Andalusiens forsømte Castillos

 

Jeg har allieret mig med professor i middelalderhistorie på Málaga Universitet, Sebastián Fernández López. Han har dedikeret hele sin karriere til at identificere, lokalisere og studere hver eneste af de 90 monumenter, der findes i Málaga.
Jeg tager trapperne op på øverste etage i bygningen, der huser afdelingen for middelalderhistorie på Málaga Universitet. Lettere stakåndet træder jeg indenfor på Professor Sebastiáns kontor, der for hvert trappetrin har udviklet sig til at ligne arkivet for et arkæologisk udgravningssted i mit sind, men som viser sig blot at være et ganske almindeligt kontor med støvede bøger og udsigt over fakultetet.

 

Professor Sebastián har ventet mig, og starter med det samme computeren op. Som det første viser han mig med slet skjult stolthed en række luftfotos, som han har været oppe at tage af en lang række af borgene tilbage i 80’erne. Det foregik i et meget lille og meget slingrende privatfly, fortæller han. I dag ville man have sendt en drone op og fra jorden indhentet fotomateriale, men det var anderledes i 80’erne, og ville man have taget fotos med et kamera fra luften, så måtte man selv derop og trykke på udløseren.

Professor Sebastián har hele sit professionelle liv beskæftiget sig med Andalusiens borge. For nogle år siden var han med til at opdage en borg, der var gået tabt og glemt, med hjælp fra en forskerkollega. Forskeren, en kvinde ved navn Martine Thialon, besøgte Málaga for at se nogle af de mange borge. Hun var specielt interesseret i at finde frem til en borg, der skulle hedde Benajalid.
”Selvom det kun er i området Serranía de Ronda, man kender til det navn, insisterede Martine på, at den lå et helt andet sted i Andalusien. Hun sagde ikke andet, end at hun havde en fornemmelse, og vi kørte derfor til den by, Martine troede, den lå i, en lille by ved navn Cajíz, som ligger i Veléz Málaga.
Vi spurgte på må og få omkring på egnen den dag, og til sidst bar det faktisk frugt. En lokal bonde fortalte os, at der fandtes en kilde med samme navn. Da vi kom frem til stedet, bonden havde udpeget, kunne vi i horisonten skimte en lille bakketop, der ville udgøre den perfekte beliggenhed til et fæstningsværk. En lille køretur til toppen bekræftede, at de sten, man netop kan skimte toppen af, faktisk var ruinerne fra borgen Benajalid,” fortæller Sebastián, og forsøger at skjule sin begejstring.
”Dér havde stenene bare ligget delvist blotlagte i årevis, uden at nogen havde skænket dem en tanke. Jeg var dybt forundret over, hvor Martine dog havde denne viden fra. Det viste sig, at hun havde gravet dybt i arkiverne i Rabat i Marokko, og fundet nogle dokumenter, der indikerede, at der skulle have ligget en borg med dette navn i dette område af Málaga,” fortæller Sebastián, og udviser nærmest ærefrygt over at være blevet slået på sin egen hjemmebane.

De fleste af borgene i Málaga er bygget ved, at man møjsommeligt har hakket sten ud af klipper og flyttet dem til konstruktionspladsen. Takket være en ny opfindelse medbragt araberne i det 10-11. århundrede, kunne man nu støbe sten direkte på stedet. Man blandede en form for mørtel af kalk, sand, keramik og halm og lod sten støbe i store trækasser. På kun et døgn størknedes stenene, og var herefter klar til at blive solide komponenter i fæstningsværket. Det har revolutioneret, hvordan man byggede borge, og har gjort, at en borg kunne forstærkes eller repareres på en brøkdel af tiden. Hvis kanoner f.eks. havde taget en bid af muren, kunne man lappe hullet indenfor få dage og være beskyttet imod nye angreb.
Det er dog længe siden, at nogle af borgene har været vidne til blodige slag, og langt de fleste henligger blot som ruiner spredt ud over det spanske landskab. Enkelte har dog fundet andre anvendelsesmuligheder, f.eks. borgen i Álora, der stadig bruges som kirkegård, og som derfor fremstår særdeles velholdt. Desuden er der Castillo Sohail i Fuengirola, der som et sats fra kommunens side blev istandsat for nogle år siden, og i dag lægger den mure til flere koncerter og arrangementer om året. Forsigtigt spørger jeg professor Sebastián, hvad hans mening mon er om denne alternative anvendelse af borgen, hvortil han slår ud med armene og udbryder: ”Hvis det kan få folk til at restaurere borgene, må de bruge dem til, hvad de har lyst for min skyld.”
Og man fornemmer et subtilt ønske fra professoren om, at flere borge fik den samme kærlige behandling, som Castillo Sohail i Fuengirola, har fået.

Sebastián var på et tidspunkt nødt til at stoppe en årelang udgravning i Mazmúyar, en by fire kilometer fra Comares. Man blev nødt til at stoppe udgravningen, da kommunen ikke ville bevilge midler til at overdække den.
”Det var enormt ærgerligt, men yderligere ubeskyttet udgravning ville have ødelagt de nyligst fremgravede ruiner, og for ikke at gøre yderligere skade på den nationale kulturarv, valgte vi at stoppe arbejdet,” forklarer Sebastián, der ikke skjuler skuffelsen over at måtte efterlade den udgravning, han havde været tilknyttet, siden han var studerende. Under udgravningen fandt man dog frem til en mængde porcelæn af typen ’verde mangeneso’. Det er en type porcelæn, der er udarbejdet med den grønne farve fra oxideret kobber, en metode der oprindeligt stammer fra Cordoba.
”Vi fandt tusindvis af skår fra denne type stel, men også 60-70 hele tallerkener,” fortæller Sebastián og tilføjer, at keramikken kan ses på det nyåbnede Aduana-museum efter at have ligget hengemt på Málaga Universitet i årevis.

 

Til spørgsmålet om hvilken borg, der er professorens egen favorit, kommer svaret prompte: Det er Ben Tomiz, som ligger i Veléz Málaga.
”Det er den største af dem alle sammen,” tilføjer han uden at skjule en barnlig fascination af mastodonten, der ligger på et bjerg 711 meter over havets overflade.

 

I de næste tre udgaver af La Danesa vil vi sammen med professor Sebastián tage jer med på rejse igennem historien. Hold godt fast og glæd dig til at dumpe ned på slagmarken, når vi følger nogle af de mest mindeværdige slag på Castillo de Álora, Castillo de la Estrella i Teba og Castillo Sohail i Fuengirola.