Er du klar til at spænde livremmen ind?

Vi ved det alle, men er ikke meget for det: Vi skal på slankekur – tilmed en helt ny af slagsen. Vi skal nemlig ikke ned i vægt – men i forbrug. Livet er blevet dyrere, og hvad der tidligere kom ad sig selv, kommer vi nu til at kæmpe for.

Det bliver en hård kur, men det bliver også en kur, som vores spanske naboer tidligere har klaret sig fint igennem. Så der er ingen grund til at pive. De eneste, der i dag har belæg for at pive, er ukrainerne. Det er dybt sørgeligt, der nu igen-igen er krig i Europa efter sølle 30 fredelige år efter rædslerne i det gamle Jugoslavien. Nogle af os mennesker bliver tilsyneladende aldrig klogere. Til gengæld bliver vi alle nødt til at tage en bid af smerten.

Når forsyningerne af gas, brændstof og energi enten mindskes eller blot fordyres, ryger priserne på himmelflugt. Det er præcist, hvad der allerede er sket – og vil ske noget tid endnu. Alle er enige om, at inflation er roden til alt ondt. Alle er også enige om, at krigen i Ukraine er skidt for alt og alle. Men de sorte skyer, der nu trækker sig ind over Spanien og store dele af Europa, kommer ikke alle sammen fra det krigshærgede Ukraine. Jeg tør påstå, at halvdelen af den inflation, rentestigning og økonomiske usikkerhed, vi har i dag, var kommet uanset hvad der er foregået i hovedet på Vladímir Putin. Halvdelen af dagens økonomiske problemer har vi selv skabt. Det er der bare (næsten) ingen, der i dag taler om.

Halvdelen af ”roden til det onde” blev nemlig sået i foråret 2020, da Coronavirussen skyllede ind over os. Meget hurtigt lukkede EU-landene kollektivt ned. Og lige så hurtigt pumpede Den Europæiske Centralbank uvirkeligt store summer af euro ud i samfundene. Man trykkede – ganske simpelt – på seddelpressen. Det er helt okay, for det var eneste måde at få så mange EU-lande og borgere som muligt helskindet gennem krisen. Men alle ved, eller bør vide, at når man foretager en kolossal udvidelse af pengemængden, skaber det inflation. Når man tilmed krydrer en øget pengemængde med negative bankrenter for at animere forbruget, er der dømt efterspørgsel, investering, indkøb og forbrugsfest på den store klinge. Det var præcist, hvad der skete sidste sommer – og frem til i dag.

Efter festen kommer tømmermændene. Det bør heller ikke overraske. Dagens tømmermænd hedder inflation, og den forsvinder ikke af en enkelt panodil. Men vi klarer den – for vi skal klare den. Vores spanske naboer er et fint forbillede. De har nemlig rejst sig efter flere voldsomme hovedpiner. Tilbage i slutningen af 80’erne kæmpede Spanien med nogle gigantiske udlånsrenter på 18-19 procent. Det lyder helt uvirkeligt, men sådan var det. Uvirkeligt er det i dag også at tale om devalueringer, men for spanierne var det dagligdag i flere årtier.

Helt frem til 1992 måtte Spanien devaluere sin peseta for at få gang i salget – gang i sin eksport. Det gjorde varer udefra meget dyrere, men på imponerende vis formåede både erhvervslivet og private at tilpasse sine indkøb så budgetterne holdt. Det er præcis dér, vi alle står i dag. Vi skal tilpasse vores forbrug, smile når der gas i hanen og måske også spænde livremmen lidt ind. Men det nytter ikke at pive. Vi må tro på os selv – og på Europa. Det er i dag et samlet EU, der kæmper for at få inflationen ned. Det er også et samlet EU, der støtter Ukraine og kæmper for at få russerne sat i skak.

Det er i de hårde tider, man viser sit sande jeg. Spanien har flere gange kæmpet sig ud af identiske kriser. Kan de, kan vi andre også. Vi må gi’, hvad vi har!