På den anden side: Hvornår forstår vi, at toget er kørt?

Man har snakket om det i et par årtier – og snakken går fortsat. Flere at Solkystens borgmestre har på det seneste tilmed smurt hinandens snakketøj og kræver nu kollektivt, at centralregeringen gør betalingsmotorvejen AP-7 mellem Fuengirola og Marbella gratis, indtil man får udvidet togstrækningen til Marbella. Faktum er, at kystvejen N-340 er blevet stærkt overtrafikeret. Der skal blot en lille punktering til, og trafikken på den gamle tosporede landevej kollapser og skaber uendelige lange trafikkøer. Derfor vil borgmestrene have betalingsmotorvejen ”åbnet”, og gjort gratis, for alle. Tilsvarende vil de have centralregeringen til at udvide kystens togstrækning, så Málaga/Fuengirola-toget når Marbella, for at få løst dagens trafik- og logistikproblemer.

Det er alt sammen gode tanker – men tomme tanker. I stedet burde man have tænkt sig om for mange år siden.

Vi begynder med kystbanetoget og skruer tiden tilbage til 10’erne – altså 1910’erne. Vi skal nemlig over 100 år tilbage for at finde det første spadestik til dagens kystbanetog. Man begyndte i Málaga og nåede Fuengirola i 1916. I 1955 blev godstoget udskiftet med et passagertog med én daglig afgang. Præcis 20 år senere, i sommeren 1975, blev togruten en del af det statsejede selskab ”Cercanías”, som den dag i dag står for driften.

Man behøver ikke hive gamle landkort frem for at få bekræftet, at der hverken i 1916, 1955 eller 1975 var noget byggeri af betydning på Costa del Sol – og slet ikke mellem Fuengirola og Marbella. Områder som La Cala de Mijas, Calahonda, Elviria og Cabopino var knap til at få øje på, for det var ikke andet end en stor håndfuld fiskerhytter og nogle få landbrugsejendomme. Det samme gælder for så vidt Nueva Andalucía, San Pedro og strækningen ned mod Estepona. Dagens luksuriøse ”Golden Mile” var dengang ikke andet end ubrugelig landbrugsjord, hvor kun ukrudtet havde lyst til at gro.

Der var, med andre ord, dengang rigeligt med plads til at anlægge en togbane – både til Marbella og videre mod San Pedro og Estepona. Det havde unægtelig løst dagens trafikale problemer. Men i stedet for at tænke i togskinner, tænkte man i mursten – i alle kommuner. Fred være med det. Det nytter bare ikke noget, at man så i dag beder centralregeringen om en udvidelse af togstrækningen. Det nytter heller ikke, at nogle borgmestre leger kreative og foreslår, at man bygger den mulige nye togforbindelse på søjler over den 40 cm brede midterrabat på dagens N-340. Det er selvsagt alt for smalt og tilmed har kystvejen alt for mange skarpe sving til den type byggeri.

I stedet må vi tage bilen, og det koster, hvis man skal ud på betalingsmotorvejen og hurtigt frem. Det vidste Solkystens borgmestre udmærket, da man for 30 år siden utrætteligt begyndte at tigge regeringen om en ny motorvej fra netop Fuengirola mod Marbella og Estepona. Det var et voldsomt dyrt projekt, og derfor er det i dag også voldsomt dyrt at trille ud på AP-7. Fra starten var det planen, at byggeriet skulle finansieres via brugerbetaling. Og sådan blev det. Derfor nytter det heller ikke, at en række borgmestre nu viser skræmmende tegn på korttidshukommelse og ”kræver” betalingsmotorvejen gjort gratis. Det har man i Madrid selvsagt hverken lyst eller råd til. Midlerne er begrænsede og skal bruges andre steder – blandt andet på afsaltningsanlæg.

Vel skal man aldrig sige aldrig, men chancerne for at læserne af disse linjer nogensinde får muligheden for at stige om bord på et tog til Marbella er mindre end minimale.

Tiden er gået. Toget er kørt.