Når vi i daglig tale taler om at vandre på ”Caminoen”, er det underforstået, at der menes Den franske Camino fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela, altså vandring fra øst mod vest. Men der findes et utal af afmærkede caminoer f.eks. den Portugisiske Camino fra syd mod nord. Sanne og jeg har gået mange af dem, men især den portugisiske er vores favorit og det er blevet til fem gange indtil videre, siden vi startede med at vandre i 2011.
Denne gang har vi besluttet at prøve noget nyt, nemlig Den engelske Camino fra Ferrol i nord til Santiago mod syd. Den har ifølge overleveringen sit navn, fordi man kom sejlende fra England og
gik i land i Ferrol for at vandre de sidste ca. 120 km til Santiago.
Det er blevet populært at vandre på caminoerne, især den franske, så det er en god idé at vælge en anden rute. Den engelske er knap så populær og derfor er der også længere mellem
vandhullerne (barer/restauranter), hvilket gør, at stort set alle vandrere/pilgrimme holder rast de samme steder. Og det er jo hyggeligt at mødes med de andre. Det er jo også en del af det.
Denne del af Galicien har fået øjnene op for, at der er penge i camino-turismen og hele ruten er blevet afmærket med nye skilte med både muslingeskal og gul pil. Så må vi håbe at vandhullerne snart følger trop.
Vandring i Galicien er simpelthen bare skønt. Den smukke bjergrige og frodige natur, de små lokale samfund, hvor tiden har stået stille. Der er mange små husdyrhold og derfor også mange dyr, som gerne vil ”snakkes” med. Og det elsker vi.
Fra Santiago tog vi bussen til Ferrol, hvor vi bor på et fire stjernet luksushotel Grand Hotel de Ferrol. Sanne er en ørn til at booke vore hoteller hjemmefra og et stort super dobbeltværelse til
47 € kan vist ikke gøres meget bedre.
Ferrol huser en flådestation og er en charmerende by. Der er ingen tiggere/platugler, så vi bliver enige om, at byen er for fattig til at have råd til tiggere. Vi finder caminoens start nede ved havnen og følger den noget af vejen i byen, medens vi leder efter et sted at spise aftensmad. Da intet falder i vores smag, beslutter vi at tage hotellets tilbud med 3 retters menu inkl. drikkevarer, hvid dug og høje glas og en tjener på hver finger. Fint, 25 € for os begge to altså!
Skal det være helt rigtigt, skal man gå fra Ferrol, helt ind i bunden af fjorden til Neda, og ud igen på den anden side. Men der er anlagt en dæmning tværs over fjorden, så den vej tager vi. Det passer bedst med den dagsmarch på ca. 16 km, vi har planlagt. I byen Fene finder vi let tilbage på den afmærkede rute, da Sankt Jacob står og viser vej. Herefter er der ca. 5 km opad, men det er kun ca. 3 % stigning, så det er ikke noget særligt. Resten af etapen er nedad og lige ud.
Pontedeume ligger smukt for foden af et bjerg og ud til Río Eume. Vores hotel ligger lige når vi kommer over broen. Vi får et værelse, pænt stort med udsigt til floden og broen, men hotellet har tydeligvis kendt bedre dage. Byen er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige.
Receptionen har anbefalet os en god restaurant, den opsøger vi i kombinationen bar/restaurant. Tjeneren overtaler os til at tage deres 3 retters menu og uden at debattere dens indhold eller pris, siger vi ok. Køkkenchefen henter os ud i køkkenet og præsenterer os for råvarerne og valgmulighederne. Vi vælger hvide asparges til forret og søtunge (lenguado) til hovedret, desserten er is og frugt. Tjeneren stiller en hel flaske (lokal) rødvin på bordet. Og til hovedret får vi ikke én fisk hver, men tre, men de er jo heller ikke ret store.
Det hele er veltillavet og smager fantastisk, og undervejs falder vi i snak med nogle englændere og lokale spanierne i lokalet. Og hvad skal sådan et herre måltid så koste? 18 € alt inklusive. Joh, vi fattige pilgrimme kommer langt for små penge i Galicien.
Pontedeume til Betanzos
Vi foretrækker at komme af sted ca. kl. 8.30, så har vi fået vores velfortjente morgensøvn, det er lyst og endnu ikke for varmt. I dag vil jeg (Svend) gerne have min rygsæk transporteret og det forsinker os en halv time at få det forklaret til den søde dame i receptionen. Højdekortet siger, at vi i dag skal over tre ret så stejle bjerge. Det holder stik, så ruten er rimeligt strabadserende og ingen vandhuller. Godt vi har forsyninger med i rygsækken.
Vi går langs kæmpe majsmarker og vi kan se duggen ligge nede i dalen. Mange steder går stien gennem små marker med vinstokke, da mange af de små hushold brygger deres egen vin.
