Den skæve vinkel – Flemming Lockenwitz

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

flemming lockenwitz

Citat
”Der sker ting her i livet, som ikke kan forklares”

Han lindrer smerter. Og får livsglæden frem i folk.
Men Flemming Lockenwitz har også måttet arbejde med sig selv. Livet går op og ned. Også selvom man er født med to gyldne hænder.

Det begynder pludselig at sitre gennem kroppen på Flemming. Og det er ikke et ubehageligt strømstød eller en anden skade forårsaget af arbejdet som tekniker i KTAS. Det er derimod en behagelig sitren, som igennem tre dage fylder ham med glæde og energi. ”Det må være healing,” mener en gæst til et middagsselskab, efter at Flemming spontant har kureret hendes mavesmerter ved at lægge sin hånd på hendes mave. Derefter måtte Flemming finde ud af, hvad det var, der var sket med ham.

De Ukendtes Butik
Bøger om alt inden for det spirituelle univers blev revet ned fra hylderne i De Ukendtes Butik ved Gråbrødre Torv i København. Alt blev gennemlæst. Alt lige fra clairvoyance, håndlæsning og meditation til healing og yoga, som dengang blev betragtet som noget alternativt.
”Indtil da havde jeg aldrig beskæftiget mig med, eller troet på, nogen form for alternativ behandling. Men jeg fandt ud af, at jeg kunne noget særligt,” fortæller Flemming, som øvede sig flittigt på venner og kollegaer. Tilbagemeldingerne var så positive, at han i 1991 åbnede sin første klinik for massage og healing på Østerbro.

100 kilo bænkpres
Flemming er rundet de 60, men kunne sagtens være ti år yngre. Også fysisk.
”Det er ikke nok med healing og massage. Man må også være fysisk aktiv,” griner Flemming, som er flittig i det lokale træningscenter. Tre til fire gange om ugen knokler han løs i halvanden time, så han i dag løfter 100 kg i bænkpres. Og det ses.
”Nyd alkohol i små mængder, hold fingrene fra fed mad og tag et dagligt shot med ingefær, citron og lakridsrod,” er Flemmings tre råd til alle, som ønsker at holde sig i bedre form. Naturligvis kombineret med træning og healing.
– og en lille smule kærlighed.

Kærligheden i kongens bar
En ellers lidt trist begravelse for et par år siden og en gå-hjem-pilsner på Kongens Bar i det centrale København skulle vise sig at blive startskuddet til et nyt eventyr.
”Der har været mere end én pige i mit liv. Jeg har været igennem kærlighedens karrusel,” indrømmer Flemming, som ikke ligger skjul på, han er forelsket.
”Livet er jo fyldt med tilfældigheder. At jeg skulle møde en gammel bekendt på Kongens Bar, som tilmed var på vej til Costa del Sol, havde jeg ikke forestillet mig. Der sker ting, der ikke kan forklares,” slutter Flemming lunefuldt. Manden med de gyldne hænder.

Ti skæve til Flemming

1. Lige nu går jeg og overvejer at…
… starte et samarbejde med Christian Sejr. Jeg har for nylig været til en konsultation hos ham og han er fantastisk til håndlæsning og som medium.

2. Hvem beundrer du mest her i livet? – og har du en helt?
Jeg har ikke en specifik person i tankerne, men jeg beundrer alle, som starter fra bunden og får succes.

3. Hvad har været dit livs største overraskelse? – og skuffelse?
Den positive overraskelse kom for 24 år siden, da min daværende kæreste blev gravid, for hun mente ikke, det kunne lade sig gøre. Skuffelsen kom to måneder senere, da jeg fik en faderskabssag på halsen.

4. Hvad skal der til for, at din dag bliver perfekt?
Godt med klienter som er glade og tilfredse, når de forlader klinikken. Dertil godt samvær med gode venner. Gerne samlet til lidt BBQ og et glas god vino.

5. Hvad er det dummeste du nogensinde og gjort? – og fortryder du det?
Det var nok at stoppe med at arbejde som behandler i Amsterdam. Jeg var af sted tre dage hver fjortende dag og var booket fra morgen til aften. Men jeg valgte at fokusere fuldt ud på Costa del Sol. De to ting kunne sagtens have været kombineret.

6. Din største udfordring i dit liv?
Det var i 2005, da jeg kom for at starte helt fra bunden her på Costa del Sol. Da jeg kom, kendte jeg kun tre mennesker her.

7. Hvilke tre personer ville du helst have en rundbordsdiskussion med?
Mine tre gode venner Jan Wolfgang, Bjarne Damgaard og Teddy Nielsen. Vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, men det ender altid sjovt.

8. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig.
At jeg for en del år siden elskede at male og tog det seriøst. Jeg fik solgt to malerier, forærede en del væk og det sidste hænger den dag i dag på min klinik.

9. Hvor er det skæveste sted på Costa del Sol? – Dit yndlingssted?
Det er Hostal Las Islas i Torreblanca. Det er et fantastisk hyggeligt sted med god mad og service.

10. Hvem kunne du allerbedst tænke dig at få i dine ”gyldne” hænder?
Joachim B. Olsen. Selvom det ville være svært at få rettet op på ham.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa