Spaniens ukendte koloni

 

Ækvatorialguinea, som landet kaldes på dansk, er en lille centralafrikansk republik beliggende på vestkysten af Afrika, og landet grænser kun til Cameroon og Gabon. Kystsstriben vender mod Atlanterhavet i Guineabugten, og Ækvatorialguinea består af en fastlandsdel, samt fem beboede øer. Lidt mærkværdigt befinder hovedstaden Malabo sig på en af øerne, nemlig den store ø Bioko. Ikke bare det, øen Bioko ligger også meget længere nord end fastlandsdelen af Ækvatorialguinea, lige udenfor kysten af Cameroon. Landet er arealmæssigt lille og har kun ca. 1,3 millioner indbyggere. I tillæg til spansk er også fransk udnævnt til officielt sprog. Der tales også en håndfuld lokale stammesprog. Befolkningen er for det meste katolsk, og næsten 70 % af befolkningen benytter spansk som sit hovedsprog.

Historisk set var Ækvatorialguinea befolket af pygmæer, i lighed med Cameroon, som fortsat har en del stammefolk, der tilhører de oprindelige pygmæer. I 1400-tallet blev landet en portugisisk koloni, og i flere hundrede år var Ækvatorialguinea et vigtigt opsamlingssted for slaver, som skulle fragtes ud fra Afrika i skibe til Amerika. I 1778 blev landet en spansk koloni, og spanierne oprettede kaffe og kakaoplantager, særlig på øen Bioko. En meget god spansk film som beskriver livet i Ækvatorialguinea under kolonistyret er Palmeras en la Nieve, eller ’Palmer i sneen’, som den hedder på dansk, hvis man vil finde den på Netflix. I 1950’erne blev der oprettet flere nationalistiske politiske partier, som krævede uafhengighed fra Spanien, og i 1968 blev Ækvatorialguinea en anerkendt selvstændig republik. Som det så ofte går i Afrika, var den første præsident en tyrannisk diktator, og Francisco Macias Nguemas 10 år lange regeringsperiode medførte, at ca. en tredjedel af befolkningen blev dræbt eller flygtede fra landet. Efter et statskup i 1979, iscenesat af præsidentens nevø, blev præsidenten henrettet, og nevøen Obiang Nguema overtog magten. Han er fortsat siddende præsident, og er i dag den længst siddende præsident i verden. Desværre har han vist sig ikke at være så meget bedre end onklen, og befolkningen lever fortsat i stor nød og fattigdom.

Til trods for navnet går Ækvator ikke gennem Ækvatorialguinea, men derimod gennem Gabon, lidt længere syd, samt østaten São Tomé og Príncipe ude i Atlanterhavet. Nærheden til Ækvator giver et varmt og fugtigt tropisk klima, og til trods for øget nedfælding af regnskoven er store dele af landet fortsat dækket af tæt jungle. Der dyrkes fortsat kaffe og kakao på den vulkanske ø Bioko, hvor hovedstaden ligger, men langt fra i lige stor grad som under koloniperioden. I 1996 blev der fundet olie i havet udenfor Ækvatorialguinea, og landet er i løbet af kort tid blevet en af de største olieeksportører i Afrika syd for Sahara. Dette kunne have givet befolkningen muligheden for at komme ud af fattigdom, og Ækvatorialguinea har potentiale til at blive en af Afrikas mest velstående nationer. Desværre gennemsyres det politiske system af korruption, og størsteparten af de økonomiske indtægter havner i favnen på diktator-præsidenten og hans familie, uden at komme befolkningen til nytte i nævneværdig grad. Til trods for dette er landet optaget som medlem i FN. Som ethvert land med regnskovsmiljø har Ækvatorialguinea et rigt dyreliv, med en række nationale og regionale endemiske arter, dvs. arter, som kun findes her og ingen andre steder. Landet mangler storvildt og typiske afrikanske savannearter som løver, gnu, zebra, leopard, osv., men de har en bestand af skovelefanter, en noget mindre race eller underart, som har tilpasset sig et liv i tæt regnskov frem for savanne. Dyrelivet er truet af nedfælding af regnskoven, som er meget lidt kontrolleret.

I dag er turismen næsten fraværende fra Ækvatorialguinea, selv om potentialet for økoturisme så absolut er tilstede, hvis der investeres i forbedret infrastruktur og faciliteter. Udenlandske besøgende i landet er næsten udelukkende tilsluttet olieindustrien og besøger landet i forbindelse med arbejde. Indtægter fra olie og gas udgør ca. 85 % af BNP, men alligevel er hele 70 % af den beskæftigede del af befolkningen involveret i landbrug og skovbrug, ikke i gas- og olieindustrien. Landbrug og skovbrug udgør kun 5 % af BNP, men beskæftiger alligevel størstedelen af arbejdsstyrken. Foruden olie og gas eksporteres der bl.a. tømmer, kakao og kaffe, palmeolie, bananer og majs, samt andre afgrøder i mindre grad. Ækvatorialguinea har til trods for stigende nedfælding af regnskoven fortsat noget af den sidste tilbageværende regnskov i Afrika, så hvis de havde udnyttet potentialet bedre for øko-turisme havde de kunnet opnå bevarelse af regnskoven for fremtidige generationer, i stedet for den kortvarige profit, som nedfælding af regnskoven repræsenterer.

 

Ækvatorialguinea var ikke det eneste sted, spanierne involverede sig i Afrika, men det er det eneste spansktalende land i Afrika i dag.
Dele af Marokko, specielt den nordlige del, var fra 1912 til 1956 et spansk protektorat, som gik under navnet Spansk Marokko, mens det øvrige Marokko var et fransk protektorat (Fransk Marokko).
Vestsahara direkte syd for Marokko var også et spansk protektorat, fra 1884 til 1975. Det var i denne periode kendt som Spansk Sahara. De næste fire år var Vestsahara under administration af både Marokko og Mauretania, men siden 1979 har Marokko kun gjort krav på Vestsahara. Næsten halvdelen af verdens lande har imidlertid anerkendt Vestsahara som et selvstændigt land, og Marokko anses i stigende grad for at være en okkupationsmagt i landet.
Som de fleste er bekendt med, har Spanin i dag to autonome enklaver i Marokko, Ceuta og Melilla, som repræsenterer Spaniens sidste krampetrækninger på det afrikanske kontinent. Begge anses af Marokko som værende uretmæssigt okkuperet af Spanien.