En spaniensdansker ser tilbage (del 9)

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Holger1
 
Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.

84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned skal vi læse om Holgers liv som landstryger og pensionær. Her beskriver han den eventyrlige tilværelse på kysten som vandrer under Franco, den gang kvinderne stod for de huslige pligter.
 
En klostercelle med toilet på gaden
Hvis man er en rigtig rygsæksrejsende, føler man en naturlig solidaritet med vagabonder og skærslibere. Vi burde stå i en fælles fagforening eller i hvert fald i en selskabelig forening i stil med ‘Eventyrenes Klub’. Et vigtigt problem har vi tilfælles: Hvordan får vi et billigt måltid mad næste gang, vi bliver sultne? Og senere på dagen: Hvor kan vi sove i nat?
I dag, når jeg i min magelighed kører forbi landevejens riddere i min bil, hilser jeg altid på dem med kammeratlig respekt.
Jeg er ikke klar over, hvordan de tackler problemerne, men allerede som dreng meldte jeg mig ind i Dansk Vandrelaug. Det var en genial forening. Jeg husker endnu, hvor skønt det var, når min kammerat og jeg efter en hel dags trampen i pedalerne og seksten punkteringer på de totalt opslidte cykeldæk ankom til et vandrerhjem om aftenen. Med medbragt sovepose var det utrolig billigt.
Men i Spanien var der ingen “vandrere” og selvfølgelig ingen vandrerhjem. Så måtte man lære at blive rigtig landstryger, og det var nogle gange en eventyrlig tilværelse, i hvert fald når man var på kysten. Så kunne man blive ‘beachcomber’, og de kan vist betegnes som vagabondernes adelstand. Intet kunne være skønnere. Jeg mindes stadig tiden med nostalgi, da jeg uden hæmninger eller forpligtelser smed soveposen i sandet på en øde strand og kravlede ned i den for først at komme til bevidsthed igen, når morgensolen blev for insisterende.
Nu er det jo ikke alle steder, man kan være ‘beachcomber’. Alle ved sikkert, at det kniber med kyster og strande i Madrid. Men i den gamle bydel fandt jeg et beskedent skilt med ordet ‘Pension’. I Danmark var jeg vant til at bo på pension. Var det en spansk version? Jeg dristede mig indenfor og oplevede en sjov stemning af noget bekendt og noget helt fremmed. Det var tydeligvis den lavere pæne middelklasse, man satsede på.
Vi var vel en 10-12 pensionærer i alt, og nogle bare for en kort tid. De, der havde været der længst, nød en vis respekt på grund af deres anciennitet. Men helt uden for hierarkiet stod naturligvis señora, som ledede hele foretagendet uden at ryste på hånden. Hun var en bestemt, men venlig og tiltalende dame, der havde forståelse for, at hendes klientel ikke var millionærer. Hun spurgte mig, om jeg var interesseret i at dele et dobbeltværelse med en anden og på den måde spare penge. Den form for hotelophold havde jeg aldrig været ude for før, men hvorfor ikke? Og hun havde åbenbart god sans for, hvem hun lukkede sammen. Ham, jeg delte værelse med, var ‘marinero’, styrmand, der holdt ferie i Madrid, mens hans skib lå i dok i en havneby i Nordspanien. Han var en rolig og sympatisk fyr, der talte godt engelsk, og som jeg hurtigt blev gode venner med.
Når siestaen begyndte, indfandt pensionærerne sig. De havde selvfølgelig deres faste pladser ved spisebordet, og de “gamle” havde ydermere deres personlige vinflasker, som var forsynet med deres navne og blev opbevaret i et skab bagved, men blev sat frem til hvert måltid. Vi andre, novicerne, kunne købe vin til maden. Den var så billig, at jeg ikke forstod, at de gad have al det postyr med private vinflasker, hvad jeg bemærkede til min ven, sømanden. Men her var noget, jeg ikke havde forstået, sagde han. Pensionærerne kom fra alle egne af landet, og hver egn havde sin “vino terrano”. Den var så uovertruffen, at alt anden vin ikke var værd at drikke. Så hver gang de havde været hjemme, bragte de nogle flasker vin med sig, som de værnede om, som var det guld.
 
