Segovia er en by, man forelsker sig i. Den er charmerende, smukt udsmykket og ser i det hele taget ud som var dens formål at fornøje byens indbyggere og de øvrige besøgende.
Det første man ser, når man kommer til Segovia, er den enorme akvædukt, som løber fra Plaza de la Artilleria og Plaza del Azoguejo, der er byens definitive trafikknudepunkt. Den blev bygget af romerne for snart 2000 år siden og er en af Spaniens allerstørste turistattraktioner. Det eventyrlige bygningsværk, der på højeste punkt måler over 28 meter, består i alt af 20.400 granitblokke, som udgør smukke buer i to etager – skabt helt uden mørtel eller anden form for bindingsmiddel. Man ledte vandet fra Rio Frio, 18 km derfra, og gennem et smukt landskab, før det nåede til Segovia. Akvædukten menes at have haft en kapacitet på 20–30 liter pr. sekund.
Men ingen ved, hvorfor denne fantastiske akvædukt blev bygget. Der boede kun 100 mennesker i Segovia da romerne – af en eller anden mystisk grund – skabte dette imponerende bygningsværk. Den bedste forklaring, man har kunnet finde, er, at de muligvis planlagde at anlægge en stor by i dette område. Akvædukten og den gamle bydel i Segovia blev allerede i 1985 optaget på Unescos verdensarvsliste.
Et besøg værd
Alcazár de Segovia, byens smukke slot, har haft stor betydning i spansk historie, blandt andet fordi det var her Isabella af Castillien blev kronet til dronning i 1474. Gennem giftermålet med Ferdinand 2. af Aragonien blev datidens to stærkeste riger på Den Iberiske Halvø samlet. Efter erobringen af Granada i 1492, samme år som Columbus opdagede Amerika, voksede Spanien og blev verdens rigeste land. I dag indeholder borgen blandt andet et flot militærmuseum, og det er i sig selv en stor oplevelse at gå rundt i slottets sale og tårne og se, hvordan overklassen levede for over 500 år siden. Det siges, at Walt Disney fik inspiration til sit ”Disneyslot” netop fra Alcázar de Segovia.
Catedral de Nuestra Señora de la Asunción y de San Frutos, den smukke kirke, som til daglig omtales som La Señora eller La Dama, på grund af sin skønhed og elegance, stod færdig i 1577. Bygningen er udstyret med diverse kupler og spir, og om aftenen en den oplyst og ligner noget fra et eventyr. Den står på byens højeste punkt, ved Plaza Major, med et næsten 90 meter højt kirketårn, så den er let at se fra store dele af byen og de nærtliggende områder.
Middelalderens skyskraber
Segovia er herlig og kompakt, og de fleste seværdigheder, bortset fra den gamle borg, ligger mellem Plaza Major og akvædukten. Det er en spadseretur, der uden stop tager cirka 10 minutter. Man passerer små butikker og hyggelige caféer mellem de historiske bygninger, som ligger på rad og række. Ved Plaza de Medina del Campo ligger Iglesia de San Martín med en flot statue af Comunero-lederen Juan Bravo – en oprører og folkehelt som blev henrettet i 1521, 38 år gammel.
Lige nedenfor står Torreón de Lozoya, et tårn som blev bygget i 1400-tallet og ombygget et par hundrede år senere. I dag fungerer det som et kombineret museum og galleri. Måske var det en af datidens “skyskrabere”?
Lidt længere nede ligger Casa de Los Picos, direkte oversat ”Huset med Spidser”. Spidserne. der stikker ud af væggene, tjente både som forsvar og udsmykning. Bygningen, der er fra 1500-tallet, huser i dag både en skole for unge kunstnertalenter og udstillinger. På modsatte side af gaden finder vi Palacio Conde Alpuente, som skulle være Segovias smukkeste facade. Bygningen er fra 1500-tallet og administreres nu af det centrale arbejdskontor for Castilla y León.
Segovia har også et liv uden for de gamle bymure. Det er godt anvendt tid at slentre rundt på den moderne og brede Avenida del Acueducto, som starter ved Plaza del Acueducto. Her ligger der cafeer, barer og restauranter i massevis på begge sider ad gaden, og det er her, størstedelen af byens borgere tilbringer deres siesta. Vi slog os ned ved et lille bord blandt snaksaglige spaniere og bestilte en af de lokale specialiteter; Cochinillo Asado de Segovia – stegt pattegris. Efter at have testet flere vine, som en omhyggelig tjener anbefalede, bestemte vi os for at flytte vores Spanien-hus fra Málaga til Segovia…
Fakta:
Segovia ligger 13 km nordvest for Madrid og er hovedstaden i provinsen med samme navn i delstaten Castilla y León. Byen har ca. 56.000 indbyggere og er bedst kendt for den 2000 år gamle akvædukt, som er en af Spaniens største turistattraktioner. Læs mere her: visitsegovia.turismodesegovia.com/
Af Rikke Luell Printz