Det danske magasin i Spanien
Giv din levende krop en sommer forkælelse!

Du kan købe mere eller mindre alt i denne verden, og udover alle materialistiske ting kan du nu også købe nye øjne, læber, bryster, indre organer – alt! Det eneste du aldrig kan købe, er dig og din krops sundhed og velvære. Det gælder derfor om, at kroppen er din bedste ven livet igennem – en trofast, tålmodig følgesvend og derfor skal den behandles intet mindre end fantastisk, kærligt og sundt. Alligevel behandler mange ikke deres krop særlig godt, indimellem ligefremt grusomt. Mange udsætter kroppen for mishandling, da livsførelsen ofte kan være alt andet end sund. Kroppen betragtes af mange som en maskine, der bare skal fungere. Øjnene lukkes for advarselssignalerne om forfald, og skulle noget gå galt, stoler mange på, at lægehjælpen løser de problemer, der er blevet skabt gennem mange års dårlig behandling. Flere og flere får heldigves øjnene op for, at kroppen hænger uadskilleligt sammen med sind og sjæl. Krop, sind og sjæl skal plejes lige godt hele livet igennem for at du har både fysisk og psykisk velvære.

Naturlig sundhed
Den måde hvorpå konventionelle læger og naturhelbredere adskiller sig mest fra hinanden er i deres syn på sundhed og sygdom. Konventionel medicin bygger på den opfattelse, at kroppen er en maskine, og at sygdomme skyldes, at dele af denne maskine begynder at knirke eller bryder sammen. Indenfor holistisk terapi er sundhed en vibrerende, positiv tilstand af harmoni som gør, at du kan tilpasse dig forandringer. Sygdomme skyldes ikke så meget bakterier, som jo altid er tilstede, men mere en disharmoni i kroppen, som har sin årsag i f.eks. for meget stress, usund kost, alkohol, dårlig åndedrætsfunktion og rygning eller et overskud af giftstoffer, hvilket alt sammen nedsætter modstandskraften. Sygdomssymptomer så som feber, hovedpine eller utilpashed betragtes som kroppens forsøg på at overvinde ubalancen ved at tilpasse sig forandringen eller bekæmpe infektionen. Alle symptomer bruger jeg indenfor den klassiske kinesiske akupunktur og kranio sakral terapien som meget vigtige ledetråde, når det gælder om at bestemme, hvor ubalancerne er, og hvordan de bedst behandles.

Det menneskelige samfund, organismen
Kroppen minder meget om et samfund, en samling individuelle dele, som alle samarbejder for at skabe en behagelig tilværelse. Dette samfund organiserer et effektivt sæt servicesystemer, som skal tage vare på kroppen og sikre harmoni og trivsel.
Den vesterlandske videnskab har fæstet lid til det ”medicinske” kort. Dette beskriver helt nøjagtigt funktionerne af vores indre organer, kroppens skelet, muskler og led, blodomløbet og cellernes kemi. Dette meget anvendelige kort har utvivlsomt bidraget til fremskridt inden for den medicinske verden. De fleste går til lægen for at få at vide, hvilken del af kroppen der gør knude, og håber så på at kunne reparere den, akkurat som dele af en maskine repareres. Kroppen er ingen maskine, den er en levende enhed, og hvis den bliver ramt af forstyrrelser, som skaber ubalancer, så påvirkes alle dele af den.

Kroppen i harmoni
Den østerlandske lægekunst, som er langt ældre end vor, har altid været interesseret i den holistiske (helheds) opfattelse. Dens kort over det menneskelige samfund er baseret på harmonien og den dynamiske ligevægt i organismen og afbilleder livsvigtige energistrømme i hele kroppen. Klassisk kinesisk akupunktur har den opfattelse, at kroppens organer ikke blot er servicestationer, men har en gennemgribende indflydelse på hele systemet. Kommer du f.eks. til mig som akupunktør med forhøjet blodtryk, vil alle aspekter af dit helbred tages i betragtning, både din fysiske og mentale tilstand og hele din livsstil, kost, motions vaner, sociale aspekter mm – hele dig.

Akupunktur behandling
Akupunktur behandling går selvfølgelig ud på at behandle symptomer her og nu, men samtidig er en lige så vigtig del af behandlingen at styrke kroppens forsvar, hjælpe den med at helbrede sig selv og eliminere giftstoffer eller andet der blokerer energistrømmen. Efterhånden som energien genvindes og der skabes harmoni i kroppens systemer, forsvinder symptomerne naturligt og kroppen vil genvinde sin sundhed. Jeg lægger som behandler vægt på, at forstærke kroppens egne lægende mekanismer og genoprette balancen i kroppens energibaner, i stedet for at bekæmpe en sygdom eller alene helbrede symptomerne. Jeg opmuntrer mine patienter til at sætte sig mest muligt ind i årsagerne til, at deres krop er i disharmoni og tage aktiv del i helbredelsesprocessen. Derved skabes et effektivt grundlag for vitalitet i kroppen og et generelt større velvære.

Giv dig og din krop en sommerforkælelse!
Du behøver langt fra at have et specifikt problem eller en smerte for at søge behandling. Du kunne fx tænke, at du i denne varme juli sommermåned vil være ekstra god ved dig selv, og give dig, din krop og din sjæl lidt ekstra opmærksomhed og forkælelse. Massage, kranio-sakral terapi og akupunktur er gaver til din krop, som skaber balance mellem dit ydre, din fysiske krop og dit psykiske indre. Behandlinger er også fantastiske, når du har behov for at slappe af og/eller skal have samling på dine sanser og tanker. Samtidig bliver du hurtigt mere bevidst om din krop og dens reaktioner på alt, hvad der sker i din dagligdag. Så gør noget godt for dig selv og få din krop, dens energier og hele dig i balance og harmoni. Vil du vide mere eller høre nærmere om behandlingen, så kan du ringe til mig på tlf. nr. 666 150 448.
HUSK – yoga på stranden hver torsdag fra kl. 10.00 – 11.30. Du kan komme det antal gange, du har lyst, du behøver ingen tilmelding og betaler 8 euro pr. gang. Det foregår på stranden ved Sohail-borgen i Fuengirola, mellem broen og borgen, hvor du altid vil kunne finde parkering. Det eneste du behøver at medbringe er et håndklæde, og det er rart, at have behageligt tøj på, som du kan bevæge dig i.

 

Akupunkturpunkter
P6: Lokalisering: To tommelfingers bredde over håndledsfuren i midten af underarmen. Dette er et godt punkt ved alle håndleds/underarmslidelser, ubalancer i skjoldbruskkirtlen og det et speciel punkt ved kvalme og opkast.

Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen, www.betiinalarsen.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.