Holger2
 
Det var ikke noget problem at finde natlogi til en billig pris. Selv i de mindste byer var der altid et lille hotel, et hostal eller en pension, eller hvad de nu blev kaldt. Det var ikke den store luksus, de bød på, men modsat de billige hoteller i storbyerne havde de ikke den lidt triste slumagtige stemning, som man hurtigt blev indfanget af. Jo mindre og mere primitive de var, desto behageligere. Det var som regel kvinderne, der stod for “hotelvirksomheden”, og det kunne man mærke. Kvinder er omhyggelige og ansvarsbevidste, og de små enkle værelser var pinligt velholdte og sengetøjet på den sirligt redte seng duftede af sæbe og renhed.
En lille landsby, jeg kom til en aften, havde også et lille hostal, og señora viste mig et lille værelse eller kammer udstyret med et bord, en gammel stol og naturligvis en seng. På den hvidkalkede væg lige over sengen hang et billede af den hellige jomfru, der kiggede blidt ned på hovedpuden. Kunne det være mere trygt? Netop sådan forestillede jeg mig, at en nonnecelle i et kloster ville se ud. Smukt og kysk og jeg følte mig fristet til at gå i seng med det samme.
Men først skulle jeg jo spise aftensmad, for den og morgenmaden den næste morgen var inkluderet i prisen. Den var så lav, at jeg troede, jeg havde hørt forkert. Jeg var eneste gæst, men da jeg kom ind i spisestuen, sad husets herre for bordenden og så meget betydningsfuld ud. Han mindede om hanen i en lille hønsegård. Mænd og haner har en fantastisk evne til selv i den mest overflødige situation at virke som den, der styrer verden. “As useless as tits on a bull,” ville en amerikaner vist sige. Jeg hilste høfligt på ham og tog min gamle stråhat af. Han sad ved bordet med en gammel fedtet kasket på hovedet, men den blev ikke taget af. Tværtimod gav han mig besked på at tage min hat på igen, for her var man hverken snobbet eller fin på den. Og så sad vi der som et par pashaer og “dinerede” med vores ulækre hovedbeklædning på, mens señora vimsede omkring og vartede os op og bestræbte sig på at gøre det hele så lækkert og indbydende som muligt.
Da middagen var overstået, skulle der naturligvis vaskes op og gøres rent og den slags pjat, som kvinderne tager sig af. Husherren havde alvorligere ting at tage sig til, for nu skulle der udfyldes formularer til politiet til aflevering næste dag. Det kunne være svært nok med almindelige spanske gæster, men med sådan en som mig var det en virkelig alvorlig affære. Kunne det i det hele taget lade sig gøre? Men ved fælles indsats og ved at bruge hele aftenen klarede vi den. Nu skulle jeg bare sætte min underskrift, og det gjorde jeg. Men den var han bestemt ikke imponeret over og tvivlede på, at politiet ville godkende den. Han kiggede tvivlrådigt på den, og så tog han en kuglepen og tilføjede nogle gevaldigt flotte kruseduller og kunstfærdige sløjfer og så meget tilfreds ud. Det er den flotteste underskrift, jeg nogensinde har afgivet, og med den ville selv Francos mest mistænksomme politimand aldrig tro, at jeg hverken kunne være kommunist eller rød.
Før jeg gik hen til min hyggelige klostercelle, spurgte jeg diskret, hvor toilettet var. Han skubbede sin fedtede kasket lidt op i panden og slog ud med højre hånd som en romersk hærfører: “En la calle” som om, det var hans private gade, som han storsindet stillede til rådighed. Nå, gaden var mørk og mennesketom. Man skal jo heller ikke være så sippet.
 
I næste nummer af La Danesa skal vi læse mere om Holgers rejse som blaffer. Denne gang med en tur på politistationen og derefter en tur i en stor og flot amerikansk bil forsynet med diplomatplader.
Af La Danesa. Foto af Nanna Lunnemann

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa