Hvorfor egentlig løbe et maraton eller gennemføre en ironman, når det
tilsyneladende ikke handler om sundhed? Kemi i hjernen, mener
sportslægen. Et stigende behov for at skabe sig en identitet, svarersportspsykologen.
Den kemiske forklaring på vores behov for ekstreme sportsudfoldelser skal
findes i hjernen. Ved fysisk aktivitet frigives blandt andet signalstofferne
dopamin og endorfin. Dopamin udløses, hvis vi når vores mål, får succes,
oplever stor nydelse eller ved indtagelse af narkotika, og det giver os en
tilfredshedsfølelse. Stoffet styrer altså hjernens center for belønning og er en
af drivkræfterne bag alle positivt motiverede handlinger, hvor der er tilknyttet
en oplevelse af velvære og glæde.
Endorfiner er som narkotika
Endorfiner produceres blandt andet ved hård fysisk træning, forelskelse, sex
og latter. Stoffet er op mod 300 gange stærkere end morfin, og udover at virke
smertelindrende giver det også en følelse af succes, energi og godt humør.
Det er desuden endorfiner, der forårsager ‘Runner’s High’, som er den
ruslignende tilstand, der opnås under og efter hård træning. Det forklarer
ortopædkirurg og sportslæge hos Team Danmark Morten Storgaard.
“At træne syv gange om uge fordrer i den grad træningsafhængighed, da
endorfiner jo er et morfinpræparat. Jeg har selv dyrket eliteidræt, og jeg kan
huske, hvordan det var, hvis man ikke skulle ud at træne to dage i træk. Det
var ligesom at være en løve i et lille bur.”
Afhængigheden kan være skadelig
Sidste år blev der på Friedrich-Alexander-Universität i Erlangen-Nürnberg
foretaget en undersøgelse blandt 1089 sportsudøvere. Resultatet viste, at
næsten fem procent af de adspurgte idrætsfolk var i fare for at blive
afhængige af at dyrke sport. Og det er problematisk, da det ofte medfører, at
de sætter deres egen sundhed på spil ved at ignorere kroppens
advarselssignaler og fortsætte træningen trods svære smerter.
Dr. Heiko Ziemainz er en af personerne bag studiet. Han påpeger, at det
særligt er yngre udøvere inden for løb, cykling og netop triatlon, som har
størst risiko for at blive decideret afhængige. Ligesom faren naturligvis bliver
større, jo flere år man dyrker udholdenhedssport. I undersøgelsens
pressemeddelelse skriver han;
“At udvikle afhængighed af at dyrke sport ser ud til at være forbundet med
visse personlighedstræk. Det er særligt mennesker med dårligt selvværd,
hang til perfektionisme og behov for megen struktur, der er i farezonen.”
Identitetsskabelse og selvrealisering
Behovet for at skabe sig en identitet kan ifølge cand. scient. i idræt og
psykologi Morten Hansen forklare, hvorfor flere almindelige mennesker kaster
sig ud i langt fra almindelige sportslige udfordringer. Morten Hansen står for
adventurelinjen på Oure Højskole foruden at arbejde med sportspsykologi og
mentaltræning i Dansk Idrætsforbund og hos Team Danmark. Han påpeger,
at mange i kølvandet på finanskrisen har fået et mere omskifteligt arbejdsliv.
Så der hvor jobbet tidligere blev brugt som identitetsmarkør, er der nu altså et
tomrum, som sporten kan udfylde.
“Vi har brug for at hænge os selv og vores identitet op på noget. Og der har
ekstremsporten og dens risici en særdeles nyttig effekt, fordi den har en
kæmpe fortælleværdi. At udføre en ironman medfører ofte, at grundlaget for
hele ens livsførelse, og måden hvorpå man tilrettelægger sin hverdag,
ændres. Det fortæller altså en historie om et menneske, der er i stand til at
sætte sig nogle mål og efterleve dem. At man er struktureret og har mange
ressourcer. Det er ekstraordinært at udføre sådan en præstation, og det er
ofte noget, folk skriver på CV’et.”
Prestige og blærerøvsfaktor
Udover det fysisk hårde i at gennemføre en ironman er det også en
udstyrssport. Svømmedragten skal helst være specialudviklet, så den har det
rette greb i vandet og den passende opdrift, og cyklerne skal være lette som
fjer og koster snildt over 100.000 kr.
“Hvor der tidligere var meget prestige forbundet med eksempelvis golf og
sejlsport, ser det ud til, at langdistanceløb og ironmans har overtaget den
plads. Men jeg tror ikke, at motivationen for selve sporten er sundhed.
Motivationen er den bedrift, der ligger i at gennemføre så hård en præstation.
Det er jo ikke noget, man kommer let til, og ens resultater kan sammenlignes
direkte med andres. Det siger dermed noget meget konkret om, hvor god du
er.”
At der er blærerøvsfaktor i at kunne kalde sig halv eller hel ironman, er de tre
danske triatleter Sanne Herlevsen, Tom Jensen og Jacob Lindgreen da heller
ikke helt uenige i.
“Det der med at blive ironman, det er der noget fedt over. Det er det samme,
som hvis man løb en maraton for 20 år siden. Det var virkelig noget, der
indgød ærefrygt,” afslutter Jacob Lindgreen, der ikke lægger skjul på, at han
misunder Tom Jensens titel som ægte jernmand.
Af Runa Louise Ammitzbøll Flügge, runa@norrbom.com
