Seedster 4.0: 350 iværksættere – 50 mentorer – 1 uge – kæmpe afslutningsfest

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Historien bag Seedster

”Ideen til Seedster-konceptet opstod, da jeg boede i Spanien. Jeg havde bygget et kæmpe hus på tusind kvadratmeter og fik af og til folk ned og bo tre-fire-fem dage. Her holdte vi maraton-møder med fuld fokus på mentorship. Jeg oplevede, at der opstod en eller anden form for magi, når folk kom væk fra dagligdagen og fokuserede på deres forretning. De vendte hjem og var topmotiverede.
 
Derefter talte jeg med Kasper Blom, som jeg har været mentor for, siden han var 16 år, og jeg blev sikker på, at hvis jeg kunne gøre det her for tre mennesker, kunne jeg også gøre det for 100. Sådan blev ideen til Seedster født. De 100 pladser blev udsolgt på tre dage og vi fik blod på tanden til at afholde endnu en camp. Seedster 2.0 blev afholdt kun seks måneder senere.
 Det var en kæmpe succes, men ét stort arrangement om året er perfekt. Og der opstår virkelig en magi, når folk kommer væk fra kontoret og dagligdagen,” fortæller Jesper Buch. Og på Seedster campen kommer deltagerne virkeligt væk fra kontoret. Sådan ca. 3500 km. væk. ”Der sker noget, når folk er i det her miljø, hvor de kan hoppe en tur i poolen eller sidde og nyde solen. Så gider de pludselig binde sig til at bruge 18 timer om dagen på at bygge dem og deres forretning op,” fortæller Jesper og understreger igen den unikke stemning: ”Hotellet er hvert år trådt op på scenen med en tak til deltagerne for at være de fedeste gæster. De siger hver gang, at de aldrig har flinkere gæster, og det siger lidt om stemningen. 
Alle, der kommer på Seedster campen, er familie. Denne uge er der ingen, der er mere end andre, uanset om ens virksomhed er 100 millioner værd eller om man er ved at gå konkurs. Og det respekterer deltagerne altså,” fortæller Jesper og fremhæver, at mentorerne også er tilgængelige i såkaldte one-to-one sessions, hvor man kan booke sig ind ganske gratis for 15 minutter af gangen sammen med mentorerne.
 

Tre mentorer fortæller her, hvad de selv har af forventninger til Seedster-campen:

Heini Zachariassen
Heini Zachariassen er stifter af Vivino, som er en web og app, hvor man kan finde de bedste vine ud fra kriterier som pris, anmeldelser, region, osv. I dag arbejder han som bestyrelsesmedlem i virksomheden.
Heinis oplæg hedder ’Sådan disrupter du en $300 milliard industri’. 
”Det er en god titel ikke,” ler Heini på telefon fra Californien, hvor han residerer. Det er første gang, han er med som mentor på Seedster bootcampen. ”Jesper har spurgt mig flere gange, men selvom jeg kommer til Europa ofte, så har jeg bare så vanvittigt travlt, når jeg gør. Men jeg synes, det er et vigtigt koncept, da der ikke findes så mange tilbud på dansk til de virksomheder, der er i deres startfaser. Det er noget, jeg i forvejen beskæftiger mig med, da jeg hjælper mange fra Norden, som ønsker at slå igennem især på Silicon Valley.”

Er der en bestemt industri eller sektor, du foretrækker at arbejde med?
”Nu lyder jeg nok som en gammel mand, men når man har 20 års erfaring, som jeg har, så er mange af de ting, man har lært, ganske anvendelige på de fleste industrier.”
I sit oplæg vil Heini komme ind på, hvordan en udefrakommende kunne vende op og ned på den etablerede vinverden. ”Jeg kommer fra Færøerne og ved nok mere om fisk end vin, men sommetider kan det være en fordel at være den, der ikke ved noget i forvejen.” Da Heini lancerede vinapp’en i 2008 var der 600 andre vinapps på markedet. I dag er der reelt kun én. På Seedster bootcampen fortæller han, hvordan det gik til.
 
Katerina Pitzner
Katerina Pitzner er CEO i Copenhagen Diamond Exchange og professionel diamanthandler. Hun har gennem mere end 20 år handlet diamanter på vegne af private forbrugere og investorer på verdensmarkedets diamantbørser.
”Jeg forventer, at det bliver nogle dage med fokus på iværksætteri og go-getter vibe. Jeg har læst folks kommentarer på nettet og kan se, at det her er en flok mennesker som gerne vil noget,” siger Katerina på telefonen.