Vi når frem til Betanzos, pænt brugte, og slår os ned ved floden med aqua con gas og et par Estrella Galicia, Spaniens bedste øl, når man er Galicien-freak.
Vi finder vores hotel og får endnu en positiv overraskelse. Stort dobbeltværelse øverste oppe, vinduer til tre sider, dvs. kæmpe udsigt, og så er der køleskab, så øllerne kan holdes kolde. Rimeligt trætte vælger vi at gå over på det pizzeria, vi kan se fra værelset, det viser sig at være ret populært og maden fin nok.
Egentlig fortsætter den direkte vej til Santiago herfra mod syd til O Meson do Vento, men vi har bestemt, at vi også vil opleve A Coruña, så turen går igen mod nord i morgen.
Betanzos til A Coruña.
Der er ingen afmærkede vandreruter på dette stræk, så vi vælger at tage bussen her søndag morgen. Det tager ikke meget mere end en halv time. A Coruña er en stor industriby med poligonos industrial omkransende bycentrum. Det lykkes os dog at finde vores hotel, takket være den moderne telefon. Vi har reserveret et superiør værelse til € 86 og tak spids for et værelse. Det viser sig at være en kæmpe suite, soveværelse med en seng så stor, at vi dårligt kan se hinanden, en suite med opholdsstuen med kontor, sofagruppe, minibar, kaffemaskine og et badeværelse man næsten skal have GPS for at finde rundt i. Det passer os ”stakkels forhutlede pilgrimme” ganske godt.
På baggrund af tidligere oplevelser i storbyer om søndagen, var vi bange for at komme til en fuldstændig død by.
Men det bliver da heldigvis gjort til skamme. I receptionen får vi en city guide og bevæger os til den gamle bydel, som er fyldt med gode og hyggelige barer og restauranter. Vi er heldige at finde en populær (viste det sig) og billig restaurant med åben trækulsgrill. Vi bestiller begge pollo à la brasa til 5€ og dertil en flaske Marqués de Cáseres, samlet pris i alt 22 €. Det er drøngodt, og da vi går, er hele gaden fyldt med lokale, der står i kø og venter på bord. Joh, Vorherre smiler virkelig til de angrende pilgrimme.
Længere fremme fanger vort øre leben og høj musik. Det er en slags udendørs diskotek med varierende musik, så os der både kan vores 60’er musik og jazzen fra de foregående 50 år kan være med. Spansk livsglæde på fuld skrue. Og dansen går.
Byen ligger ud til Atlanterhavet og er velsignet med smukke sandstrande og en kilometer lang strandpromenade som bl.a. går forbi byens vartegn Torre de Hércules. Vi kan godt bruge et par dage mere her i byen og på samme hotel, som ligger meget centralt. Men vi skal jo videre.
A Coruña til O Meson do Vento
Højdekurven i dag ser rigtig ond ud, 6,8 km op, op og så rigtig op. Jeg prøver om jeg (Svend) kan få rygsækservice, men det har de ikke herfra, så jeg må indstille mig på strabadsen og lindre min ryg med panodil og voltadol creme. Vi tager en taxa ud af byen til landsbyen Sigrás, da det er træls at gå en hel dag i industriområder. I Sigrás finder vi den afmærkede rute.
Efter et par timers vandring møder vi et lille, meget lokalt vandhul, hvor ”mutter” serverer os æg og bacon. En lokal kommer forbi og starter dagen med en stiv whisky, det ser ud til at ske hver dag, da den bliver hældt op, mens han parkerer sin bil.
Vi går videre og støder så ind i en lokal bonde, der går og klipper hæk. Han vil gerne tale med sådan et par forbipasserende som os, og da vi fortæller, at vi er fra Danmark, lyser han op i et smil og begynder at remse stort set hele kongerækken op. ”Dronning Margretha La Primera, nå nej, La Secunda, får han det hurtigt rettet til, og så kronprins Frederico.”.
Den grimme opstigning kommer i bagende sol, omkring 30 grader i skyggen. Hver gang nogle træer giver skygge gør vi holdt og tørrer sved af panden, og bider så tænderne sammen og begiver os op til den næste skygge. Men sikke en udsigt på toppen, vi kan se helt ud til havet. Vi havde regnet med at bruge ca. 150 minutter til denne væmmelige opstigning, men faktisk er det overstået på 75 minutter. Det skyldes ikke vores præstation, men derimod at højde- og afstandskortet – som så ofte før – er forkert. Herefter passerer vi igen forbi kæmpe majsmarker, det er en hel jungle.
Længere fremme ligger der heldigvis et vandhul og vi er ikke de eneste vandrere/ pilgrimme. De kommer fra såvel Betanzos som A Coruña. Temperaturen er efterhånden oppe på 35 grader i skyggen. Så af med støvlerne og så en velfortjent øl – okay to øl så, tørsten er stor.
