For nylig indtog svenske Greta Thunberg podiet ved åbningen af FN’s klimatopmøde i New York med en meget følelsesladet tale, hvor hun anklagede verdens politikere for at have stjålet hendes barndom. Jeg er glad for, at debatten sparkes i gang, men samtidig sidder jeg også tilbage med en noget tabuiseret holdning – Gretas tale var teatralsk, grænsende til hysteri. Det paradoksale er, at når vi ser på klimaet, er der alle mulige årsager til at være hysterisk. Det forstår den logiske del af min hjerne også godt, mens den anden del himler med øjnene.
Med fare for at lyde som en privilegeret hvid mand kan jeg godt være bekymret for, at fremføringen spænder ben for budskabet. På den anden side, så har Greta formået at få flere til at lytte på ét år end alverdens rapporter og forskere har de sidste 30. Desværre kulminerede talen i en klapsalve fra de selv samme politikere, som Greta dadlede. Stort bifald for flot optræden?
Det er de unge, der skal håndtere den varme kartoffel, og der er ikke noget at sige til, at de tager sagen i egen hånd. For nylig var jeg ude med en gruppe unge mennesker og samle affald i naturen i forbindelse med en artikel, som jeg glæder mig til at dele med jer læsere på et senere tidspunkt. Gruppen havde mobiliseret sig ud af ren og skær desperation.
“Man føler sig jo så magtesløs med alle de ting, man hører om klimaet, så det er rart i det mindste at kunne gøre et eller andet,” sagde en af drengene, mens vi gik rundt og plukkede affald op en søndag eftermiddag.
Selv oplever jeg bekymringen for klimaforandringerne på en mere pragmatisk facon, når der tales boligkøb i vennekredsen. Hvor attraktivt er ‘front line beach’-stemplet egentlig? Havene stiger, og selvom det kun er med ganske centimeter, har disse centimeter altafgørende betydning, når bølgerne står ind over kysten og æder sig igennem asfalt og fundament.
Som en, der efter al sandsynlighed kommer til at tilbringe de næste årtier i Sydspanien, bekymrer regionens klimaproblemer mig selvfølgelig. Vil der være vand nok til Europas drivhus og dets indbyggere?
Tænk blot på avocadoen, som er en sund og lækker men ikke særlig klimavenlig frugt. Der går 2.000 liter vand til at producere et kilo avocado. Det er fire gange så meget som appelsiner. Og der er godt nok mange avocadoplantager i det andalusiske landskab.
Heldigvis er der kræfter, som arbejder for at vende bøtten. For eksempel er akvaponi i rivende udvikling, og store og små anlæg vokser frem over det hele. Akvaponi er vandkultursystemer til at dyrke planter i helt uden brug af jord og med minimal vandmængde i forhold til traditionelt landbrug. Det var noget, jeg godt gad dykke længere ned i ved lejlighed. Måske jeg kan lykkes bedre med en vandbaseret nyttehave end de utallige urter, jeg har fået taget livet på i årenes løb.
LMF
Af Louise Mercedes frank, louise-mercedes@norrbom.com
