Udlejningslejlighederne overstiger hotellernes kapacitet
Det er blevet attraktivt at udleje boliger i Málaga-provinsen. Både som privatperson og selskab. I dag er der således næsten 49.000 private sengepladser til leje på markedet. Lægger vi dertil de 55.000 sengepladser, som udbydes via selskaber som ”apartamentos turísticos”, kommer den samlede kapacitet op på 104.000 sengepladser. Det overstiger for første gang Costa del Sols hotelkapacitet på 100.000 sengepladser.
Málaga lufthavn og Rent a Car industrien i storkonflikt
Lufthavnens biludlejningsselskaber truer med at sagsøge Málaga lufthavn for omfattende aftalebrud. Det skyldes, at lufthavnen pr. 1. marts har fjernet de 66 pladser Rent a Car–selskaberne havde til rådighed, for at kunne udlevere sine lejebiler til sine klienter direkte i lufthavnen. Denne aftale trådte i kraft i 2008, men lufthavnen har nu valgt at bryde den ved at påbyde alle bilister at køre i P-hus. Også udlejningsbilerne. Lufthavnen ønsker at mindske trafikpropperne ved terminalerne. De første 15 minutter i parkeringshusene er gratis for alle, men biludlejningsselskaberne påpeger, at 15 minutter slet ikke er tilstrækkeligt, og at det tilmed er dårlig service overfor kunderne at skulle over i P-huset for at få deres bil udleveret.
Artur Mas drømmer om sydens Danmark
Den forhenværende præsident for Catalonien, Artur Mas, drømmer fortsat om Catalansk uafhængighed og om at kunne skabe en stat, som minder om Danmark. Artur Mas er nemlig en stor fortaler for det danske velfærdssystem. Han måtte sidste år forlade sin post i det catalanske Generalitat grundet politisk pres fra det regionale parti CUP, som krævede hans afgang for fortsat at støtte hans parti og den koalition, der sidder på magten i Catalonien. Artus Mas var, og er fortsat, anklaget for ulovlig finansiering af sit partis aktiviteter.