Vores hotelvært har tilbudt at hente os her, og da alternativet er at gå tre km i kanten af en befærdet vej i bagende sol, tager vi med kyshånd mod tilbuddet og vi får ”kromutter” til at ringe efter ham.
Vort hotel er fint nok, men er dog en voldsom kontrast til ”fyrstesuiten” vi lige kom fra. Det er jo en del af vandringslivet, at tage tingene, som de kommer.
Hotellet ligger sammen med en tankstation, en slags rasteplads, og er stort set den eneste civilisation på stedet. Tanken har en døgnkiosk, og det har den fordel, at vi her kan købe forsyninger, vand, øl, chokolade mm til aftenen og morgendagens etape.
O Meson do Vento til Sigüeiro
Vi starter dagens etape ca. 7.45. Det er stadig mørkt og vi nyder solopgangen undervejs og ser solens spil i de dugvåde marker og fantastiske spindelvæv. Dagens etape er på ca. 25 km, men kun med lette op og nedstigninger, så det er ren fornøjelse. Vandhuller er der kun et af undervejs, godt vi fik provianteret i døgnkiosken. Og igen passerer vi masser af majsmarker og stubmarker, hvor majsen er høstet. Undervejs i en have ser vi en kat, der er bandefører for en flok ænder. De følger ham trofast rundt i haven. Men så gemmer han sig for dem og de kan ikke finde ham, hehe – slem?
Der er ikke noget hotel i Sigüeira, men Sanne har fundet et herberg, hvor vi har vort eget dobbeltværelse med toilet/bad i bygningen ved siden af. Det er rigtig fint og der er fælles køkken og opholdsstue sammen med to andre værelser. Super, og så i et roligt kvarter. Værten er utrolig sød og hjælpsom. Der er gratis kaffe, te, juice, vand, frugt og kiks.
Byen er en nyere ”flække”, hvor kæmpe lastbiler drøner af sted på hovedvejen i et væk, et sikkert tegn på beskæftigelse og rimelig velstand i området. Der er gode spisesteder, og vi finder et lige om hjørnet, men der er intet at se i byen.
O Sigüeira til Santiago de Compostela.
Nu er tiden kommet til at vi indtager Santiago fra nordsiden. Dagens højdekort viser lidt op og nedstigninger, men ikke noget at pive over, det bliver en let gådag. Vi foretrækker at pausere og få morgenmad efter ca. to timers vandring, men det kræver et vandhul. I dag er vi heldige. I udkanten af skoven og industriområdet finder vi Hotel Castro. Perfekt.
Vi ved, at de sidste fire til fem km ind til Santiago går gennem et industriområde, men da vi ikke har gået her før, har vi besluttet at gå hele vejen ind og tage hele oplevelsen med, god eller dårlig. Den blev god, så det gør vi helt sikkert også næste gang.
Industriområdet er ret nyt at bedømme efter de fine veje og pæne bygninger og udenomsområder. Ruten fører os igennem sjove lokale kvarterer ind i hjertet af Santiago, det var en god oplevelse.
Dagens nemme etape er slut, vi er i Santiago for ”jeg-ved-ikke-hvilken-gang”, efter dagens lette 16 km. Som sædvanlig bliver vi mødt med sækkepibemusik ved katedralen, da området her har keltiske rødder. Vi bor i den gamle bydels mest centrale gade Rúa do Vilar, som er en lille gade med buegange, hvor der ligger forretninger, spisesteder og vores hotel. I gaden ligger også Café Casino, som kan føres helt tilbage til 1873.
Maximino Magariños (som var en kendt og berømt kunster i Galicien 1869-1927) har udsmykket lokalet med 36 træudskæringer lavet som en frise og er med til at gøre stedet et besøg værd. Siden 2002 har det været café.
Næste dag bruger vi formiddagen til at gå på markedet inden vi skal retur til Malaga. Her kommer bønderne ind og sælger deres produkter. I hallerne er der friskslagtede grise (og det er det hele af grisen, der bliver brugt, der er ingen spild), geder, får, høns, kaniner, fisk, deres lækre oste, pølser og skinker, fisk, vin m.m. og udenfor grøntsager, frugt, krydderier, syltetøj, blomster og hvad de ellers producerer. De lokale kommer her om formiddagen og handler ind.
Svend synes det kunne være sjovt at købe nogle krydderier, så det gør vi. Vi går ud fra det er en slags peber ”Repolo de Betanzos”. Så for 1 € får vi en lille pose med disse korn.
Da vi kommer hjem og slår op hvad det er, viser det sig, at det er frø fra den kendte galiciske kål, som man laver suppe på. Retten hedder Caldo Gallego – så blev vi så kloge. Betanzos var jo en af de byer, vi kom igennem på vores camino.
Endnu et fantastisk vandreeventyr er slut – og med super godt vejr igen.
¡Buen Camino!
www.sanne-vandreture.com info@sanne-vandreture.com +34 63 83 42 42 5 +45 24 26 36 10
