Det danske magasin i Spanien
Fertilitetsturisme – kvinden og ægget

Fertilitetsturisme – kvinden og ægget

De fleste turister vælger at tage til Costa del Sol for at holde badeferie, nyde kulturen og gastronomien, og slappe af under sydlige himmelstrøg. Og så er der dem, hvis æggestokke er den primære årsag til ferien. Det er nemlig kvinder og par, der kommer hertil for at blive insemineret på en af de mange fertilitetsklinikker, der ligger langs kysten.

Clínica Fertia i Fuengirola

Da jeg træder ind i klinikken, står et skandinavisk, lesbisk par og taler med receptionisten. De ler sammen med receptionisten og fortæller historier, mens hun gør nogle papirer klar til dem. Det lader ikke til at være første gang, de besøger klinikken. Rundt om mig sidder kvinder ventende i behagelige møbler. Nogle sender små nervøse blikke, mens andre sidder med næsen i et dameblad, ganske som var de til frisøren. Jeg tager plads på en af sofaerne, indtil det bliver min ”tur”. Jeg har et lidt andet ærinde end de fleste kvinder, der kommer her, men havde jeg skullet ind til en konsultation eller insemination, ville jeg have sat stor pris på den ikke-kliniske atmosfære, der er i klinikken.
 
Da doktor Elena Puente viser mig ind i sin konsultation, smiler et hav af børneansigter til mig fra væggen bag hende. Det er fotos af alle de børn, der er skabt på klinikkens laboratorium.
”For nylig var klinikkens første baby herinde. Det er en pige på i dag 16 år, der er et helt hoved højere end mig,” fortæller Elena og tilføjer, at det var meget rørende for hende selv og personalet at møde første-babyen som næsten voksen.

Lovgivningen

Det er en forskel i lovgivningen, der gør det attraktivt for de danske kvinder at tage til udlandet. Flere forskelle faktisk. I Danmark er det nemlig kun kvinder, der selv er i behandling for barnløshed, der må donere æg. I Spanien kan enhver rask kvinde donere æg, og bliver ofte kompenseret økonomisk for donationen. Hvad angår sæd må alle raske mænd frit donere i Danmark og i Spanien.
Det er lange ventetider, samt den danske lovgivning, som forbyder kvinder over 45 år at blive kunstigt insemineret, der får kvinderne til at tage til Spanien og få behandling. Fertilitetsturister rejser ikke blot på tværs af landegrænser, men på tværs af lovgivningerne i jagten på at få ønskebarnet.

Kort proces

Fordelen ved at vælge en spansk klinik, der samarbejder med en dansk klinik, når man er bosiddende i Danmark, er den enormt effektive proces. Elena fortæller, at kvinden vil have fået den nødvendige forberedende behandling på hjemmeklinikken i Danmark og vil ankomme i Málaga klar til insemination. Derfor tager det ofte kun få dage og højest en uge, før parret kan rejse hjem igen med ægget i livmoderen. Efterfølgende sender klinikken al info til den samarbejdende klinik i Danmark, som vil være fuldt opdateret, næste gang parret kommer ind med det, der forhåbentlig er en vellykket graviditet.

Frys dine æg i tide

På grund af Costa del Sols rige sammensætning af skandinaver og andre nordeuropæere, har klinikkerne på Costa del Sol et rigt udvalg af kvinder, der vil donere æg, og kan derfor nemt finde en donor, der matcher forældrenes udseende, hvad enten det betyder blå eller brune øjne eller lyst eller mørkt hår. Sæden får Clínica Fertia, ligesom så mange andre fertilitetsklinikker, fra verdens største sædbank, Cryos, som ligger i Danmark. De fleste ønsker sig et barn, der ser ud ligesom forældrene, og det er klinikkens ansvar at vælge de bedst egnede donorer fra kartotekerne.
”Vi mangler som sådan ikke æg-donorer, men er man en kvinde i 30’erne, der er usikker på, om eller hvornår man gerne vil have børn, så skal man overveje muligheden for at få frosset sine raske æg ned. Mange kvinder ved ikke, hvor drastisk kvaliteten af deres æg forværres med alderen. Med tiden minimeres chancerne for at blive gravid, og risikoen for, at graviditeten ender med et misdannet foster, forøges,” fortæller Elena.
Statistisk set har kvinder på 35 år kun 12% chance for at blive gravide, og i 40-års alderen er chancen helt nede på 6%. Det er statistikker, der gør det soleklart, hvorfor kvinder vælger at få hjælp til at få graviditeten til at lykkedes, når de har passeret de mest frugtbare år.
Om det lesbiske par fra indledningen af artiklen lykkedes med deres graviditet, har det desværre ikke været muligt at finde ud af. Men chancerne, for at det lykkes, er ganske gode. Elena fortæller stolt, at på hendes klinik ligger succesraten på 60% og det endda ved enkeltopsætninger – altså hvor der kun bliver sat ét befrugtet æg op.

I Spanien kan man vælge at både ægget og sæden skal være fra donorer. Det kaldes dobbeltdonation og er en løsning, der ikke er lovlig i Danmark.

 
Af Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.