Immigrationens væsen: Bageren fra Argentina

 

Argentinske Miguel Bengolea er 52 år, og har de sidste seks år boet i Málaga med sin kone Antonia på 51 og sønnen Nahuel på 23 år. Han har i dag sin egen bagerforretning, og han er en af de mange argentinere, som hvert år forlader Sydamerika i søgen efter en bedre fremtid et andet sted. I otte år boede familien som papirløse i Miami, men usikkerheden blev for meget, og de immigrerede til Málaga, hvor der var frihed og sikkerhed for familien. I dag er han mere knyttet til Spanien end til Argentina, hvor han mistede alt, da landet i 2001 ramte den økonomiske bund.

 

 

Flugten fra et usikkert hjemland
Rejsen til Spanien tog sit udgangspunkt i ønsket om at kunne leve og rejse uden frygt for at blive sendt hjem til Argentina. For Miguel Bengolea var og er fædrelandet nemlig forbundet med alt andet en tango, røde bøffer og en energisk fodboldkultur.
“Det er et smukt land, og jeg savner naturen og kulturen, men jeg har intet tilovers for samfundet, der er barskt og brutalt.”
Den finansielle krise slog bunden ud af den argentinske økonomi i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’er, og store dele af befolkningen fik for alvor at mærke de omfattende konsekvenser, som efterfulgte.
Krisen i Argentina kulminerede i december 2001 og efterfølgedes af voldsomme uroligheder, som tvang to præsidenter til at gå af inden for 14 dage. Herefter overtog Eduardo Duhalde magten, og for at få styr på den synkende skude lod han peso’en falde til det halve i værdi. Budgettet for 2002 blev barberet med 14 procent, mens arbejdsløsheden steg med hele 25 procent, og landet måtte igennem lange forhandlinger med IMF om nye lån.
Situationen skabte frustrationer i samfundet, og den voldsomme devaluering af peso’en efterlod personer som Miguel Bengolea uden den penge på lommen – og fra den ene dag til den anden, gik han og familien fra en middelklassetilværelse til et liv i fattigdom.
“Alt, hvad vi havde sparret sammen, blev revet ud af hænderne på os, og min mor kunne ikke længere leve af sin pension. Forinden havde jeg været en del år i hæren, og det land jeg kæmpede for, og var klar til at dø for, stjal nu alt fra mig.”
Miguel Bengolea oplevede, hvordan volden eskalerede, og folk blev desperate, hvilket forstærkede trangen til at rejse væk.
“Man var aldrig i sikkerhed, og hver gang nogen gik ud for at købe ind, vidste man ikke om personen kom tilbage,” fortæller han og fortsætter:
“Og desværre tror jeg aldrig, Argentina ændrer sig”.
Derfor har hele Miguel Bengoleas familie da også forladt det sydamerikanske land til fordel for et andet. Hans 44-årige bror, Carlos, bor i Córdoba og er gift med en engelsk kvinde. Hans anden bror, 48-årige José Maria, bor i Miami, og hans mor Rosa er for nylig ankommet til Spanien og bor hos ham i Málaga.

 

