- Staten er kommet et skridt nærmere imod nationalisering af landets motorveje.
- Fomento har bedt Hacienda om tilladelse til at oprette et selskab til at varetage driften.
- Motorvejsselskabernes gæld er på 3,7 milliarder euro.
- En aftale kan komme i hus i oktober.
Nu havde ingen af de to forhenværende spanske statsministre, José María Aznar eller José Luis Zapatero fra henholdsvis PP og PSOE, det samme incitament eller nød det samme enevælde som deres romerske forgængere og kejsere over Hispania, der anslås at have anlagt godt 80.000 km veje, men de spanske efterkommere gjorde deres bedste for at gå i romernes fodspor, og at lade alle veje føre til deres hovedstad, Madrid.
De spanske regeringsledere ville i fremtidens udsyn asfaltere landet. Motorvejene skulle være et symbol på fremgang, europæisk civilisation på steroider, og så skulle de flersporede veje naturligvis også være med til at redde nogle af de mange menneskeliv, der ellers fortsat ville være gået tabt på de mindre avancerede landeveje. Man så desuden vejbyggeriet som en investering, der skulle være med til at holde gang i de økonomiske hjul på de ellers tilsyneladende sikre veje op gennem begyndelsen af det nye årtusinde.
Fra at være et statsanliggende blev konstruktionen og driften af motorvejene privatiseret, og snart var 2.560 km asfalt, der skulle finansieres ved brugerbetaling, blevet anlagt i det spanske landskab.
Langt imellem billisterne
Men så blev det år 2008; rædselsåret hvor kæden hoppede af. Boligrusen gik kold, spekulationsbaserede projekter som fantomlufthavne, kulturtempler og megahospitaler blev efterladt, og det samme er sket med motorvejene. For mens tidligere og nuværende regeringsmedlemmer har haft travlt ved håndvasken, har gennemsnitsbilisterne på grund af lavere indtægter, forværret af stadigt stigende priser på brændstof og alt muligt andet, forladt motorvejsstrækningerne til fordel for de mindre, dog ofte længere og knapt så sikre, men i det mindste gratis landeveje.
Og så er der selvfølgelig alle dem, som ikke længere har et arbejde at skulle køre til hver dag.
Kritikken, af at priserne er alt for høje, er faldet for døve øren. En tur i personbil fra Barcelona til Valencia koster 30,50 euro, fra Málaga til Marbella 4,50 euro, mens den her får ekstra gas i sommermånederne og i forbindelse med visse helligdage, hvor bomprisen på samme strækning er 7,30 euro.
Der er derfor blevet længere og længere imellem bilerne på motorvejene, og ved betalingslugerne har det næppe været travlhed, der har præget medarbejdernes hverdag.
I indeværende års første fire måneder, hvorfra de seneste oplyste tal kommer, faldt antallet af køretøjer på de betalingsmotorveje i Spanien, der hører under det såkaldt Red de Carreteras del Estado, med 9,8 procent i forhold til samme periode sidste år. Det daglige, gennemsnitlige antal køretøjer gik fra 15.189 til 13.689. Det er sjette år i træk, at antallet af betalende billister er for nedadgående, og siden 2008 er der sket et fald på sammenlagt 30 procent.
Allerværst står det til omkring netop hovedstaden. Det drejer sig om strækningerne med navne som Radial-3, Radial-5 og Radial-4 samt AP-41, Madrid-Toledo, mens også AP-36, La Ocaña-La Roda, samt AP-7, Cartagena-Vera, er i alvorlige problemer.
Den dårlige forretning, som det åbenbart er at anlægge motorveje i Spanien – blandt de dyreste i verden – samt at drive dem, har betydet, at seks selskaber er gået konkurs, og blandt de tilbageværende har det sparket benene væk under lysten og økonomien til at færdiggøre planlagte strækninger.
Geder på motorvejen
Et eksempel på den manglende entusiasme og stækkede økonomi er strækningen MP-203 ved Madrid. Denne strækning, der skulle blive et fint stykke asfalt, travlt optaget med at mindske trafikpropperne mellem Barcelona og Madrid, kostede i årene 2005 og 2007 det private selskab Cintra omkring 70 millioner euro. Selskabet havde koncessionen og ret til at drive motorvejen, altså opkræve bompenge, i 30 år.
Men administrativt tarmslyng og uoverensstemmelser mellem Cintra og Madrids lokalregering og ministeriet for offentlige arbejder (Fomento) omkring en tunnel under et togspor, betød, at gravkøer og vejtromler stoppede i 2007, og at arbejdet har stået stille i de seks år.
70 procent af den 12,5 km lange strækning er færdig, men den ender i en mark ude i ingenting. Ingen forventer, at den bliver færdigkonstrueret inden for en overskuelig fremtid.
De eneste, som ses her, er vilde hunde og geder, hvis hyrder lader dem græsse i vejkanten og af de buske, der er dukket op på den ufærdige strækning, hvor de på ingen måde forstyrres.
Skatteydere skal måske til lommerne
3,7 milliarder euro formodes at være de konkursramte motorvejsselskabers samlede gæld. Og dette udestående er i spil, når Fomento nu forhandler med skattemyndighederne (Hacienda) om at oprette et statsligt selskab, måske i fælleskab med visse af de private selskaber, der skal overtage driften.
Ministeren for Fomento, Ana Pastor fra regeringspartiet PP, ønsker ikke, at øvelsen skal blive en byrde for skatteyderne, og hun mener, at indtægterne fra billisterne skal kunne dække udgifterne. Men de nuværende selskaber kan knapt betale renterne på deres lån med disse indtægter, og det er svært at se, hvordan staten skal kunne tage dette hårnålesving, uden at skatteborgerne skal en tur forbi hæveautomaterne.
Ifølge finansavisen El Economista forventes ministeren for Hacienda, Cristóbal Montoro, ligeledes PP, trods alt at godkende nationaliseringen, hvilket kan ske allerede i oktober.
Derefter venter dog stadig et forhandlingsarbejde med Seopan, der er paraplyorganisationen for motorvejsselskaberne, blandt andet om, hvor stor en andel, de private selskaber skal have i det kombinerede selskab, som regeringen vurderer vil få en værdi på 608 millioner euro. I øjeblikket forlanger Seopan 50 procents ejerskab til de private, mens Fomento som udgangspunkt er villig til at give dem 20 procent. Nogle af selskaberne er gået konkurs, og i de tilfælde forudses det, at låneudbyderne, altså bankerne, kommer på banen og får andele i et nyt, delvist statsejet motorvejsselskab.
De private selskabers gæld på 3,7 milliarder skal ikke, som det tidligere har forlydt, overtages af staten, men, hvis planen ellers som forventet får grønt lys, afdrages over de næste 30 år.