Man kan også vælge bussen, linje 664 fra busstationen Moncloa.

De faldenes dal
For at fuldende touren til afdøde ledere kan man passende, hvis man da er i bil, tage en afstikker til Valle de los Caídos, De faldenes dal, der ligger mellem Madrid og San Lorenzo. Her findes diktatoren, el generalísimo, general Francisco Francos jordiske rester.
Her ligger også omkring 34.000 (det nøjagtige tal kendes ikke) ofre for borgerkrigen (1936-1939).
Monumentet bringer stadig mange spanske sind i kog, eftersom det er ofre fra begge sider af krigen. Og så er der blandt dem republikanere, som døde under arbejdet på opførelsen af monumentet, der ligger samme sted som diktatoren.
Et udvalg bestående af historikere og juridiske eksperter har belyst mulighederne for at flytte Francisco Francos jordiske rester, muligvis til Madrid, hvor hans hustru ligger begravet, men nogen afgørelse er endnu ikke truffet. Sker det, kan alle parter se Valle de los Caídos som det, det er, nemlig et monument over den sørgelige del af Spaniens historie.