Argentiner i Málaga på godt og ondt
Troen på, at livet i Spanien ville være bedre end livet i Miami, var det, som fik familien til at flytte over Atlanten. Men illusionen bristede snart.
“De første to år var ekstrem hårde. Vi troede, det ville være nemmere at finde et job her for en person i min alder, men det var umuligt, og i en periode solgte jeg empanadas på loppemarkederne. Det gik faktisk rigtigt godt, indtil jeg blev snuppet af politiet, og så begyndte jeg at sælge til restauranterne i stedet for, da så jeg ikke var så udsat.”
Som immigrant i Spanien kan man, hvis man opfylder de givne krav, modtage en økonomisk hjælp på omkring 500 euro om måneden pr. familie. Denne mulighed gav familien en form for sikkerhed og desuden kunne de søge om tilskud kaldet becas til Nahuels uddannelse, hvilket gav dem mulighed for overleve og spare lidt sammen. Miguel og Antonia fik begge sæsonjob på en strandbar som tjenere, og næsten alle pengene blev lagt til side, så de en dag kunne klare sig selv.
“Vi blev klar over, at hvis vi skulle have et fast job, måtte vi skabe noget selv, og derfor besluttede vi os for at åbne denne bagerforretning. Noget af det, jeg godt kan lide ved Spanien, er, at hvis du vil, så kan du også. Men det kræver selvfølgelig, at man finder et job til at begynde med.”
At opstarte egen forretning har dog ikke været uden omkostninger, og i løbet af de sidste fire år har Miguel Bengolea kun haft mulighed for at gå ud om aften to gange med sin kone. Også diskriminationen mod indvandrere i det spanske samfund har ramt familien, der ofte er blevet mindet om, at de ikke har samme ret til at være i landet som spanierne.
“Hvis du et øjeblik glemmer, hvor du kommer fra, så kan du være sikker på, at du bliver mindet om det. Vi har eksempelvis oplevet, at direktøren, der står for at uddele beca’erne, sagde: “Utroligt, at de giver jer økonomisk støtte, og ikke de spanske børn?”, og det er ikke sandt, for mange spanske familier får også hjælp i form af beca’er. Det handler om økonomisk formåen. Min søn har desuden oplevet, at hans lærer har været meget diskriminerende – og det har overrasket mig, at en af de voksne i skolen, er den, som er værst.”

Miguel Bengolea ser dog ikke diskriminationen som noget karakteristik for Spanien, men mere en del af livet som immigrant, da folk ofte føler, at “de fremmede” tager noget fra dem. Og med verden, som den ser ud i dag, hvor der reelt set ikke eksisterer grænser, tror han, at det kun vil blive værre.
“Folk frygter det, de ikke kender, og alle i verden diskriminerer andre mennesker på et eller andet tidspunkt.”

 

 

Frygter for Spaniens fremtid, men ikke længere sin egen
Immigrationsproblemer er ofte til debat i medierne, og for Miguel Bengolea burde politikerne i Spanien, og lederne i resten af verden, have meget mere fokus på at skabe muligheder for mennesker i alle lande, i stedet for at have så travlt med, at fylde egne lommer.
“Korruptionen er et kæmpe problem, da det forvirrer borgerne til at tro, at partier som Podemos er løsningen. Jeg er meget bange for den nuværende situation i Spanien, fordi jeg har set lignende i Argentina, Venezuela og Peru. Det jeg hører her, har jeg hørt før. Da jeg var ung, kæmpede jeg endda for kommunistpartiet i Argentina, men i dag er jeg blevet klogere og ved, at den propaganda, de bruger, kun er for at komme til magten. Når de først sidder der, så falder alle løfterne til jorden. Jeg siger ikke, at PP eller PSOE er gode løsninger, men Podemos’ fremgang gør mig nervøs.”
Når man nævner Argentina og kommunisme, må man også nævne Che Guevara, der for mange mennesker er symbolet på en folkehelt. Det var han også for Miguel Bengolea, der i sine ungdomsår fulgte i Guevaras fodspor. Men i dag ser han ham ikke som andet end endnu en mand, der havde et standpunkt, indtil han kom til magten.
“I et interview blev han engang spurgt: “Hvis du føler sig som argentiner, hvordan kan du så forsvare at sidde i regeringen i Cuba og kæmpe for et land, der ikke er dit? Til det svarede han: “Jeg er fra det land, som giver mig mad på bordet”. Og her er vi faktisk enige. Jeg føler mig spansk, og kæmper gerne for Spanien, da det er det land, som giver mig mad på bordet.”
Miguel Bengolea tror ikke, at de nogensinde vender tilbage til Argentina. Han har ikke meget tilovers for det land, som stjal alt fra ham, og glædes hver dag over livet her.