Arbejdsmarkedet gør Spanien syg

 

 

Reform fra ’84 er en del af forklaringen
I begyndelsen af firserne befandt Spanien sig i en svær periode. Der var oliekrise, landet gennemførte landbrugsreformer, flere immigranter kom til på samme tidspunkt, som kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden steg støt, og en tydelig mistillid til landets økonomi skræmte investorer og arbejdsgivere, der afholdte sig fra at ansætte på kontrakt. For at komme problemet til livs besluttede daværende statsminister, Felipe González, at gennemføre en arbejdsmarkedsreform, som skulle skabe mere fleksibilitet. Det blev nu muligt at ansætte på korte, midlertidige kontrakter, og det genererede da også ved første øjekast mere arbejde. Fra 1984 og syv år frem blev der nemlig skabt 1,7 millioner nye midlertidige jobs, men desværre blev 1,4 millioner faste jobs erstattet i samme periode. De korte kontrakter blev hurtigt en integreret del af arbejdsmarkedet, og i 1993 bestod 4,4 millioner arbejdspladser således af midlertidige jobs, eller hvad der svarer til 30 procent af den arbejdsdygtige befolknings beskæftigelse.

Prisen for en mere fleksibel arbejdsmarkedsstruktur skulle dog blive høj – ikke mindst for arbejderklassen, som nu gik en usikker fremtid i møde. Arbejderens status og rettigheder blev nemlig forringede med reformen, og så skabte den en uheldig modus operandi på arbejdsmarkedet. Den nye fleksibilitet gjorde det nemlig attraktivt, og ikke mindst legalt at benytte sig af “brug-og-smid-ud-kontrakter”.
I dag er landets to største beskæftigelsesområder, bygge- og turistsektoren, bygget op på denne praksis, og det gør dem til usikre brancher at befinde sig i. Et stort problem, mener flere fremtrædende økonomer, som peger på, at det er med til at opdele samfundet i to ulige verdener.

Som professor i Økonomi fra det Europæiske Institut i Firenze, Juan José Dolado, udtaler til avisen El País: “Den ene del af arbejdsmarkedet minder om Hong Kong, og den anden del om Sovjetunionens højesteret.” Eksemplet bruger han til at forklare forskellen mellem de midlertidige arbejdere, som er nemme at afskedige, og de med en fast kontrakt, som nærmest ikke kan fyres.
“De midlertidige kontrakter er ikke dårlige som så. Problemet er den dobbelthed, de genererer på arbejdsmarkedet. De skaber forskel i forbindelse med den enkeltes levemuligheder,” forklarer han.
En stor del af den spanske befolkning, kan således ikke skabe sig en stabil tilværelse.

 

 

Manglende fokus på eksport og ressourcer
En anden del af forklaringen på det haltende arbejdsmarked i Spanien er, at økonomien netop er bygget op omkring de “usikre” sektorer (konstruktion og turisme), hvor man især benytter sig af midlertidige kontrakter. Det gør, at landet og befolkningen er meget afhængig de konjunktursvingninger, verden rammes af, hvilket krisen i 2008 er et tydeligt eksempel på. Alt gik i stå. Byggeprojekter blev henlagt og hoteller lukkede på stribe, da kunderne, som også blev ramt af krisen, hverken havde råd til ferier eller investeringer i nye boliger. Tilbage stod Spanien med en stangeret økonomi og 2,7 millioner nedlagte midlertidige arbejdsplader (i alt 3,7 millioner færre jobs på hele arbejdsmarkedet).
Derfor burde man i stedet rette fokus på eksportsektoren og de mange ressourcer, landet ligger inde med. Modsat i dag, hvor produktionen af fødevarer nærmest kun dækker den interne efterspørgsel. Som professor i Økonomisk Politik fra Universidad Autónoma de Barcelona, Josep Oliver, pointerer i El País: “Der er en strukturel effekt, som favoriserer de korte kontrakter og en et institutionel ramme, som gør det samme. Men det vigtigste problem at fremhæve er, at Spanien ikke har eksporten som akse i økonomien. Man tager ikke den industrielle sektor alvorligt. Det er i dag en model baseret på en overflod af varer til den nationale efterspørgsel.”

