Acueducto de San Telmo – et monument fra dengang Málaga tørstede

El acueducto de San Telmo er Málagas længste monument, ja det er intet mindre end 11 km. langt. Akvadukten blev bygget i 1780erne for at dække byens store mangel på drikkevand. La Danesas udsendte er draget i felten for at finde resterne af dette 230 år gamle monument (nu erklæret “bien de interés cultural”) og fandt en masse fine broer og besøgte hidtil ukendte kvarterer af byen. Og som bonus dukkede en ny spændende vandrerute op i den sydligste del af Montes de Málaga samt et imponerende vandfald og en vild slugt. Det er fede løjer der venter bagved og i Málaga.

I slutningen af 1700 tallet var Málaga en by i vækst, og den gamle vandforsyning kunne ikke holde trit med byens voksende indbyggertal. Derfor måtte der gøres noget, og det var Málagas biskop, José Molina Lario, der både igangsatte og financierede byggeriet, som på det tidspunkt var Spaniens største hydrotekniske ingeniørarbejde. Topografien bag ved Málaga er ret kompliceret, så der skulle intet mindre end 30 broer til for at vandet kunne nå ind til byens centrum. Vandet blev “tappet” fra floden Guadalmedina i ca. 300 m.o.h., så på den måde kunne det få et pænt fald på indad mod byen. Inde i centrum kunne man tappe vandet fra mindst 5 fine “fuentes”, hvoraf de fleste ligger der endnu.

Hvis man vil se stedet, hvor akvaduktern starter, skal man køre nordpå ad motorvejen imod Antequera (A 45) og derefter straks køre af ved viadukt nr. 4, hvor man kan komme under motorvejen ved km. 138,5. Derefter bliver det vanskeligt, men efter nogen roden rundt fandt vi vejen “Toma del agua” og dernede under motorvejsbroen kunne vi se en kanal, der ledte vand fra Guadalmedina ind i akvadukten. Jeg var glad for at vi fandt stedet, men det er ikke det mest interessante sted. Det er mere interessant længere nede af forløbet, så mit forslag er, at man tager ind imod Ciudad Jardin, hvor en fin rute tager én hen forbi 4 broer inden akvadukten rammer byen. Man kører af ved afkørsel 242 på motorvej E 15 (den der går rundt bag om Málaga) imod Ciudad Jardin og parkerer ved pladsen der ligger i starten af Avenida de Juan Grande. Her starter en meget fin lille vandretur (rundtur) på ca. 7 km., der til sidst fører os hen forbi 4 af akvaduktens broer.
På pladsen ligger der en restaurant og her starter vi med at gå op ad vejen Camino de Casabermeja, der er den gamle vej til Casabermeja før motorvejen kom. Vi går opad og krydser motorvejen på en bro. Derefter passerer vi Hacienda Nadales og hospitalet San Juan de Dios. Lige herfter ser vi et skilt, der peger ind til højre, hvor der står: Sendero Picapedreros – Boticario 650 m. Her går vi ind og inden længe passerer vi to gamle møller: los molinos de San Telmo. Lidt længere oppe ad vejen fortæller et skilt og en portal, at vi nu trænger ind i naturparken Montes de Málaga. Vi befinder os ved naturparkens sydligste punkt, og en herlig bred grusvej leder ind i parken. Biler er bandlyst her, men en masse cyklister drøner op og ned, for det er en meget yndet rute for mountainbikers. Efter et par hundrede meter går en sti skråt ned til højre bagud, og den skal vi bruge senere. Nu fortsætter vi blot, og lidt efter går en ny sti af “ligeud til højre”, som fører vandrerne bort fra cykelvejen og hen til kanten af en meget stejl skrænt. Det er bækken Don Ventura, der er ansvarlig for denne “udgravning” og vildt er det. Et sted er der sat friske blomster og et brev fortæller om verdens bedste “abuela” (bedstemor), der er elsket og savnet. Kan det mon betyde, at hun er drattet ud over kanten her og derved mistede livet? Tja, skrænten er stejlt og dyb nok til det. Uha, uha. Efter denne påmindelse om udvisning af forsigtighed fortsætter vi ad stien indtil den atter kommer tilbage til den brede grusvej. Nu fortsætter vi ufortrødent opad. På et tidspunkt går en “ligeud” sti af imod højre, og den ser interessant ud, så den tager vi. Den går lige hen til ruinen af en vingård, der hed Lagar de Picapedreros. Ruinen afslører, at der var tale om en stor vingård fra dengang, hvor man på disse bjergskråninger dyrkede massevis af vin, lige indtil den frygtede vinlus tog livet af alle stokkene. Vindyrkning måtte opgives, og det var sikkert godt nok, for man havde jo ryddet skoven for at sætte vinstokke, og det havde givet anledning til voldsomme oversvømmelser i Málagas centrum, fordi vinstokkene ikke på samme måde som de fordums fyrretræer kunne holde på regnvandet. Da vineventyret endte, begyndte man derfor at genplante “los montes” med fyrretræer, og det satte heldigvis en stopper for oversvømmelserne.

