Begrebet lyder så materielt, men der ligger meget mere bag. Kapitalisme er lig med frihed, fremgang og velfærd – for alle. Det er under den parole, de fleste af os er født, opvokset og opdraget. Derfor er kapitalismen en elementær del af vores baggrund, kultur og livssyn.
Ser vi tilbage, er kapitalismen også en succeshistorie uden sidestykke. Siden slutningen på anden verdenskrig har Vesteuropa levet på en bølge af konstant fremgang. Vi har flere materielle goder og større personlig frihed end nogensinde. Det samme har været gældende i Østeuropa siden Berlinmurens fald for 30 år siden. Netop murens fald satte en fed streg under, at “vores model” er vejen frem. Man kan dog reflektere over, om vi er ved at være nået til vejens ende.
Tager vi et kig over hækken eller ud i den store verden, ser vi nogle hidtil uset store samfundsskel og sociale problemer. Og det gælder næsten alle steder i vores kapitalistiske, liberale verden. Generelt har det frie arbejdsmarked presset lønningerne i bund, samtidig med at kapitalismens spekulation har skudt boligpriserne i vejret. Som enlig med en gennemsnitsindkomst er det i dag grænsende til at være umuligt at købe eller leje en bolig. Det er ikke længere kun et storbyfænomen. Det er livets barske realitet for kapitalismens yngre generation – i hele Europa. Dertil kommer en lang række tal og indtryk, som man ikke skal gøre grin af. I dag har en tredjedel af Spanierne svært ved at komme helskindet gennem måneden, små ti procent af Málaga-borgerne søger regelmæssigt hjælp hos de offentlige boder for madudlevering, og i det ellers så velstillede Frankrig er der i dag flere hjemløse og flere tiggere end nogensinde. Tager vi et kig over Atlanten, ser vi, hvordan en tredjedel af befolkningen i det tidligere så vækstglade og kapitalistisk velfungerende Argentina i dag lever under fattigdomsgrænsen. Jeg har hverken tal eller statistikker for, hvordan det går i kapitalismens moderland, USA, men mit klare indtryk er, vi ikke har grund til at misunde den menige amerikaner noget som helst.
I Danmark går det bedre, tænker mange sikkert. Og det gør det – ingen tvivl om det. Men går det den rigtige vej? Efterlønnen er på retur, og alle ved, det kun er et spørgsmål om tid, før pensionsalderen stiger og den offentlige pension falder. Selv de kapitalstærke tyskere taler om at sætte pensionsalderen op til 69 år! Hvorfor? – fordi de tidligere så stærke kapitalistiske lande er i knæ.
Tag ikke fejl af, at jeg er et stærkt liberalt menneske, der elsker og tror på de frie markedskræfter. Men tag heller ikke fejl af, at hvis ikke den europæiske centralbank var kommet de private europæiske banker til undsætning, da finanskrisen brød ud i efteråret ’08, så var hele vores kapitalistiske korthus faldet sammen. Takket være et kæmpe “anti-liberalistisk” indgreb og en fælles EU-indsats reddede vi på fornemmeste vis bankerne, som er rygraden i vores økonomi – både for erhverv og private.
Andre lande har formået at rejse sig fra tilsvarende, eller endnu større, vanskeligheder. I knaldrøde Kina, og mange asiatiske lande som f.eks. Vietnam, har man reddet sin elskede kommunisme ved at lukke op for kapitalismen. Det er den omvendte verden, men resultaterne giver genlyd.
Tilsvarende kunne jeg sagtens forestille mig en række ”omvendte” tiltag og reguleringer, som vi ellers aldrig havde forestillet os. Det kunne være markante top- og bundgrænser for priser og lønninger og restriktoner for at sikre, der bliver nok til alle. Der er plusser og minusser ved alting, men sagen er, at vi bliver nødt til at tænke i nye baner, hvis vi skal redde vores kapitalisme. Det er ikke kun kapitalismen, der er på spil. Det er hele vores filosofi om frihed, fremgang og velfærd – for alle!
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
