Huleboeren fra El Chorro

Drengen er Fali Martínez.

 

Jeg møder Fali tre årtier senere ved indgangen til Caminito del Rey. Med langt rastafarihår og en smøg i mundvigen venter han på mig ved bussen. Fali forelskede sig fra barns ben i klippesiderne i El Chorro og har de sidste 12 år boet i en hule i en af klipperne. Det vender vi tilbage til.
I dag ernærer han sig som guide på Caminito del Rey, og tager mig med på den så berømte rute.
”Før i tiden kunne man rigtigt klatre på klippevæggen,” siger Fali, da vi er kommet op at gå på caminito’en, og kigger drømmende op på klatreruterne, der løber oven over os. Mit blik søger op ad på en lodret klippevæg, der lader til at være umulig at forcere, men ved nærmere eftersyn ses små bolte, der vidner om, at ivrige klatrere har brugt dette som deres legeplads – længe før turisterne invaderede ruten med vandrestave og plastikhjelme. Fali selv har sin hjelm placeret nonchalant på toppen af det voluminøse rastafarihår. I dag er det af sikkerhedsmæssige hensyn ikke muligt at klatre på den side, hvor folk går på stien – garanteret til stor ærgrelse for mange klatrere.

Fali forklarer og forklarer og ryger flere og flere smøger. Det er tydeligt, at han ved alt, hvad der er at vide om stedet her, og at han har klatret på hver eneste klippevæg. Han peger over på en forladt rønne på den anden side af dalen:
”Dér sover jeg altid, når jeg klatrer på de klipper, der ligger derovre,” siger han og peger på et skarpt klippefremspring, der kun kan nås ved at gå langs jernbanen igennem jernbanetunnellen. Til spørgsmålet, om det ikke er farligt at gå gennem den snævre tunnelskakt, ryster han blot på hovedet – man skal jo bare kende køreplanen.

 

Godt og vel halvvejds igennem Caminito del Rey stopper Fali op. Han vil fortælle os noget om det, der venter os længere fremme. For nogle år siden rappellede han sammen med nogle venner fra den ene side af slugten til den anden. Rebet knækkede og tre af hans venner faldt de 120 meter ned i Rio Guadalhorce og døde på stedet. Længere fremme hænger stålkablet slapt ned ad klippesiden, og minder passerende om den ultimative pris, en vovehals kan komme til at betale.

Ved slutningen af caminito’en drejer vi ind til venstre og stavrer igennem et vildt krat. Her midt i klippevæggen bor Fali sammen med sin hund og sin kat i det, en opfindsom ejendomsmægler ville kalde en toværelses med havudsigt, men som faktisk er en decideret klippehule. Der er installeret en låge ind til det allerhelligste, men her er ikke meget at komme efter som indbrudstyv. Uden tøven åbner Fali op og lader mig gå på opdagelse med kameraet i hulens indre. Han stiller sig selv i hulens første rum, en stue der kun lige rummer en sofa, en reol og et sofabord, med slet skjult stolthed. Jeg tager på egen hånd de få trin op til ’køkkenet’. Det eneste, der indikerer, at dette rum er hulens køkken, er det faktum, at det er her, maden opbevares – et velassorteret udvalg af dåsemad og müslibarer. Fra dette rum er der adgang til hulens inderste, soveværelset, som jeg lader Fali have i fred.
Vi tager plads i møblementet udenfor hulen – her er der lidt bedre albuerum. Fali fisker en cigaret frem, fra det jeg formoder, nu må være en gabende tom pakke, og fortæller, at han har boet i denne hule de sidste 12 år. Han får rindende vand fra en ramponeret byggegrund i nærheden, men har ingen elektricitet. Han bader i søen og køber gasflasker for at holde varmen om vinteren. Hulens to andre beboere, en kat og en schæferhund, gør os selskab. Det er tydeligt, at de penge, Fali tjener på at lave guidede ture, ikke bliver brugt på boligindretning og alt i hulen er sparsomt møbleret. Men kattens madskål er fuld, og hunden ser da heller ikke ud til at mangle noget. Fali byder gæstfrit på en øl – jeg takker pænt nej med tanke på køreturen tilbage til kysten.

Om man kunne forestille sig at bo på denne måde eller ej, så er det i hvert fald en enestående boligsituation, eller det troede jeg i hvert fald, for Fali fortæller, at der i klipperne omkring el Chorro bor godt 40 huleboere ligesom ham. De fleste er spredt over et stort område, men blot 100 meter fra Falis hule bor hans ven i en anden hule. Og hvis man ser bort fra det skrabede og lettere ukomfortable interiør, er dette en enestående måde at leve og bo i naturen, der er vantvittig smuk heroppe.
”Jeg holder mest af El Chorro, når det regner. Så kan jeg sidde her på min terrasse og kigge ud over søen i timevis. Alle farver ændrer sig, når det bliver vådt,” fortæller Fali og et smil breder sig fra øre til øre, mens han kigger drømmende ud over søen.

Man er godt klar over fra myndighedernes side, at hulerne bebos på ulovlig vis, men indtil videre er der ingen, der har gjort noget ved det, og Fali lader ikke til at have den fjerneste intention om nogensinde at flytte.