Det danske magasin i Spanien
Spanske lønninger – ikke så lave?
For mange skandinaver er Spanien det foretrukne, første og eneste land, de flytter til fra det kolde nord. Med skandinaviske lønninger i bagagen indtager vi de spanske kyster, og mange mennesker oplever et ganske anseligt kulturchok, når de bliver mødt af “underbetalte” spaniere i forskellige brancher, uanset om de skal have udført en reparation på bilen eller have flisebelagt badeværelset. Sandt at sige kan man, sammenlignet med den nuværende danske gennemsnitsløn på omkring en halv million kroner om året, tilgives for at tro, at spanske lønninger er lave. Når alt kommer til alt, er Spanien ikke så billig, især ikke i turistområderne. Men hvorfor skal vi altid sammenligne Spanien med Danmark, og er det virkelig så slemt med spanierne, som vi ofte tænker?
 
Med Wikipedia som kilde foretages en lille sammenligning af EU-landene her. Tallene er fra det forrige hele år, dvs. 2018.
 
Danmark har EU’s højeste gennemsnitsløn, og både brutto- og nettoløn i Danmark er højest inden for EU, skønt skatteniveauet med et gennemsnit på 37,01 % også er EU’s højeste.
Ikke overraskende følges Danmark af Luxembourg, Sverige og Finland, som alle har en relativt langt lavere gennemsnitlig bruttoløn end Danmark, men takket være lavere beskatning er nettolønnen ikke for langt væk fra Danmark.
Spanien er omtrent midt på listen som det 13. af EU’s samlede 28 medlemslande. Pladsen deles næsten med Italien, hvor den gennemsnitlige månedsløn kun er 10 euro højere end i Spanien. På 10. og 11. pladsen finder vi to lande fra Nordeuropa, som vi skandinaver kan lide at sammenligne os med, Storbritannien og Belgien. I både Belgien og Storbritannien er den gennemsnitlige nettoløn kun ca. 240 euro højere end i Spanien.
Mange EU-lande opererer med en lovpligtig mindsteløn, og til sammenligning er den på lidt over 8 euro i timen både i Storbritannien og i Spanien. Jeg ser ofte, at spansk løn både kritiseres og latterliggøres, og mange synes oprigtigt, at det er synd på spanierne, der arbejder for det, mange vælger at kalde “slaveløn”. Men hvor ofte får briterne, og andre EU-nationaliteter med de samme lønningsbetingelser, de samme sympatierklæringer?
Statistikker viser ikke altid det fulde billede, og heller ikke tabellen ovenfor. I Spanien betaler arbejdsgiveren sociale bidrag (seguridad social) for ansatte, som er dækket af generel personlig beskatning i de fleste andre EU-lande (muligvis samtlige). Denne del af skatten (pension, A-kasse, sygesikring), som arbejdsgiver dækker, er i gennemsnit ca. 36 % af bruttoløn, og hvis dette bruges til at beregne gennemsnitlig bruttoløn i 2018, vil den for Spaniens vedkommende stige til 2977,04 euro. Det interessante ved at analysere de faktiske tal er, at Spanien derefter vil stige i rangering og ende som nummer syv på listen i EU, dog stadig lidt efter Tyskland, men foran nationer som Frankrig, Holland, Storbritannien og Belgien. Og så ser lønbilledet ikke så dårligt ud for Spanien, vel?
Af Tom Halvorsen, tom@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.