”Nu må du lige ignorere ham, hvis han skulle finde på at hoppe op. Vi har talt om, at han skal til at holde op med det, men han er jo teenager. Boret knallert og damer, du ved. Hjernen er ikke helt udviklet endnu,” siger Per med et glimt i øjet, inden han låser døren op.
Jeg nikker indforstået. I entreen venter 25 kg teenage-hund, begejstret fra hale til snude, der dog formår, for det meste, at bevare alle fire poter på flisegulvet, så man kan komme til at klappe ham. Jeg lader en bemærkning falde om at Madstiffen (udtales med blødt ’d’) holder sig vel tæt på foderskålen og Pjoklederen aka. Per Lau Jensen, trykker Madstiffen på siden og forsikrer mig om, at ribbenene er lige derinde bagved. Madstiffen sender mig et sigende blik – jeg forstår nok, hvem der serverer portionerne.
Vi tager plads i sofaen, og Madstiffen, hvis rigtige navn er Markis, bliver anvist ’jazz salonen’.
”Det er fordi, han ikke kan finde ud af at udtale ’chaiselong’, så vi kalder det bare jazz salon,” forklarer Per mig, og Markis tager mere eller mindre elegant plads i det bløde møblement.
Vi befinder os i Per Lau Jensens villa i Canillas de Aceituna øst for Málaga. Her har han boet siden september 2015 – nogle måneder senere flyttede Markis ind, og det er her, Pers seneste bog verden ifølge Pjoklederen og Bøllechæferen, der foregår i et krøllet parallelunivers, hvor hverdagens hændelser er overdynget et tykt lag humor og man ikke skal tage alting helt bogstaveligt, blev til.
Skuffeskriverier
Per var i 50’erne, da han kastede sig over forfatterskabet. I årevis skrev han til skrivebordsskuffen, mens han førte en karriere som racerkører og sidenhen ejendomsmægler. Tidligere har han boet i Skåne, men er nu flyttet til Andalusien, hvor han bor på den spanske campo, langt væk fra turismen og strandbarerne. Her er det kun enkelte besøgende og så nogle forfattervenner, der kommer på besøg.
”Det passer mig fint, at folk ikke kan komme og banke på min dør hele tiden. Som forfatter kan man jo ikke bare tage 45 minutter ud og skrive i. Det er noget, der kræver fordybelse, og det får man bedst, når man er alene.”
Dog lader Per ofte sine forfatterkollegaer komme på besøg.
”De forfattere, der kommer her for at skrive, er ligesom indforståede med, at vi begge har et projekt i gang. Vi kan derfor gå en hel dag, uden at veksle et eneste ord, også selvom vi passerer hinanden.”
Om aftenen tages der dog hul på samtalen, gerne over et glas brandy, som Per har en særlig forkærlighed for.
Polispoul, Uroschæferen og Anløbne Alonso
’Hundedage – Bøllechæferen og Pjoklederen’ er navnet på Pers første bog i denne genre, som er baseret på samtaler mellem ham selv og sin nu afdøde schæferhund.
”Det startede som en blog omkring mine små humoristiske selvdigtede samtaler om vind og vejr med min daværende hund, der kaldte mig Pjokleder, fordi han ikke lige kunne udtale flokleder,” fortæller Per. Derefter skrev han for et hundemagasin, og så var der flere, der opfordrede ham til at udgive en bog i samme stil.
”Jeg tænkte slet ikke om mig selv, at jeg duede til at være morsom over længere tekster. Tanken groede dog i mig, og mens jeg gik og arbejdede med det, oprettede jeg en facebook-side, hvor jeg skrev nogle af hændelserne og tankerne ned. Året efter udkom bogen.”
Nu er den anden bog, der foregår i dette finurlige univers på trapperne, hvor der digtes videre på deres krøllede historier. Bølleschæferen og Pjoklederen tager i denne bog på en måneds ferie på Costa del Sol. Her møder Bølleschæferen olivenbondens store Mastin, Filippa Firben, Francomyrerne og dyrlægens hund Anløbne Alonso. På vej hjem har der gemt sig et par blinde passagerer i bilen, men ved hjælp af falske dokumenter lykkedes det dog at forcere de skarpt bevogtede grænser til Danmark og til Sverige, hvor galleriet af karakterer inkluderer sværvægtsweileren, Collie Connie, Polispoul og hans hund, Uroschæferen blandt andre. Det er også i denne bog, Madstiffen for første gang gør sin entre.
Pers hunde-bøger er en form for ’autofiktion’ fordi den ene hovedperson, Pjoklederen, kan betragtes som en selvironisk udgave af Per selv og samtidig er fortællingerne inspireret af virkeligheden men foregår i et parallelunivers, hvor alt kan ske.
Vi afbrydes af en intens stirren ude fra terrassen. Indholdet i La Danesas udsendtes taske var lidt for interessant og teenageren fik en midlertidig timeout, hvor han fra en solstol lige udenfor vinduet nu lader os vide, at situationen ikke er optimal. De mørke øjenbryn er perfekt oprullede i et ynkeligt udtryk over den sorte maske, som havde de været i papillotter natten over.
– og Madstiffen
Facebooksiden ’Bøllechæferen og Pjoklederen – og Madstiffen’ har nu 6000 fans, der dagligt følger med i Madstiffen, der har overtaget faklen fra Bølleschæferens, tosserier og Pjoklederens forsøg på holde trit med ham, hvilket er et omfattende arbejde. Til spørgsmålet, om der også kommer en bog om Madstiffen, er Per ikke direkte afvisende:
”Nu må vi jo se, hvor mange der gider følge med i hans drengestreger,” siger han og skæver ud til Madstiffen, der ser ud til minimum at have en trilogi i sig.
Per kører mig ned til min bil, der holder et godt stykke nede af den snørklede grusvej. Inden da siger vi farvel til Madstiffen, der ligger på sin plads i entreen. Papilotterne er vendt tilbage i folderne over øjnene og jeg klapper Madstiffen på siden, dér hvor Per påstår, ribbenene findes inden bag ved. Bevares, hvis du siger det, Pjokleder.
Verden ifølge Bølleschæferen og Pjoklederen udkommer 29. maj. Signeret forsalg er i gang.
