Et halvt århundrede med heste, hvisken og vrinsken

Han er Danmark og Spaniens Robert Redford, en slags hestehvisker. Han voksede op på landet og hjalp til med alt lige fra heste til de mere temperamentsfulde krabater med horn i panden. Her fik han de store dyr til at slappe af, når det gik lidt for vildt for sig i foldene, og drømmen om en operakarriere blev hurtigt erstattet med dyrlægestudiet i storbyen. I et halvt århundrede har 76-årige Jens Klausen levet og åndet for vores firbenede venner, men nu sætter han punktum for karrieren og bevæger sig ind i en ny tilværelse som pensionist.

Jens Klausen ville være en af tre ting her i livet: Dyrlæge, børnelæge eller operasanger. Selvom han – ifølge ham selv – formentlig kunne være blevet en eminent operasanger, var det alligevel ikke den klassiske musik, der lå i kortene, men derimod den kærlige hestevrinsken, som igennem 50 år har fulgt ham som dyrlæge – og det vil den fortsat gøre under daglige rideture i bjergene.
Det begyndte allerede, da Jens Klausen var en lille purk og hjalp sin far, hvad enten det var i stalden eller i marken. Her stod faderen klar med en hegnspæl, hvis det skulle gå for vidt med tyrenes temperament, alt imens hans 10-årige søn ved sin blotte og rolige tilstedeværelse fik dyrene til at slappe af.
”Du bør blive dyrlæge, min dreng!” Sådan lød det fra hr. Klausen, hvis søn havde det helt rigtige tag på alt fra hunde til heste og senere elefanter og tigre. Dyrlæge det blev han. For   i 1956 pakkede Jens Klausen kufferten og forlod den jyske ro til fordel for storbyens puls. Her skulle han læse til dyrlæge på Veterinæruniversitetet (Landbohøjskolen) i København. I 1963 blev han færdiguddannet, og var til en begyndelse assistent på en landpraksis i Vendsyssel.
”Som professoren i kirurgi engang sagde: Jeg skal ikke give jer en hel masse sofistikeret stof, som I ikke kan bruge til noget, når I kommer ud. Jeg skal lære jer at lave et kejsersnit ude i stalden, midt i svineriet – og at gøre det rent og sterilt”. Professorens prædiken satte sig fast under huden på den unge Klausen, der som assistent lavede kejsersnit på køer næsten hver dag hele foråret – ude i marken eller inde i stalden. Til sidst havde han foretaget så mange kejsersnit, at han blev ekspert på feltet.

Den første dyrlæge med hestebassin
Karrieren tog for alvor fart, da Jens Klausen som 27-årig åbnede sit eget dyrehospital i Viborg. Ventelisterne talte deres tydelige sprog: Jens Klausen var en populær dyrlæge. Han erhvervede sig en stor grund i Viborgs industrikvarter og opførte Midtjysk Dyreklinik. Fordi Jens Klausen altid var et hestehoved foran de andre dyrlæger, købte han også en stor tømmerhal, som kom til at danne rammen om hans innovative idé om et hestebassin. Hestebassinet var til for heste, der enten havde skader eller var kørt trætte. For at undgå belastninger gik hestene i vandet i en halv time dagligt, så de kunne opretholde deres form, mens de kom sig og skaderne helede.
”Jeg husker især Rita Lyngholm. Hun var en lille travhest, men en fabelagtig løber. Hun gik tør seks måneder før sit derby. Hun rejste sig på bagbenene og smed sig ned foran vognen. Det var en katastrofe, for hun var den bedste i årgangen. Efter tre måneder hos mig endte hun med at vinde både det danske og det svenske derby”.

Det var tilbage i 1966, at Jens Klausen som den første i verden fik den geniale idé at lave en hesteswimmingpool. Hvis en væddeløbshest skadede et ben eller en sene, og skulle stå stille i måske fire til seks uger, ville det kræve langvarig genoptræning, før den blev klar til travbanen igen. Men ved at svømme i Klausens pool kunne den træne sine store muskler, og derved holde muskelmassen ved lige samt motionere både åndedræt og hjerte.
Jens Klausen mødte Rita Lyngby fire-fem år efter, at han havde hjulpet hende i gang igen. ”Så snart hun hørte min stemme, vendte hun sig om i boksen og vrinskede til mig. Det er helt, så hårene rejser sig på armene,” fortæller Jens Klausen.
I mange år kørte hospitalet i døgndrift, og hestebassinet var så populært, at det trak en del forsider i både de danske og udenlandske medier. Men så skete der noget. Noget som i en lang periode skabte en barriere mellem Klausen og hestene. Hans øjne begyndte nemlig at svulme op og løbe i vand, når han red en søndagstur eller gik i stalden. Og når han hjalp med hoppe med at fole, og havde overkroppen næsten helt inde i hesten, slog han ud med eksem over det hele.