For at Spanien kan komme den høje arbejdsløshed til livs, skal en grundlæggende strukturændring således til på to fronter. Først skal lovgivningen for de midlertidige kontrakter revurderes, og så skal der mere fokus på eksporten af den mange ressourcer, landet ligger inde med. Det første halvår af 2015 faldt arbejdsløsheden gentagene gange i Spanien, og det samme gjorde den efter en økonomisk solbeskinnet sommer, hvorfor Spaniens statsminister, Mariano Rajoy, gentagende gange har proklameret, at krisen nu er ovre. Desværre tyder noget på, at det ikke er tilfældet for arbejdsmarkedet, selvom de seneste arbejdsløshedstal i dag ligger under de magiske fem millioner. For bag de positive tal gemmer der sig desværre end kedelig tendens. I dag står 4.850.800 personer (21.18 procent) uden for arbejdsmarkedet, hvor det for fire år siden i samme måned var oppe på hele 5.287.300 (22,56 procent). Men selvom flere er kommet i job, så er antallet af “kvalitetsjob” på faste kontrakter faldet betydeligt. Ifølge EPA (agenturet der overvåger arbejdsløsenden i Spanien) har de midlertidige kontrakter og deltidsjobbene nemlig vundet markant mere indpas.

Der har været en stigning på ca. 150.000 nye midlertidige kontraker, samtidig med at flere fuldtidsjob er overgået til deltidsjob (300.000 ca.), og dertil er der blevet nedlagt godt 100.000 arbejdspladser. Det betyder, at selvom arbejdsløsheden er faldet, så bygger faldet på en stigning inden for job, der forringer arbejdsforholdene betydeligt for mange spaniere.
I 2011 bestod 75,2 procent af alle job i Spanien af faste fuldtidsstillinger, men i tredje kvartal af 2015 var tallet således faldet til 73,84 procent. Tallene for arbejdsmarkedet i Spanien viser således tydeligt, at der er kommet flere i arbejde, men desværre er de nye job af en ringere kvalitet, og så mindsker de samtidig arbejderens rettigheder.
Men til regnestykket skal de selvstændige også nævnes, da der i løbet af de sidste fire år har været en betydelig stigning inden for den jobgruppe. For mange har det at etablere egen forretning været en måde at konfrontere krisen på, og så har rabatten på Seguridad Social det første halve år også sat gang i hjulet. Siden 2011 er der kommet 101.000 flere selvstændige til, hvilket er positivt, hvis de også på lang sigt kunne skabe mere beskæftigelse, men desværre lukker mange igen, før de rigtig er begyndt.

 

 

De selvstændige betaler også en høj pris
Spanien ligger på plads nr. 142 på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes’ liste over lande, hvor det bedst kan betale sig at være selvstændig. Listen består af 189 lande, hvor Spanien bliver overgået af lande som både Sydsudan og Zambia, hvilket sender os helt ned på et tredjeverdenslandes-niveau. Årsagen skal især findes i den månedlige kvote, de selvstændige skal betale til Seguridad Social, som uden rabatter og med den laveste kvote, ligger på godt 250 euro. Dertil kommer udgifter til IRPF (indkomstskat) og andre løbende omkostninger. Før du som selvstændig i Spanien kan begynde at betale dine omkostninger til løn, husleje etc., skal du således lægge godt 350 euro fra pr. måned til staten. For de mindre virksomheder er dette en udgift, som i sidste ende får mange at dreje nøglen om inden for de første par år – eller bevæge sig ind på det sorte marked. I sammenligning med andre europæiske lande har Spaniens selvstændige således de dårligste arbejdsvilkår. I Frankrig og Portugal er det gratis at være selvstændig det første år, og i Holland betaler de 50 euro årligt, men skal så selv indbetale til sundhedsvæsenet (100 euro om måneden). I Storbritannien skal de selvstændige lægge mellem 13 og 58 euro om måneden til de sociale ydelser, og tjener de under 7.775 pund om året (10.843 euro), er de fritaget fra at betale. I Danmark er det gratis at have en virksomhed, og den kan oprettes på internettet. Før du behøver at indberette moms, skal den årlige indtjening nå over 50.000 kr.
Som arbejdsgiver i Spanien skal du desuden betale knapt 40 procent af, hvad der svarer til medarbejderens løn til Seguridad Social. Det vil sige, har virksomheden en ansat, som får 2000 euro i løn, skal der lægges ca. 800 euro oveni, til den sociale sikring – endnu en medvirkende faktor til, at ikke flere bliver ansat på fast kontrakt.

Dertil kommer også, at virksomheder kan komme i knibe, hvis de først ansætter medarbejdere, og senere må erkende, at projektet ikke kan fungerer. For det at skulle afskedige en medarbejder på kontrakt kan ende med at blive meget dyrt. Det skyldes, at man som virksomhedsejer skal efterbetale en sum penge i godtgørelse for en fyring kaldet finiquito, hvis fyringen ikke er af disciplinære årsager. Her skal virksomheden kompensere for den tid medarbejderen har været ansat, manglende ferier og bonusser, hvis der eksisterer nogle. I dag optjener en medarbejder ca. 30 dage om året, som er dennes “afskedigelsesløn”. Det vil sige, tjener medarbejderen 100 euro om dagen og har været ansat i fire år, så skal 30 dage x 100, hvilket så skal ganges med fire = 12.000 euro, hvilket er prisen, virksomheden skal betale for fyringen. Et stort problem for flere virksomheder under krisen, hvor mange ellers veletablerede firmaer blev slået ud på grund af nødvendige fyrringer. Andre problemer med denne afskedigelsesordning er, at det kan give arbejdstageren incitament for at fremprovokere en fyring – og at i sagens natur afholder mange fra at ansætte personale på faste kontrakter.

 

Ung i en jobløs verden
Mange af de spaniere, som i dag prøver lykken som sin egen chef, er desuden unge, som har haft svært ved at finde arbejde under krisen. Og arbejdsløsheden blandt unge er stadig alarmerende høj. I dag står 46,58 procent af Spaniens unge under 25 år uden job, hvilket blandt andet skyldes arbejdsmarkedsmodellen. De midlertidige kontrakter går nemlig primært til denne befolkningsgruppe, hvor de faste job i højere grad tilfalder den lidt ældre befolkning, som ofte sidder i samme job i mange år. Et andet problem med så mange arbejdsløse unge er, at en stor del må tage middelmådige servicejobs, som de er overkvalificerede til, og prisen for en uddannelse bliver således meget høj, da de aldrig får den brugt. Derfor tager stadig flere unge til udlandet, hvor de har flere jobmuligheder, men her er konsekvensen, at Spanien i fremtiden sandsynligvis kommer til at mangle kvalificeret spansk arbejdskraft. Et andet kritikpunkt er virksomhedernes mulighed for at lave ulønnede praktik-kontrakter, da det tillader, at de gratis kan benytte sig af praktikanter i stedet for at give job til de mange nyuddannede. Her foreslår eksperter som Sandalio Gómez fra Madrids Handelsskole, IESE, at man i stedet burde lave en særlig “ungdomskontrakt” med fordele for begge parter, og han opfordrer virksomhederne til at tage deres del af ansvaret. Udfordringer er der således nok af for den kommende statsminister, der efter parlamentsvalget i slutningen af måneden skal lede Spanien de næste fire år. Spørgsmålet er bare om Rajoy, Sánchez, Rivera eller Iglesia formår at skabe de fornødne ændringer, som kan forhindre, at 20 procent af Spaniens arbejdsdygtige befolkning om 30 år stadig står i venteposition i jobkøen.