Det er en historisk dag at vågne op til – d. 20. januar hvert 4. år. Især de år, hvor det er en ny præsident, der skal indsættes i det, vi i dag kalder verdens eneste supermagt. Spændt følger jeg begivenheden på TV – og på Facebook, hvor der er larmende stille. Halloooo! Har jeg mon fortrinsvis venner, som ikke interesserer sig en pind for verdens gang eller som ikke magter at acceptere amerikaneres valg? Det sidste, tror jeg. Og den tro bygger jeg på de posts, som dominerer mit nyhedsfeed i dagene efter: Endeløse forherligelser af Obama slås om pladsen med sammenlignende fotos af folkemængderne ved præsident 44 og 45’s indsættelser. Misforstå mig ikke; jeg er temmelig sikker på, at Barack Obama er en fin fyr, som jeg godt gad at kende privat. Han synes at have en herlig humor, god stil og hjertet på rette sted. Han tryllebinder med sine taler og er nem at synes om, men det er for pokker ikke det, han valgtes til. Et splittet USA, store politiske tab (Demokraterne er i en historisk ringe tilstand) og større ufred ude i verden end set i mange år, er vel hans politiske eftermæle. Det kunne man kigge lidt på i stedet for at gå helt lavt på ceremonien, og fremhæve Melanias værtindegave, skofarve og smil til de forkerte, og slipselængde, hudfarve og underligt hår på hovedet af dagens hovedperson.
Jeg tror i princippet, at amerikanerne er ret ligeglade med, om deres præsident er sort, hvid, kvinde eller mand. De vil føle sig trygge ved, at der sidder en leder, der ikke opfatter sin tid i det Hvide Hus som en popularitetskonkurrence, men som en opgave, han eller hun skal udføre for det amerikanske folk ved benhårdt arbejde og ved at træffe svære beslutninger i fuld klarhed om, at man ikke kan gøre alle glade – og med alle, mener jeg bl.a. udlandet, som siden 2. Verdenskrig har haft det med at ‘satse på’ at USA kommer og redder os ud af ilden. Jeg tænker jeg ikke kun på de amerikanere, der bor i de demokratiske højborge, NYC og Washington DC (husk lige at tage det med i beregningerne om publikumstallet, hvis du bare ikke kan lade være med at måle præsidentens popularitet på selve indsættelsen, fremfor at gøre det om fire år på hans formåen), men på de flere hundrede millioner af amerikanere, som bor fordelt ud over det næsten 10 mio. km2 store land. Rednecks, sorte, latinoer, oliemillionærer, forretningsfolk, forskere, skolelærere, frisører, arbejdsløse, pensionister, børn og unge…
Når du ikke kan styre det, der sker, kan du jo passende koncentrere dig om at styre din måde at reagere på. Det er det, du kan og bør. Deal with it!
Forunderlige liv – TAKE 152: På vores side af dammen
En anden spiller på den storpolitiske scene, som jeg vil anbefale jer at holde øje med, er briternes Theresa May. Godt nok er hun ikke forretningskvinde, men hun har det med at få tingene gjort. Og således er hun i fuld gang med at føre sit land ud af det europæiske Utopia. Til tvivlere og modstandere sagde hun i sin Brexittale i sidste måned: “This is not a game!” Tak for det, Theresa May! Det er det nemlig præcis ikke! Som den første regeringsleder mødtes hun med præsident Trump, og ligesom ham er hun ikke bange for at konfrontere hverken venner, fjender eller udfordringer. Ligesom Trump har hun meget at kaste sig over; bl.a. handelsaftaler, immigration, indenrigsøkonomi og terror.
Og chancen for, at hun ligesom Trump får ‘the job done’ er til stede. De fleste politikere undersøger og undersøger, tøver og tøver. Det kommer vi sandsynligvis ikke til at se hverken May eller Trump gøre. Launch shit, but launch! Jeg føler mig tryggere ved May end ved Cameron og tryggere ved Trump end ved Obama. Og ja, jeg er helt ligeglad med præsidentens små hænder, slipslængde og orange foundation. Igen igen: Jeg er træt af frygtbåren, berøringsangst politisk korrekthed, hvor resultatet altid er det samme = intet flytter sig fremad overhovedet.
En anden magtfuld spiller på vores side af dammen havde også en mening; nemlig pave Frans, som i et interview til El País lige efter indsættelsen kaldte på besindighed: “Lad os se, hvad der sker”, sagde paven, og advarede om, at vi mennesker i krisetider vender os mod populister, som fx Hitler, der blev valgt af tyskerne, men siden folkeforførte dem. Okay, så fik vi lige den med.
Forunderlige liv – TAKE 153: Den amerikanske drøm?
Er du ikke bange for Trump, spurgte en af mine venner. Nej! En flink mand med en sød kone og to fine børn og en ekstremt høj popularitetsbedømmelse (ved indsættelsen) har fejlet big time både med sin indenrigs- og udenrigspolitik. Så jeg er klar. Og spændende er det. Meget skal bygges op. Lad os drage en parallel til tiden omkring The Great Depression. Jeg er vild af beundring over amerikanernes evne til at få noget til at ske, selvom der er dømt total bankerot. Jeg mener, hvem pokker kan finde på at opføre verdens højeste bygning lige efter et børskrak? Her tænker selvfølgelig på Empire State, der stod færdig i 1931. Man havde simpelthen bygget en kontorbygning, som ingen havde råd til at flytte ind i. Hvad gjorde man så? Åbnede terrassen øverste oppe og skabte en af NYC’s største turistattraktioner nogensinde. Siden blev de 200.000 m2 kontorlokaler selvfølgelig lejet ud, og man scorede således dobbelt. Noget sker også denne gang. Om den amerikanske drøm kan vækkes, skal jeg ikke spå om, men måske kan pionerånden, ukueligheden og den integritet, som kendetegnede USA indtil opvågningen hin septembermorgen i 2001.
Tilbage til indsættelsesdagen, hvor jeg i folkemængderne spotter flere ‘almindelige amerikanere’ end krukkede skuespillere og musikere. Det glæder mig. Hvis der er noget, som amerikanerne har brug for lige nu, så er det vel at få bare en lille smule af The American Dream tilbage. Håbet! Og jo, Trump har meget at leve op til, når han siger: “I will not let you down!”