”Jeg vil selvfølgelig fortælle om min egen rejse, men jeg vil også give folk noget ekstra, så jeg vil dele ud af de råd og fif, jeg selv ville ønske, at jeg havde vidst, før jeg gik i gang. Det er for eksempel vigtigt for mig at kommunikere, at du kun skal gå i gang som iværksætter, hvis du simpelthen slet ikke kan lade være. Hvis du nærmest er ligeglad med, om du kan tjene penge, men din idé bare skal ud i verden. Det er det samme råd, jeg giver til mine børn. Selvom alle iværksættere ønsker, at deres idé skal blive lønsom, må drivkraften ikke kun være fokuseret på at tjene penge.
Nu er deltagerne på Seedster-campen jo i godt selskab men ellers skal man passe på, hvem man taler om sin idé med. Det skal gerne være med andre, som har gået hele vejen og ikke blot med din søster eller veninde, som måske vil skyde ideen ned ud fra nogle helt forkerte synspunkter.”
Katerinas oplæg hedder ’Diamantjægeren – et liv i rå glimt’.

 
Christian Stadil
Christian Stadil ejer industrikonglomeratet Thornico og er især kendt for ejerskabet af mode- og sportstøjsmærket Hummel.

 Det er første gang, du er med som mentor på Seedster?

”Jeg driver 10 virksomheder sammen med Jesper og derudover er vi venner privat, så jeg kender godt til Seedster og har selvfølgelig fulgt med fra starten. Men det er første gang, jeg selv er med. Det har noget at gøre med, at Jesper gerne har villet optimere den platform, Seedster er. Og så har Jesper jo differentieret sit produkt gevaldigt ved at afholde campen i Spanien. Det gør, at deltagerne kommer lidt væk fra det vante, og selvfølgelig er det også med Jespers præg af fest og farver,” ler Christian i telefonen på vej i bilen til møde i Hamborg.

Godt en fjerdedel af deltagerne er stadig i idéfasen. Er det særligt interessant for en garvet forretningsmand som dig?
Jeg er investor i 25 startup-virksomheder. Det er en enormt spændende proces. Tatoodo, som i dag er verdens største tatoo site, investerede jeg i et halvt år før, virksomheden overhovedet blev oprettet.
Det er en risikopræget fase, men det er også her, du som investor har chancen for at komme ind billigt. Og det er i denne fase, du har mulighed for at være med til at præge personerne i virksomhedens mindset.

Hvad kommer dit oplæg ’tatoveringer og business’ til at handle om?

”Nogle af mine cases. Tatoodo, som er verdens største tattoo-webside, er specielt underholdende, fordi der er en række ’sjove’ investorer med som bl.a. Nikolaj Coster-Waldau. Men jeg vil også fortælle om en række andre relevante cases og uddybe, hvad der er vigtigt for mig, når jeg selv skal investere. Der vil altså være gode råd fra investor- og iværksætterperspektiv, og jeg vil også fortælle om, hvad jeg har lært undervejs i processen.
Og så vil jeg tale lidt om, hvordan det er at drive virksomhed med sin kone,” fortæller Christian, hvis kone er direktør i virksomheden Mät, som sælger økologiske snack-produkter med højt proteinindhold, og som han selv er ejer af. ”Så kan man godt af og til have brug for ’helle’, så det hele ikke går op i virksomhedssnak,” tilføjer Christian grinende.

Christian Stadil har europarekorden for største investering i DR-programmet Løvens Hule med sin investering på to millioner kroner i virksomheden Firtal, som blandt andet driver Helsebixen.dk. For nylig købte Matas Firtal Group ApS for 130 millioner kroner.
 

Seedster 4.0
3. – 9. marts 2019

Campen finder sted fra 3. – 9. marts 2019. Man bestiller selv flybilletter, og kan arrangere samkørsel fra lufthavnen, netværke, m.m. i den lukkede Facebook-gruppe, man bliver tilknyttet, når man booker sin plads.
 
Det koster fra 995 € ekskl. moms at deltage. Prisen er inkl. forplejning samt kæmpe white party-afslutningsfest i ’Buch Mansion’.
 
Der er ingen sidste dag for bookinger – når der er udsolgt, annonceres det på www.seedster.dk. Det er også her, du booker din billet.
 
Deltagerne

De fleste deltager pga. det faglige program samt den unikke mulighed for at netværke. Godt en fjerdedel af de deltagende er i idéfasen, og resten har virksomheder, der befinder sig lidt længere henne i modningsfasen.
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com. Fotos: Ula Bjulver, Robin Skjoldborg

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa