Skuespilleren, entertaineren, komikeren og foredragsholderen Søs Egelind ved noget om, hvordan humor, et positivt livssyn og
det at kaste sig ud i udfordrende ting, som senest ”Vild med Dans” på TV2, kan gøre et liv både sjovere og mere spændende. Hun har
mange personlige oplevelser og erfaringer med at slippe humoren løs i hverdagen og formår at formidle på en måde, der fremkalder
grin og eftertænksomhed.
Søs kan nu opleves på Costa del Sol ved to La Peña de Dinamarca-arrangementer.
I denne artikel fortæller hun om sit liv og om sig selv.
”Er på vej til Jylland og foredrag i dag og i morgen. Og så fuld gang i den fredag i København. Vi tales ved i weekenden”.
Søs Egelind er vanskelig at fange. Altid i bevægelse. Denne fredag i vor danske hovedstad sad hun bl.a. på tilhørerpladserne i Folketinget for at overvære en debat om tilladelse til brug af medicinsk cannabis.
En sådan behandling fik hun i forbindelse med sin kræftsygdom.
”Tænk, hvis folk kunne blive fri for at kriminalisere sig selv, bare fordi de er syge og har smerter. Det er både farligt og urimeligt, at man er nødt til at gå i Pusher Street eller andre lignende steder for at skaffe sig medicin. Farligt fordi de illegale forhandlere jo ligesom ikke har varedeklaration på, så folk kan få noget være skidt.”
Legaliseringen er endnu ikke vedtaget. Men det bliver den, fik Søs ud af debatten.
Livet på landet og i København
Og så fortsætter vi:
”Hvordan forløber en god dag, Søs?”
”Jeg har boet på en dejlig bondegård vest for Hillerød i godt 14 år. Her driver jeg økologisk landbrug i lille skala, men dog med 16 hektar, der bugter sig i et meget smukt landskab – et af de få på Sjælland, der kan hamle op med de jyske vidder, som jeg oprindelig kommer fra. Her bor vi tre generationer i to af de fire længer, og dagen begynder altid med at hilse på de seks ‘hjemmelavede’ islandske heste, der står og venter på at blive morgenfodret. Jeg sætter så stor pris på morgenerne – uanset vejret. Det er et privilegium at kunne følge naturen og årstiderne med en dejlig kop kaffe på en sådan morgenstund – at følge fuglene, der besøger os og dem, der bliver boende året rundt.
Vi kan se havørne, masser af gæs og svaner på træk, rød glente – og den største dag på året er, når stalden igen fyldes af de svaler, der kommer tilbage fra Sahara for at tilbringe sommeren her og få to-tre kuld unger oppe på bjælkerne. Det er så tappert, at de kommer hele den lange vej for at slå sig ned her hos os.
Så dagen starter ude uanset hvad, og hvis jeg ikke skal arbejde inde i København, er der masser af sysler på vort sted. Tiden forsvinder, når man går ude og pusler med et eller andet. Det er ren meditation og meget inspirerende, for man får så mange gode tanker og inspiration med manuelt arbejde og frisk luft. Jeg elsker mit arbejde som skuespiller. Det er en stor lykke at beskæftige sig med det, man allerhelst vil, selvom det kræver mange kræfter ind imellem. Men det er jo også sådan, jeg holder mig i gang og er gladest. Så en god dag kan sandelig også være i selskab med andre kolleger i gang med et eller andet projekt. Sikke en lykke at kunne ”blande” sig på den måde!”
Medmenneskelighed og skam
”Hvilke menneskelige egenskaber sætter du pris på?”
”Storsind og medmenneskelighed. Empati og evnen til at tilgive. Rummelighed og det at være gavmild med sig selv, og det man rummer af kærlighed til andre.”
”Hvad afskyr du?”
”Afsky er et dårligt begreb. Jeg har svært ved at afsky noget. Men lige i øjeblikket synes jeg, vi kæmper med en mangel på etik og moral her i det land, vi kalder kristent. Jeg kan ikke helt forstå den retorik, der benyttes i den politiske debat. Jeg skammer mig over, at verdens øjne er rettet mod Danmark, fordi der snart ikke er nogen grænser for, hvilke midler der tages i brug for at skræmme flygtninge væk. Mennesker, der må flygte fra krig og ødelæggelse. En regering, der i fuldt alvor vil fratage mennesker på flugt deres private ejendele. Det minder for meget om noget, vi troede aldrig skulle ske igen. Og så på dansk jord og ikke i Tyskland under 2. verdenskrig. Det skammer jeg mig så inderligt over.”
Stor lykke at blive mor og skuespiller
”Din største oplevelse?”
”Uhh, dem er der virkelig mange af. Jeg samler jo på de store oplevelser!
Men der er jo intet, der overgår at blive mor. Og det blev jeg. Til to vidunderlige piger. Det er det allerstørste. Og at den ældre Molly nu også har gjort mig til mormor – det hører sandelig også til noget af det største.
Og så oven i købet at kunne følge hende her på gården, hvor den lille familie bor, er i sandhed en stor lykke.
At jeg lykkedes med at blive skuespiller for 33 år siden, det er også stort. Og at jeg har kunnet leve af det, som jeg allerhelst ville, må siges at være meget lykkeligt!
Livet har i sandhed budt på store oplevelser. Sidst at være på dansegulvet i ”Vild med Dans”. Det var simpelthen så sjovt at lære at danse. Og så er jeg nødt til at nævne TV-serien ”Maestro” for nogle år siden. At få lov til at dirigere et af verdens fineste orkestre, Danmarks Radios Symfoniorkester – og så stå på podiet i finalen direkte inde fra det smukke koncerthus… som vinder. Wow, det var stort.”
”Din værste oplevelse?”
”Dem kunne jeg jo også samle på, men gør det ikke. For det er dem, jeg har lært af. Det er dem, der har udvidet min horisont og gjort livet endnu større. Det er bl.a. det, jeg holder foredrag om, så det vil jeg gemme, til vi ses i marts”.
I rampelys og gummistøvler
”Hvordan er det altid at være i rampelyset?”
”Jeg glædes i den grad over, at folk er så søde at tilkendegive deres positive mening. Her, hvor jeg færdes i det daglige, er de efterhånden vant til at se mig i gummistøvler og kedeldragt med håret strittende i alle retninger, så jeg tror, at de fleste har forstået, at jeg er sådan ganske normal… godt og vel. Jeg er ikke verdens bedste til at gå til dit og dat på ”den røde løber” og gør det kun, hvis det er noget i forbindelse med mit arbejde. Husk på: Jeg er JYYYDE!!!”
”Er der ugeblade, du ikke taler med?”
”Jeg havde en retssag med Se&Hør for en del år siden, som jeg endte med at vinde. Så dem har jeg haft et særdeles anstrengt forhold til. I forbindelse med ”Vild med Dans” har jeg måttet slå en streg over gammelt fjendskab, men jeg har ikke lavet interview med dem i mange, mange år – og kommer nok heller ikke til det. Det er for sløj journalistik at lægge sig på lur for at få fotos af kendte mennesker – og helst når de er ulykkelige eller ligner lort eller andet ”guf.”
Hemmelighed og dyre trøfler
”Er der noget, du har fortrudt?”
”At jeg holdt min kræftsygdom hemmelig for pressen. Jeg magtede ikke, at mine børn skulle se mig på forsiderne af tabloid-pressen udnævnt til døende. Men det viste sig, at ungerne led under at skulle holde det for sig selv og kun dele det med familie og venner. Det fortryder jeg inderligt – set i bakspejlet. At kunne dele sin angst og sorg som pårørende er så vigtigt, og det havde nok ikke været svært at forklare sine børn, at pressen elsker at overdrive.
Ellers må jeg sige som Edith Piaf: Je ne regrette rien!”
”Din livret?”
Alt med trøfler – pokkers de er så dyre.”
”Din yndlingsbog?”
Uhhh, den er svær. Der er så mange. Men jeg elsker den japanske forfatter Haruki Murakami og har vist læst alle hans bøger.”
”Er du politisk interesseret?”
”Det er jeg blevet på det seneste. Det kan man ikke undgå, hvis man bare følger lidt med.”
”Din bedste vits?”
”Kender ingen…! Nej, dem kommer jeg ind på i foredraget om humor.
”Vi ses”, siger Søs Egelind med slutbemærkningen: ”Gode spørgsmål, Morten.”
”Senorita de Cómpeta” med hjem til Danmark
Om Andalusien siger Søs:
”Et sted, hvor jeg sandelig godt kan forstå, man slår sig ned. Jeg kommer her gudskelov jævnligt og besøger gode venner – bl.a. en af mine ældste og allerbedste, der har slået sig ned nær Cómpeta.
Under et besøg for et års tid siden, mødte jeg en hund. En stor dejlig sort ung herreløs dame – født i dalen og som løb tynd og forvirret rundt. Vi fik hende gjort nogenlunde tam under mit besøg, og jeg kunne hurtigt mærke, at her var en hund jeg måtte have med hjem til et dejligt liv på landet.
Det var overraskende nemt at få pas og vaccinationer på plads, så jeg hentede hende en måneds tid senere. Og hvilken lykke for os begge.
Hun er en galgo español-blanding, så hun kan løbe stærkt! Og hun fik selvfølgelig det fine navn ”Senorita de Cómpeta”. I daglig tale ”Rita”.
Og her på gården kan hun spæne over markerne og holde styr på det hele. Hun er så klog, glad og dygtig – og noget af mundfuld for min 16 år gamle dansk-svenske Nisse, som ikke gider at lege hele tiden!”
Om mod, overlevelse og glæde
Foredraget ”Kræft, Trit & Retning”
Søs Egelind er dobbelt verdensmester i overlevelse af kræft og deler rundhåndet ud af egne erfaringer i et personligt, livsbekræftende, tankevækkende og positivt foredrag om den livstruende sygdom og hvordan man kan gå igennem en voldsom krise og komme
ud på den anden side som et klogere, mere lykkeligt og taknemmeligt menneske.
Hun fik konstateret lymfeknudekræft og var med egne ord ”syltet godt og grundigt ind fra top til tå”, men overlevede for så at blive ramt af en ondartet modermærkecancer.
Udfordringerne har stået i kø, men Søs Egelind fandt ud af, at alvorlig sygdom kan være en gave, hvis man fokuserer og holder retningen mod overlevelse.
Et åbenhjertigt foredrag – ikke kun om sygdom, men om mod, overlevelse, glæde og kærligheden til livet.
Onsdag d. 2. marts kl. 19.00 hos BoConcept på Mijas-vejen.
Endvidere introduktion af Provectus, der forsker i cancerhelbredelse.
Servering: Tapas og vin.
Entré: 30 euro
Dit dårlige humør bliver ødelagt
Foredraget ”Slip humoren løs”
Med humor som værktøj og våben kan det blive sjovt og anderledes inspirerende at gå på arbejde. Det bliver lettere at overkomme alt det sure – lige fra støvsugning og skattevæsen til ægtefæller og kriser.
Kan man virkelig selv bestemme, hvor sjovt livet skal være. Gu’ kan man så!
Undersøgelser viser, at sygefraværet falder og produktiviteten stiger, når det lykkes kolleger at more sig sammen – også i arbejdstiden.
Søs Egelind er en intelligent kvinde i sin bedste alder som med en farverig pallet af eftertænksomhed, selvironi og nærvær skaber en forrygende oplevelse. Der er meget stor risiko for, at dit dårlige humør er fuldstændigt ødelagt efter et møde med Søs.
Torsdag d. 3. marts kl. 19.00 hos Da Bruno på Mijas-vejen.
Servering: To retters menu med en flaske vin.
Entre: 60 euro.
Søs, kræfter, Provectus og La Peña
Med La Peña de Dinamarcas støtte til cancerhospice Cudeca i Benalmádena og klubbens amerikanske sponsor, Provectus’ forskning i kræft var Søs Egelind ikke et sekund i tvivl om at sige ja, da hun blev kontaktet af La Peña-formanden Morten Møller.
”Jeg kommer”, lød det prompte fra Søs. Også fordi hun gerne vil underholde den danske koloni på Costa del Sol.
Provectus repræsenteres ved arrangementet hos BoConcept af Chresten Hedegaard, MSC Economics og tidligere bankmand, som rejser i det meste af verden for at introducere Provectus ved konferencer, seminarer og lignende. Han formidler endvidere info om Provectus-aktiens status.
I det seneste år er det blevet til mere end 200 rejsedage pr. år i Fjernøsten, Australien og Europa.
Til BoConcept ankommer Chresten Hedegaard således direkte fra Wien.
Han er en utrættelig ildsjæl med tro på, at Provectus bliver banebrydende indenfor kræftforskningen.
Om Søs Egelind
Født: Den 13. november 1958 i Silkeborg.
Erhverv: Skuespiller, instruktør, entertainer, forfatter og komiker.
Udannet som skuespiller ved Aarhus Teaters Elevskole (1979-82).
Som komiker er hun især kendt for sit makkerskab med Kirsten Lehfeldt i ”Søs&Kirsten”.
Søs er stemmen bag dukken Harri i DSBs reklamefilm, hvor Søren Pihlmark spiller Bahnsen.
I 2011 deltog hun i DRs dirigentkonkurrence Maestro, som hun vandt.
Året efter deltog hun i madlavningskonkurrencen Masterchef, som hun vandt.
Ægtestand: Skilt fra den svenske filmfotograf Bjørn Blixt. De har sammen døtrene Molly Maria Blixt Egelind og Carla Sofie Blixt Egelind.
Udvalgt filmografi:
Walter og Carlo – op på fars hat (1985)
Kedsomhedens gåde (1986).
Walter og Carlo i Amerika (1989)
Karlsvognen (1992)
Snøvsen (1992)
Den fantastiske hjemrejse (1993)
Jungledyret Hugo (1993)
Snøvsen ta’r springet (1994)
Skat – det er din tur (1997)
Mimi og madammerne (1998)
Den eneste ene (1999)
Nissernes ø (2003)
Nordkraft (2005)
Lærkevej (2009)
En chance til (2015)
Her købes billetter
Vitamina i Centro Idea
Restaurant Holger Danske i Los Boliches
Restaurant Casa Danesa/Club Danés
BoConcept på Mijas-vejen for arrangementet her.
Og ellers: La Peña Events
events@malaga-support.dk
Tlf. 649 814 842
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001