Vingården ligger meget flot på en lille tunge mellem to slugter – ja det må have været et herligt sted dengang med en smuk udsigt ned over Málaga. Vi fortsætter op forbi ruinen ad en sti og nu ser vi på højre hånd at slugten Don Ventura er gået helt amok med lodrette, dybe sider, og at den ender et par hundrede meter længere henne i en vild cirkelbotn med et vandfald. Den lystige stifinder Erik kunne ikke dy sig for, på trods af sine 70 år og kunstigt knæ, at vove sig ud for at balancere på kanten af det 70 m. lodrette drop. Nok så frejdigt stod han der og lod hånt om tyngdekraften. Han havde nok været sat uden for døren, den dag de havde om Newtons 2. lov. Uha, uha. Jeg havde ikke nerver til at bevidne ekvilibrismen og gik pænt tilbage ad stien, mens Erik kravlede op ad et uhyggeligt vandløbsar. Nu går det ham nok ligesom bedstemor, tænkte jeg, men nej, han stod nok så frisk og frejdig oppe på cykelvejen, da jeg endelig havde fået kæmpet mig derop. Vi havde stor lyst til at fortsætte op ad grusvejen imod bygningen El Boticario (hvor man nu er ved at indrette et “Centro de información de Los Montes de Málaga”), men nu skulle vi partout ned i slugtenden med vandfaldet, inden vi skulle finde akvadukterne, så vi måtte vende om.

 

Et par hundrede meter før vi når tilbage til portalen til naturparken, går en ret bred sti nedad til venstre – vi så den på vejen ud. Den fører ned i bunden af Don Ventura, og dernede drejer vi til venstre for at komme ind til vandfaldet og den vilde bund. Der er ikke mere end 400 – 500 m. derind, så denne afstikker er et must. Stien er lidt “bulet”, men inden længe står vi og kan ikke komme længere. Det er et fascinerende sted – ja jeg har aldrig set noget lignende, for der er lodrette klippesider næsten hele vejen rundt. I dag er der ikke noget vand i vandfaldet, men i regntiden er det faktisk et attraktivt udflugtsmål, fordi det er så vildt og dramatisk, idet vandet vælter ned over klipperne. Vandfaldet hedder El Salto de Picapedrero og er altså “opkaldt” efter vingården, der ligger lige ovenfor.
Vi går ud af slugten igen og følger nu en sti på venstre hånd, der starter der, hvor vi kom ned i bunden. Denne meget fine sti fører lige hen til en af San Telmo broerne, nemlig Puente de Arroyo Hondo (broen over den dybe bæk, alias Don Ventura). Det er en fin bro og vi ser nu, at der ikke længere er ret meget vand i kanalen. Hvis kanalen var tør, kunne man fint gå over på den anden side i den, men vi dyr os og fortsætter hen ad stien, som inden længe afslører steder, hvor man kan se ned i San Telmo kanalen, og lige her er der vand i. Nu dukker der endnu en lille bro op (puente 52), men her er der vand i, så jeg kravler ned i den lille slugt og op på den anden side. Erik derimod, balancerer på kanten af akvadukten og kommer således over i fin men farlig stil. Stien fortsætter nu oven for en mur ind til hospitalet San Juan de Dios og bevæger sig hen imod motorvejen. Vi følger akvadukten, som nu løber i jorden, og snart kommer vi ud på et tomt stykke jord. Her holder vi os oppe på den højeste sti og kommer derved hen til endnu to broer, først Puente del Sastre og derefter Puente de Leoncillo. Hen over Puente del Sastre er der lagt en bred betonplade, som betyder, at man kan gå hen over broen. Det gør vi og kommer dermed hen til Puente de Leoncillo, som er helt tør og som man derfor kan gå i. Men nu stoppes hele herligheden af motorvejen, og hverken vi eller vandet kan komme længere. Vi går tilbage over de to broer og følger nu en cementvej der går ned under motorvejen og ender henne ved et rækværk. Vi kravler over rækværket og går ned ad Calle Benito Menni, som fører os lige ned til bilen.
Nu må vi ned i byen og finde flere broer. Den længste og flotteste bro hedder Puente de los 11 Ojos (broen med 11 buer eller “øjne”) og den er 170 m. lang. Den er nyrestaureret og meget flot, idet den svinger sig hen over dalen skabt af bækken Quintana. Den ligger over for gaden Sancho Miranda i Ciudad Jardin, så det kan man fortælle sin GPS.

Herfra kaster vi os ud i en vild brojagt til fods fra Ciudad Jardin igennem kvarteret Mangas Verdes, hen forbi den historiske kirkegård San Miguel og ind til centrum. Det lykkedes os at finde El Puente de Melero og El Puente de Aceitero i kvarteret Mangas Verdes. Mangas Verdes er et meget interessant og oprindeligt kvarter, hvor helt almindelige mennesker bor. Kvarteret ligger på begge sider af en ret stejl dal og er dermed “kroget” og uordentligt. Det er vist fra før, der var noget, der hed byplanlægning. Puente de Aceitero ligger på kanten til Mangas Verdes og er den sidste bro, inden vandet af sig selv kan løbe ned i byen. Og nu starter tappestederne eller “los fuentes”. Vi fandt den smukke Fuente de Olletas i Olletas kvarteret og Fuente de Los Capuchinos på Alameda de Capuchinos. Nu nærmede vi os centrum, hvor man kan finde El Fuente de los Cristos på Calle Los Cristos. Den sidste “fuente” skulle efter sigende ligge på Plaza de la Merced lige i centrum, men den fandt vi dog ikke. Hvad vi derimod fandt i Málagas centrum var massevis af steder, hvor de solgte is. Og det trængte vi i den grad til efter denne akvadukt- og brojagt, og således berigede af natur, kultur, byliv og is kunne vi endnu engang fryde os over livet i Syden.
Læs mere om San Telmo på: Wikipedia og se hele forløbet ved at Google: Recorrido de San Telmo, Málaga. Og se et kort over vores vandrerute i Montes de Málaga på www.elsebyskov.com under Hikes.

Af Else Byskov, fotos af Else Byskov og Erik Gadegaard