Allergien drev ham til sydens sol og varme
”Hvis ikke De holder op her og nu, så lever De ikke ret længe. De får et anafylaktisk chok en dag, og så er det sket”. Den klare udmelding kom fra en anerkendt hudlæge i Aarhus, og den tog Jens Klausen som et venligt vink med en vognstang om, at tiden var kommet til at holde op.
I 1984 fik han konstateret allergi over for stort set alle dyr og særligt over for heste. Et par år efter diagnosen var stillet, solgte han sit foretagende, og i 1988 flyttede han så til Spanien, hvor han i fire år holdt sig fra dyrene. Men et telefonopkald fra en spansk dyrlæge i Nerja ændrede på Klausens forestilling om, at han aldrig mere skulle beskæftige sig med dyr.
”Jeg opererede lidt for ham på hans klinik i Nerja, og det gik strålende med allergien. Han blev ansat som stadsdyrlæge og måtte ikke længere drive privat klinik, så jeg købte den af ham i 1995, og efter fem gode år solgte jeg den igen”. I 1998-2002 kørte han klinik i Centro Idea, Mijas, hvortil rygtet om hans gode tag på dyr var nået. Jens Klausens status i Spanien var ikke blot et spørgsmål om, at han var en dygtig kirurg, men også et tegn på, at sprog var alfa omega, for som flydende tysk-, engelsk-, dansk- og spansktalende havde han et bredt klientel.
Jens Klausen bor i dag på en finca i Cómpeta, hvorfra han har praktiseret de sidste par år. Nu den 1. februar kan han så fejre 50 års jubilæum som dyrlæge, men 76-årige Klausen er desværre ramt ind i advarsel nummer to, som gør, at han for nylig har besluttet, at han trækker sig som dyrlæge og går på pension.

Familiefar med fart på
”Vi kunne have gæster til en stor fin middag, hvor jeg blev ringet op og bedt om at komme ud til en døende hest. Så sad min kone der alene med gæsterne. Der går nogle år, så bliver de trætte af det, og det har jeg erfaret på den hårde måde,” fortæller dyrlægen, der efter fire ægteskaber nu lever alene i Spanien. I Danmark har han seks børn – alle voksne og godt i vej.
”Jeg har skullet forsvare mig overfor både kone og børn igen og igen. Men jeg har altid sagt: Jeg er dyrlæge, og er der et dyr, der har brug for mig, så kommer jeg. Det har de måttet leve med, og det har de sommetider ikke været så glade for,” forklarer han.
”Jeg ville også gerne være dyrlæge, men da jeg tænkte tilbage på, hvordan du altid var væk og altid stod begravet i et dyr ved operationsbordet, valgte jeg at blive biolog i stedet for”. Sådan har sønnen, Bjarne Klausen, sagt til sin far. I dag er han underdirektør i Odense Zoo.

Anden advarsel
”Jeg begyndte at få lidt problemer. Når jeg opererede og skulle fange en lille blodåre med en tang, ramte jeg ved siden af”.
Efter et besøg hos en af Andalusiens bedste øjenlæger i Málaga fik Jens Klausen konstateret makuladegeneration (aldersrelateret svagsyn) på det venstre øje.
De mange restriktioner, som fulgte diagnosen, gav stof til eftertanke, og Jens Klausen har nu nedlagt forretningen efter mange år i branchen. En branche der har været enestående og til tider hård. Efter 50 år sadler han om og tager hul på det liv, han aldrig har haft tid til. Og skulle han miste kørekortet og blive halvvejs blind, vil det ikke forhindre ham i at bo på fincaen i Cómpeta, for så længe han har sin hest, skal den nok bringe ham op til byen, når der skal handles.
Ifølge Jens Klausen selv har han opnået lige præcis dét, han har ønsket som dyrlæge: ”Jeg har en indre fornemmelse af, at jeg har gjort mit. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt nej til en patient”.
Det er altså en tilfreds Jens Klausen, der nu skal i gang med at nyde sit velfortjente otium.