Det danske magasin i Spanien

Det var den værste stormflod siden 1989, som søndag den 4. december ramte Sydspanien, primært den vestlige del af Costa del Sol.

I løbet af ca. 12 timer væltede over 200 liter vand pr. m2 ned over området.
Det medførte et kaos med oversvømmende bygninger, da dræningssystemer og kloaker ikke kunne følge med. Floder og andre vandløb gik over bredderne. Mange veje konverteredes til rasende floder, hvilket førte til lukkede strækninger, bl.a. Avenida de Velázquez omkring Málagas lufthavn. Skilte, trafiklys og broer væltede. I bjergene opstod der kløfter og vandløb, hvor der før ikke havde været andet end tørke og afsvedet buskads.
To personer druknede. En rumænsk kvinde omkom, da den natklub i Estepona, hvor hun arbejde, blev oversvømmet. En spansk mand blev skyllet væk af vandmasserne under arbejdet med en elektrisk installation i La Línea de la Concepción.
Folk måtte reddes i land af redningspersonale i en lang række af Kystens byer. Alene i Mijas Costa havde omkring 30 personer brug for hjælp for at undslippe vandmasserne.
Flere steder blev folk reddet i sikkerhed af helikoptere, da de havde søgt tilflugt på bil- eller hustage, bakketoppe og deslige. Yderligere måtte dykkere ud i vandmasserne for at hente dem ind, som vandet havde revet med sig.
Málagas metro var lukket, flere bus- og togafgange kom ikke af sted, og skoler holdt lukket den efterfølgende mandag.
I Andalusien modtog nødhjælpsnummeret 112 over 1.000 opkald, heraf kom ca. 800 fra Málaga-provinsen.
Spaniens meteorologiske institut, Aemet, udsendte den røde alarm, der skal forstås som ’ekstrem fare’; hvormed folk bliver opfordret til at blive indendørs.

stormflod2Stormflodens økonomiske konsekvenser

Den regionale regering, Junta de Andalucía, har opgjort stormflodens regnskab. I Málaga-provinsen anslås skaderne til at være løbet op i over 100 millioner euro. Eksempelvis estimeres de umiddelbare skader i Marbella kommune til 28,5 millioner euro, i Estepona kommune 27 millioner, mens tallet lyder på 5,1 millioner i Mijas kommune. Det er den offentlige side af sagen.
Fra privatpersoner har forsikringsselskaberne foreløbig modtaget sammenlagt 1.952 ansøgninger om skadeserstatninger efter ødelæggelser på huse, forretninger, biler mv., oplyser forsikringsselskabernes øverste organ, Consorcio de Compensación de Seguros, som hører under Økonomiministeriet.
Strandene led også stor skade under den voldsomme regn, hvilket blev forstærket af de intensiverede udløb fra floder og andre vandløb. Det gik også ud over mange golfbaner, som blev oversvømmet, og på klubberne vågnede man mandag morgen op til et grumt scenarie.
Blandt dem er direktøren på Mijas Golf, Lorenzo Pérez Cortés. Klubbens to baner lukkede den 4. december, og den ene forventes først åbnet igen i slutningen af januar.
”Regnen kom så hurtigt og så voldsomt. I Mijas blev der målt over 200 liter pr. m2.
Først den 13. december kunne vi genåbne for spil på ni af de 18 huller på den bane, som hedder Los Olivos, de resterende ni huller følger efter. Men der er meget seriøse skader på banen Los Lagos, som vi ikke regner med at kunne tage i brug igen før i slutningen af januar,” fortæller Lorenzo Pérez Cortés, som endnu ikke kan give et bud på, hvor meget regnen har kostet og på sigt får af økonomisk betydning for klubben. Han bekræfter dog, at skaderne er omfattet af klubbens forsikring.
”Det er gået ud over banernes græs, gangstier og søer. Heldigvis er bygningerne uskadte,” fortsætter Lorenzo Pérez Cortés, der har svært ved at se noget positivt ved regnen.
”Jeg kan ikke se, at det kan gavne. Meget af området har stået under en meter mudder, og så meget regn på én gang gør mere skade end gavn. Det skulle da lige være, at det har haft en gevinst for vandstanden i vandreservoirerne.”

stormflod3Noget godt ved en stormflod?

Sydspanien har i flere år savnet vand, og dommedagsprofetier om snarlig ørkendannelse står i kø for at overdøve hinanden. Så én af de ting, man netop kunne håbe på, ville komme ud af en stormflod, er fyldte vandreservoirerne. Men realiteterne lever ikke op til forhåbningerne.
Størstedelen af Costa del Sols primære forsyningskilde er reservoiret La Concepción ved Marbella. Området var blandt de værst ramte af regnen, og det betød, at vandbeholdningen steg fra 40,45 kubik hektometer til 51,83 kubik hektometer, hvilket bringer det op på 83,8 procent af kapaciteten.
Men Málaga-provinsen har syv af reservoirer, og efter stormfloden indeholdt de sammenlagt 278,54 kubik hektometer vand. Før var der 251,50, hvilket vil sige en stigning på 27,03 procent. Det betyder, at den samlede vandstand stadig kun er er på 45,1 procent af kapaciteten. Det skyldes ganske enkelt, at det regnede mere tæt på kysten, mens de fleste reservoirer er at finde i baglandet.
Derfor er havafsaltningsanlægget i Marbella stadig i brug.
”Det er det nu nærmest altid. Vi administrerer udledningen af vandet til kommunerne. Og er der meget vand i reservoirerne, ledes kun lidt ud fra afsaltningsanlægget, og er der lidt vand, ja så er det modsatte tilfældet,” forklarer Juan Gaitán, der presseansvarlig for Mancomunidad de la Costa Costa del Sol Occidental (kommunesammenslutningen for det vestlige Costa del Sol).

Illegalt byggeri i oversvømmende områder

Mange spørger sig selv, hvorfor det går så galt, hver gang det regner. En af dem er Pia Bruun fra Spanien i Dag – hun er også naturvejleder. Hun mener ikke, at spørgsmålet er svært at svare på.
”Uvejret rammer især det byggeri og infrastruktur, der ligger for tæt på floder og bække.
Man løser ikke problemet, så længe kommunerne ser igennem fingrene med ulovligt byggeri og tillader bebyggelse i lavtliggende områder, der er udsat for oversvømmelser,” påpeger Pia Bruun.
Direktøren for afdelingen for Planificación y Gestión del Dominio Público Hidráulico, i Junta de Andalucía, Juan Serrato Portillo, er delvist enig. Han udtaler i et interview, som er gengivet i flere aviser, at ’det er indlysende, at den bedste måde at undgå skader er at lade være med at bygge i de oversvømmelsestruede områder.’
Han henviser til, at de største problemer opstod i byer og områder, der tidligere har været berørte, heriblandt Cártama, Campanillas og ved floden Guadalhorces bredder og udmunding.
Heromkring er der iflg. Juan Serrato Portillo hundredevis af boliger og andre bygninger, som ikke kun er opført illegalt, men altså også i lavtliggende, oversvømmelsestruede områder, hvor dræningen af vand er mangelfuld. Men flere af de berørte kommuner har modsat sig Juntaens seneste plan for prævention af oversvømmelser, der netop skal forbyde byggeri i de truede områder, påpeger Juan Serrato Portillo.

Dyrenes skæbner

Udover de to mennesker, som omkom, gik stormfloden også udover andre skabelser. Dyr som køer, grise, heste, får, geder, høns, hunde og katte. Selv de sidstnævnte blev set svømme i deres forsøg på at overleve. Men alene på en gård i San Pedro de Alcántara druknede 40 husdyr, som blev fanget af kaskaderne.
Derudover er der alle de vilde dyr, som ingen holder tal på.
Det gør man derimod på de mange dyreinternater, hvoraf mange havde store problemer. Denne søndag viste dog også, at nogle mennesker gerne risikerer liv og lemmer for at tage ud for at hjælpe andre. Også for at hjælpe dyr.
Et af de oversvømmede dyreinternater var CYD Santa María i Alhaurín el Grande. Her vogtede man over stedets ca. 60 heste, æsler og muldyr samt diverse kræ, efterhånden som regnen intensiveredes, og vandet nåede dyrenes hove og knæhaser.
Virginia Soler, den ene af de to ledere af stedet, fortæller: “Det var et par meget intense dage med store oversvømmelser. En skrænt på en højere liggende nabogrund styrtede ned, jorden ramte vores hegn og elektriske installationer. Vores dyr stod på mudder. Vi bad om hjælp, og vi appellerede til alle om at donere halm, så specielt de ældre og syge dyr kunne få et tørt sted at sove.”
Der kom halm, og det samme gjorde mange frivillige.
”Dagen efter havde vi brug for hjælp til at gøre rent og fjerne mudder, og jeg tror, her kom 50 frivillige. Heldigvis har alle vores dyr det nu godt. Dog er der sket store ødelæggelser på internatet,” siger Virginia Soler.

Solidaritet og øjenvidneberetninger

Denne solidaritet har Pia Bruun også bemærket.
”Naboerne gik sammen om at hjælpe hinanden med at gøre rent og tørre op, og der blev også arrangeret en indsamling til fordel for dyreværnsforeninger, som huser hjemløse dyr,” fortæller Pia Bruun, som om sin egen situation ift. regnvejret siger:
”Jeg frygtede det værste. Heldigvis ligger mit hus så højt i Enterríos i den vestlige del af Mijas, at det ikke ville blive oversvømmet. Men hos flere naboer stod vandet ind i husene.
Biveje var lukkede på grund af mudder, og selv den trafikerede Carretera de Coín var spærret for trafik, fordi en mur var væltet hen over kørebanen. Det betød, at vi måtte køre ned over La Cala, for at komme til Fuengirola. Der er kun én vej til og fra, og hvis den bliver oversvømmet, er vi isolerede.”
En af de frivillige, som allerede den 4. december var midt i stormflodens vrede på CYD Santa María, var Pedro Cánovas. Han er fra Málaga, er IT-programmør, og han fortæller om sine oplevelser:
”Det var frygteligt. Det virkede som om, at det aldrig ville holde op med at regne, og der opstod flere og flere problemer. Mere og mere vand og mudder akkumuleredes, og området er ganske stort. Halm og hø blev vådt, og også det var bekymrende. Den første dag var vi kun fire personer her. Flere frivillige forsøgte at komme frem, men måtte opgive. Vi måtte flytte alle dyrene for at de kunne stå så tørt som muligt, og vi gravede kanaler i selve mudderet i et forsøg på at kanalisere noget af vandet væk.”
Pedro Cánovas vil gerne slå et slag for det frivillige arbejde med dyrene. Indtil han lærte CYD Santa María at kende, havde han aldrig haft kontakt med heste eller frivilligt arbejde.
”Her foregår alt med tanke på dyrene, og alt er velorganiseret. Som frivillig medhjælper har man altid bestemte opgaver, som man selv har ansvaret for. Det gør, at man tager herfra igen med følelsen af at have udrettet noget nyttigt. Det har gjort mig stærkere som menneske.”
Mange dyreinternater tager gerne imod en hjælpende hånd. Og et bidrag. Specielt efter den 4. december. Således også på CYD Santa María. Den største mangelvare lige nu er hø og halm, og Pedro Cánovas understreger: ”Alt er velkomment.”

Statistikkerne siger

– Den gennemsnitlige, årlige nedbør i Málaga-provinsen er 524 mm, i Almería-provinsen bare 196 mm, og i Cádiz-provinsen 598 mm.
– Gennemsnitligt regner det 43 dage i Málaga-provinsen.
– 50 procent af regnen falder fra november til januar.
– Den største nedbørsmængde målt var den 27. september 1957, hvor der ved Málagas lufthavn faldt 313 mm på et døgn.
– Málaga har dog hvert år 3.059 solskinstimer. Huelva er den mest solbeskinnede by i Spanien, mens Málaga kommer ind på andenpladsen.
– Den årlige gennemsnitstemperatur i Málaga-provinsen er 18,5 grader.
Liter vs. mm
I Spanien opgives nedbørsmængden oftest i liter. En nedbørsmængde på 1 liter vand pr. m2 svarer til 1 mm. Læser man, at der er faldet 200 liter vand, svarer det altså til 200 mm. Det vil sige, at Málagas kyststrækning den 4. december på ca. 12 timer modtog 2/5 af et års gennemsnitlige nedbør.
Heste, æsler og muldyr reddes
På CYD Santa María i Alhaurin el Grande har man de seneste 10 år reddet mange efterladte og mishandlede dyr. Først og fremmest er det heste, æsler og muldyr, men også andre dyr har fundet et fristed på centret.
I dag er her ca. 60 dyr, selvom der er plads til flere på det store område. Men foreningen drives fortrinsvist på donationer, og udgifterne til foder, dyrlæger mv. er høje.
Alene en enkelt hests foder koster så meget som 150-250 euro om måneden, så bare på den konto er der udgifter på mindst 1.800 euro om året, og dertil kommer dyrlæge og meget andet.
Se mere på www.asociacioncydsantamaria.es.
Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.